Læsetid: 3 min.

Streng svensk formalia

11. oktober 1997

Dr. Helmer havde det meste af optakten svært ved at holde mandtal på sin Gevalia

tv-serie
Man ved aldrig, hvor man har ham - von Trier.
Med den Hamlet'ske replik "Der er noget ondt på Riget", forlod fru Drusse sit jordiske hylster for at slutte sig til hospitalets hær af onde eller gode ånder. Mors in tabula, død på (operations)bordet - exit vor følsomme bannerfører og håndfaste åndemaner i hidtidige og sikkert også kommende for Riget så svære tider, kan udsigterne overhovedet blive mørkere ?
Vi, publikum, er efterhånden blasert forvænte med Lars von Triers barokt sofistikerede og temmeligt udanske uforudsigelighed og indledningsafsnittet af den af hemmelighedskræmmeri omgærdede fortsættelse af Riget skuffede ikke.
Ikke fortællemæssigt, som opskruning af en i forvejen temmeligt opskruet udgangssituation med samtlige personer i forskellige grader af uudløst ophidselse. Judith i presseveer med monsterbarnet, Rigmor med et hævnmotiv af medea'sk omfang, Helmer med en livsfarligt skuffet kvinde og en politianmeldelse hængende over hovedet og professor Bondo stuck med et expanderende hepatosarcom indenbords, mens Moesgaards pinlighedstærskel ufrivilligt skred under apoteosen på Riget I - den farceprægede ministeromvisning i Operation Morgenluft by night.
Herfra driver mere splat ned ad skærmen end nogensinde. Kunne første kvartet lige akkurat passere til kaffebordsledsagelse, anbefales det nu at huske brækposen i sædet foran Dem.
Vörsel og Trier doserer i intelligente, men djævelsk timede mængder; en slags intellektuelle sprækker, hvorfra blodet siver som i forteksternes erodering - porten til Riget står åben.

Mænd i krise
Også den vigtigste saft på Riget næstefter blodbankens fik en barok hovedrolle ved de tilbagevendende morgenkonferencer. Helmers febrilske rokader med Krogshøjs voodo-forgiftede kaffekop nåede Marx Brother'ske højder og afsendte adskillige filmiske og litterære hälsninger - i det hele taget duftede første del jævnligt af Hamlet og Macbeth.
"Der er så meget flæb med jer mænd!" hvæsede Rigmor. Og flæbende medicinmænd regredierer til et analstade, hvor der tages varsler af flydere og synkere i et omfang, der ville interessere romerske augurer.
Helmer låner nye nedgørelser af 'dette lille land' hos en anden svensk krukke og hysteriker, August Strindberg, der ligesom Helmer havde et æresbegreb i klemme her, og om Helmer bliver i stand til at indføre den svenske formalia, som er blevet frataget Moesgaard, virker...hmn... dubiøst.
I det hele taget står d'herrer overlæger svært demaskerede her på startstregen, og i kælderen - med tak til psykoanalysens bevidsthedsmodel - huserer en psykiatrisk løsgænger med shaman-tromme og overskredne patientgrænser. Denne pigernes Ole spilles manisk af Erik Wedersøe som den ene af tre blivende nydannelser på rollelisten, de to andre er Birthe Neumann som Moesgaards nidkære sekretær, p.t. hængt på Helmer, og John Hahn-Petersen som udtryksløs bureaukrat i Henning Jensens hospitalsdirektoriske kølvand - Jensen skærpede lifligt sin giftige sarkasme i bureaukratifarcedelen Store Optællingsdag
Ophavsmændene har været nødt til at tilføre historien nye personager for at få momentum i sagen og nyt papir at skrive på, eftersom det hidtidige hold er så gennembeskrevet. Og alligevel lykkes det dem at dreje et par udviklinger uventet. Birgitte Raabergs Judith medtager ikke en pude til at lægge over Trier-maskotten Udo Kiers grumt grinende gengangerbaby med E.T.-fingre, men en sut, som hun moderligt fugter før den tilbydes uhyret; hun har altså tænkt sig at lade ondskaben leve, og en ny djævleuddrivelse ville være under opsejling, hvis altså ikke lige fru Drusse havde nedlagt hvervet...

Ubeslutsomhed
En anden uforudsigelig kvinde åbenbares i lille Mona, som måske kan udtrykke sig lapidarisk på stavepladefacon, måske ikke, og måske alligevel.
Kameraturene er ikke blevet mindre søsyge, klipningen ikke mindre abrupt, men opvaskemongolernes dialog er blevet markant udvasket.
Words, words, words; deres højtelskede kultagtige mysticismer - "noed blod kan vaskes af...noed blod kan ikke vaskes af" er blevet til klamamser uden naiv-esoterisk fynd og osse Triers diabolske formaning tilsidst er blevet for snakkesalig - det er forhåbentligt ikke kommet for at blive.
Men Ernst-Hugo Järegård er - mere desperat og fruepermanentet end nogensinde, men også dæmpet, undrende omverdensbetragtende og åndsfraværende introvert i sin nyopdukkede hypokondri. Angrebet på sin professionelle usårlighed og fuld af uråd over Ghita Nørbys tilsyneladende mangel på nag. Samt lettere anfægtet, da Søren Pilmarks Laertes, undskyld, Krogshøj tømmer giftbægeret i et ubevogtet øjeblik.
Og ovenover alting betragter et giftiggrønt øje videnskabens fortsatte krisetilfælde på Riget. Et eller andet bagudeliggende sted, som det er svært at sætte fingeren på, fornemmes en ubeslutsomhed i dette åbningsafsnit; en ubeslutsomhed, som damper noget af, når afsnittet har sat sig.
Men de næste trefjerdedel vil måske stramme sammen om dr. Helmers "fæcale helvede":

*Riget II. Af Lars von Trier og Niels Vörsel. Kamera: Eric Kress. DR TV fredag. Anmeldes afsnitsvist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu