Læsetid: 8 min.

Styret af tv-programmer

30. oktober 1997

Gregers Dirckinck-Holmfelds Danmarks-krønike er velskrevet men uforpligtende underholdning

Ny bog
Fra 1976 til 80 udsendte den legendariske journalist Paul Hammerich med stor succes en Danmarkskrønike i tre bind om tiden 1945-72, fra befrielsen til folkeafstemningen om dansk medlemsskab af EF. Senere blev den til tv-produktionen Gamle Danmark, der i 1983-84 med endnu større succes udsendtes af det dengang enerådende DR TV.
En anden journalist, Gregers Dirckinck-Holmfeld, forsøger nu at gentage succes'en med et nyt trebindsværk og dækker i det i dag udsendte bind Hårde tider forude perioden fra 1972 til og med 1979. Dirckinck-Holmfeld var også indtil for et par år siden beskæftiget med at tilrettelægge en tv-serie til DR om tiden fra 1972 til i dag, men han røg uklar med ledelsen, der i stedet satte Leif Davidsen til at fuldføre projektet. Under alle omstændigheder har Gregers siden 1995 været ansat som kulturmedarbejder ved Ekstra Bladet, hvor han også arbejdede i de glade 60'ere.
Vi har at gøre med populærhistorie om samtidens Danmark, en genre, der i mange år har været kæmpe salg i. Der er endda et populært tidsskrift, Fogtdals Illustreret Tidende, der udelukkende skriver om nyere dansk historie og netop er nået til 1950'erne. En vis nostalgi gør sig sikkert gældende for efterspørgslen, og dygtige skribenter forsøger at efterkomme den, ikke 'kun' journalister, men såmænd også professionelle historikere som Kristian Hvidt og Søren Mørch, der f. eks. skriver i Illustreret Tidende. Ikke et ondt ord om det, selvom de sædvanligvis er bedre, når de udfolder sig på egen hånd.
Manden med det ufolkelige navn, Dirckinck-Holmfeld, lægger ikke skjul på, at det er populærhistorie, han skriver. Det kaldes blot siden Hammerichs tid for krøniker. Men hvad forskellen er, bortset måske fra kapitelopdelingen, står ikke helt klart. Den større synlighed, som fortælleren har i disse krøniker frem for i traditionel historieskrivning, er ikke længere noget nyt. Den findes også i f. eks. Søren Mørchs Den sidste Danmarkshistorie, fra sidste år, og i flere andre nyere historiefremstillinger.
Hammerichs Danmarkskrønike betegnes i Den store danske Encyklopædi som "en subjektiv samtidshistorie set gennem københavnerradikale briller, fascinerende ved sin sproglige veloplagthed og sine suveræne tematiske greb". Den karakteristik er jeg enig i, selvom den nok har mest gyldighed for det første bind; de følgende blev gradvis mattere og trættede også ved at være opbygget på nøjagtig samme måde i hvert bind. Men samtidshistorisk journalistik til et massepublikum kan næppe gøres bedre, end Hammerich gjorde det. Han fik ført bevis for, at den lette historie ikke nødvendigvis er facil historie.

På det jævne og muntre
Dirckinck-Holmfeld er altså oppe imod en stor forgænger, som han eksplicit ønsker at efterfølge. Det er dristigt, og det går heller ikke. Hvor Hammerich overraskede ved sine skæve vinkler, elegante paradokser og provokerende ironi - hans kapitel om retsopgøret efter besættelsen må eksempelvis have svedet i manges sjæle - forbliver Dirckinck-Holmfeld næsten hele vejen igennem på et jævnt, omend muntert plan. Den farlighed, der ofte lurede bag Hammerichs tilsyneladende uskyldige formuleringer, anes næppe i denne bog, selvom jeg egentlig tror det er hensigten.
Det er en elskværdigt småpludrende fortælling, der ikke kan støde andre end f. eks. de kriminelle i 70'erne, som han til tider nævner ved navn og, i bedste Ekstra Blads stil, bringer billeder af mange år efter, at deres regnskab med samfundet skulle være overstået.
Ligesom Hammerich er Dirckinck-Holmfeld ansat i Politikens Hus - omend det er i de billedligt talt nedre gemakker af huset - og det er vel typisk for dette hus' åndelige udvikling i de senere år, at enhver ægte radikalisme og farlighed er som blæst væk.
Synsvinklen i Den nye Danmarkskrønike er som på Hammerichs tid stadig væk Rådhuspladsens, men nu tilføjet Gyngemosen, eller rettere selve tv-skærmen, for man sidder under læsningen og tænker på, at skriften er bygget op som et tv-manuskript, men at man grumme meget savner de levende billeder. Den metatekst, som en bog netop har plads til i modsætning til de fleste tv-udsendelser - f. eks. refleksioner og dyberegående argumenter - savnes. I stedet bliver alting anskueliggjort i enkle figurer og modsætninger, der passer til en billedside, som ikke er der, og bliver som regel ikke sat ind i nogen større social sammenhæng.
Det er en tilgang og teknik, der næsten kun giver rum for personportrætter og særligt spektakulære begivenheder som Krags tilbagetræden 3. oktober 1972, Glistrups 114 sekunder i tv i januar '71, Erhard Jakobsens benzinkøb, der væltede Anker Jørgensens regering i november '73, Amdi Petersens udseende og påklædning osv. osv.

Primært name dropping
Som følge af denne teatralske beskrivelsesmåde bliver overgangene fra emne til emneogså ofte mærkværdige, hvad de i øvrigt også tit var i Hammerichs tv-historie om Gamle Danmark. Et eksempel fra Dirckinck-Holmfelds tekst er et kapitel, der handler om dronning Margrethe og hendes negative syn på kvindefrigørelsen i 70'erne. Kilden til dronningens synspunkter er et interview, forfatteren Thorkild Hansen i 1979 lavede med hende, og Hansen kan man åbenbart ikke bare sådan springe over, selvom det er Margrethe det handler om:
"Thorkild Hansen havde efter sine vældige, episke kraftpræstationer med dokumentarberetningerne om danske helte- og misgerninger i det fremmede (Det lykkelige Arabien, Jens Munk og de tre bøger om den danske slavehandel i Vestindien) kastet sig ud i arbejde for Røde Kors. Han rejste i øst og vest for at skildre indsatsen. Nu sad han der overfor sin dronning og snakkede kønsroller. Margrethe kunne fortælle ham, at en mand nok ville have været bedre til det job, hun havde fået sig... " osv. osv.
Hvilken sammenhæng skal etableres her? Såvidt jeg kan se, er det ikke andet end name dropping, og Dirckinck-Holmfeld glemmer ovenikøbet Hansens seneste trebinds værk, Processen mod Hamsun, der udkom i 1978, og nedkaldte et sandt raseri over hans hoved både i Norge og Danmark, fordi han tillod sig at tage Hamsuns parti over for det norske retsopgør (men naturligvis ikke over for nazismen). Dette er blot et af utallige tilfælde, hvor der snarere er tale om et tv-manus end om en fornuftig skriftlig fremstilling.
Også i selve kompositionen lader tv-formen til at have virket styrende. Der er 15 store afsnit, som er underopdelt i en lang række kapitler. I et afsnit om "Utopier i 70'erne" er så forskellige fænomener som magikeren Uri Geller, de religiøse sekter Moon-bevægelsen og Guds børn, Amdi Petersen og Tvind, kollektivet Maos Lyst, Fulton-skipperen, Christiania og meget andet klumpet sammen, og i "Venstreorienterede i skudlinjen" har forfatteren medtaget alt lige fra Radioens B&U og Poul og Nulle over Ritt Bjerregaards Paris-tur til RUC.
Studenteroprøret ved universiteterne i Århus og København, der var nok så betydningsfuldt, er derimod holdt helt udenfor. Og alle de nye politiske bevægelser og partier på venstrefløjen ligeledes, kun et par græsrodsorganisationer er kommet med. Enten mangler der billeder efter de første storme o. 1970, eller også har 'historierne' om f.eks. VS, Kommunistisk Forbund, SAP eller KAP ikke været saftige nok, selvom man da synes, at Dirckinck-Holmfeld kunne have spurgt sig for. Tænk bare på, hvad en Dag Solstad har fået ud af venstreradikaliseringen i Norge i 70'erne, ganske vist i en skønlitterær form.
I et i øvrigt udmærket forord antyder Dirckinck-Holmfeld, at det er den danske identitet, der skal indkredses i denne og de to følgende bøger. Nu er identitet et ret ubestemt ord, før det konkretiseres, men såvidt jeg kan bedømme, bidrager bogen ikke med noget som helst nyt om dansk identitet eller mentalitet. Det er det samme genbrug af halvt kulturrradikale, halvt sandemose'ske fraser, som man ser overalt, hvor dansk mentalitet lige hurtigt skal placeres. Mindreværds- og merværdskomplekset på en og samme tid. Hvad man - eller vi, som det konsekvent hedder i bogen - ikke bliver meget klogere af.

Faktuelle fejl
Et andet motiv, man tror skal forfølges i bogen, er Danmarks åbning mod omverdenen efter EF-medlemsskabet:
"Tiden, der skal beskrives i denne krønike, er kendetegnet af to strømninger: Danskerne åbner sig mod omverdenen og ser sig interesseret omkring. Og danskerne trækker sig en halv meter tilbage og beder om at få lov at være i fred."
Gode og spændende hypoteser, men når det kommer til brødteksten, får vi intet at vide om Danmark i det internationale samfund, eller om hvordan den stigende internationalisering virkede ind på dansk mentalitet. Absolut intet. Og i den anden pol får vi heller ikke ret meget at vide om den danske hverdag, om folks arbejde og levevilkår, om de historisk set enestående strejkebevægelser i 70'erne (bortset fra den farverige B.T.-strejke i 1977), om uddannelsesforholdene osv.
Hvor det hos Hammerich var avisoverskrifterne, der bestemte, hvad der var historie - det var hans egen formulering - er det hos Dirckinck-Holmfeld tv-programmernes overskrifter. Og kun dem, der handler om personer og dramatiske enkelthændelser. Ærgerligt nok, for der er rigeligt stof at øse af, og det skulle heller ikke være så svært at fremstille, så det bliver kedeligt og folk (s)lukker for bogen.
Dirckinck-Holmfelds synspunkter og dermed hans udgangspunkt for at skrive historie er sympatiske. Og bogen er meget velskrevet og let læst, med gode illustrationer og billedtekster. Den ekstreme fokus på, hvad offentligheden (læs: de største medier) var optaget af på givne tidspunkter i 70'erne, kunne også have været udnyttet til noget spændende. Men som landet ligger, bliver bogens synspunkter i deres lette strøm så main stream og dens udeladelser - og mange faktuelle fejl - så iøjnefaldende, at den ikke kan anbefales til andet end lidt uforpligtende underholdning.
At den virker uforpligtende skyldes, at den er uforpligtet. Dette kan man acceptere i den daglige nyhedsstrøm, hvor det først og fremmest gælder om at få informationer. Men når fortiden - set i bakspejlet, som det hedder på moderne dansk - fortolkes og fremstilles uengageret og underholdningssøgende, er der noget galt.
Dirckinck-Holmfelds tekst bliver på den måde en kilde til vores tid her og nu mere end den bliver et, selv nok så subjektivt, indblik i fortiden. Og bogen som kilde virker trist, fordi den ingen mening har, ikke vil noget. Det passer måske ikke på forfatteren som person, men det passer på bogen. Vi må håbe, at forfatteren ikke kun har, men også er i stand til at demonstrere en holdning, når han om kort tid fremlægger 1980'ernes historie for os i et bind, der skal bære de mindeværdige ord på forsiden: Det går ufatteligt godt.
I modsat fald vil det kun være Hammerich, der bliver forbundet med krønikeformen i fremtiden. Dirckinck-Holmfelds krønike vil drukne i det øvrige flow.

*Gregers Dirckinck-Holmfeld: Hårde tider forude. Den nye Danmarkskrønike 1972-1993, bd. 1, Aschehoug, 520 sider, abonnnement 298 kr., løssalg 398 kr. Udkommer i dag

*Claus Bryld er professor i moderne historie ved RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu