Læsetid: 2 min.

Svæveflyvende sangskrivning

22. oktober 1997

Et oceanisk brusende comeback-album viser The Verve fra sin mest forlokkende side

NY CD
Da den nordengelske kvintet The Verve dukkede op på rockfirmamentet i '92, blev den betragtet som en del af den retrospektive 'new glam'- bevægelse, omend dens drømmende og stemningsladede rockmusik i højere grad indeholdt referencer til ældre engelsk rock a la Pink Floyd end til T. Rex og unge Bowie.
Og skal man dømme ud fra ambitionsniveauet på Lancashire-kvintettens nyligt udsendte tredje album, Urban Hymns, må en plads i en tilsvarende stjernefunklende galakse efterhånden siges at være eftertrykkeligt reserveret.
Pladens første skæring, "Bitter Sweet Symphony" har allerede længe været flittigt spillet i formiddagsradioen, og det på trods af, at den er en temmelig atypisk, orkestral hitsingle med en længde på næsten seks minutter. At melodien er skrevet af ingen ringere end rullestenene Jagger/Richards er ingen tilfældighed (og vel også en del af forklaringen på den ekstatiske modtagelse). Thi i The Verve's rockbearbejdning spores en gennemgående hengivenhed til netop The Rolling Stones.
Sammenligningen svarer nogenlunde til den, der notorisk bliver foretaget mellem The Beatles og Oasis. Og kuppet er da også af tilsvarende karakter, idet begge grupper evner en tyngdemæssig forskydelse i forhold til forbillederne, der får dem til at rage godt og grundigt op i det retrospektive landskab.

Oceanisk schwung
Men når The Verve i langt højere grad end Oasis fremstår som en umiskendelig personlig blåstempling skyldes det, at gruppen besidder en kompositionel finesse og en sangbåren forfinethed, der aldrig bliver Gallagher-brødrene forundt.
Store, følelsesfulde og eksistentielt konditionerede sange, stafferet af det ene brusende oceaniske schwung efter det andet, er nøglen til det, der må og skal blive The Verves internationale gennembrud. En dybt passioneret og knejsende udkrystallisering af det stof, der altid har været indfældet i den klassiske rockskrivning: Døden, kærligheden og den evige dialektik herimellem.
Life Is Not A Rehearsal står der med store typer på coveret til en af de singler, gruppen udgav umiddelbart før den periodevis opløstes for to år siden. Dette credo er om noget stadig kendetegnende for Urban Hymns' henført smukke elegier og stormblæste guitarballader. Lyt blot til den gribende, fortættede "Sonnet", den dynamisk eksploderende "Space And Time" eller mesterstykket "The Drugs Don't Work", hvor den karismatiske frontfigur Richard Ahscroft crooner sin lidenskabelige vokal helt ind under skjortelommen i et flor af sirlige strygere og vuggende mol-akkorder.
Og lad os så endelig glemme den beklumrede etikette - The Verve rimer ikke på 'glam' men på 'elan', 'vitalitet' og 'nerve'.
Overtegnede lægger gerne hovedet på blokken.

*The Verve: Urban Hymns (Hut Recordings/Virgin)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her