Læsetid: 5 min.

Taiwan køber sig venner

6. oktober 1997

Taiwan forsøger med "aktivt dollar-diplomati" i Den Tredje Verden at købe sig ud af den isolation, Kina har påført ø-staten

Taipei
Roy Yaki fik lov til at være Papua New Guineas finansminister i tre måneder, indtil han blev fyret i slutningen af september. Han havde været på et kortvarigt besøg i Taiwan i et forsøg på at sælge et lokalt luftfartsselskab, og den slags går ikke i moderne diplomati.
Sammen med cirka 130 andre lande anerkender Papua New Guinea Folkerepublikken Kina, og landets regering må derfor afholde sig fra enhver form for højtstående officiel kontakt med det andet Kina - Republikken Kina på Taiwan - hvis den ellers vil undgå sure miner i Beijing.
Kina har været delt siden 1949, hvor de kinesiske nationalister flygtede til Taiwan efter at have tabt borgerkrigen til kommunisterne. Mens begge parter officielt stadig stræber imod genforening, har nationalisterne opgivet kravet på at være hele Kinas retmæssige regering.
Beijing opfatter derimod stadig Taiwan som en oprørsk provins, der bare skal bankes på plads, og det har ført til et noget nær enestående fænomen i international politik: Fastlands-Kinas krav om, at alle diplomatiske allierede skal gå i en stor bue uden om Taiwan. Ethvert land, der opretter officielle forbindelser med Taiwan, vil øjeblikkelig blive bedt om at lukke sin ambassade i Beijing.
Det er der kun få lande, der for alvor har problemer med. Valget er simpelthen for let: Mellem 21 millioner taiwanesere, et marked af moderat størrelse, og så Fastlands-Kina, med sine 1,2 milliarder indbyggere og en økonomi, der vokser hastigere end nogen anden af bare tilnærmelsesvis samme størrelse.

Taiwans charmeoffensiv
Det er hovedårsagen til, at Taiwans regering i Taipei kun har diplomatiske forbindelser med 30 lande, næsten allesammen små og fattige.
Alligevel har Taiwan ikke tænkt sig at give op, men fortsætter med et pleje sit såkaldte "pragmatiske diplomati", der blandt andet går ud på at købe venner ude i den store verden via billige lån og investeringspakker. Onde tunger kalder det for "dollar-diplomati".
"Taiwan er simpelthen nødt til at fortsætte sin nuværende diplomatiske linie - hvad skulle vi ellers gøre?", lyder der retoriske spørgsmål fra Lee Deng-ker, der leder instituttet for diplomati ved National Chengchih University i Taipei.

På togt i Latinamerika
Det er en opbakning, som af og til kommer på hårde prøver. Taiwans præsident , Lee Teng-hui, var på en 16 dage lang rundtur til Panama, El Salvador, Honduras og Paraguay i midten af september, og lovede undervejs ialt 400 millioner dollars væk.
Det største enkeltbeløb var 240 millioner dollars i investeringer i en centralamerikansk udviklingsfond, og det fik øjenbryn til at løfte sig hjemme i Taipei.
"Principielt er det helt fint med den slags udgifter", sagde oppositionspolitikeren Lin Yu-fang til lokale medier. "Men vi bliver nødt til at spørge, om det nu også vil hjælpe".
To dage senere fik Lin en slags svar på sit spørgsmål. 14 af Taiwans diplomatiske allierede forsøgte at få FN's generalforsamling til at overveje en genoptagelse af Taipei, som blev udelukket i 1971, da Beijing overtog Kinas plads i verdensorganisationen. Sagen blev ikke engang sat på dagsordenen, efter sigende på grund af pres fra Fastlands-Kina.
"Kina har permanent sæde i FN's Sikkerhedsråd, og så længe det er tilfældet, kan Taiwan lige så godt glemme alt om at blive hørt", siger en politisk iagttager i Taipei.

Konkurrence fra Kina
Fra en lidt anden synsvinkel er der imidlertid ingen tvivl om, at Taiwans rundhåndede diplomati hjælper, endda gevaldigt. Det er en guldgrube for ø-statens diplomatiske allierede, der er koncentreret i Afrika, Centralamerika og Caribien. Og fremtiden vil sikkert blive endnu mere indbringende for den lille gruppe af tredjeverdenslande.
Der er nemlig kommet en ny stor spiller på banen. Efterhånden som Kinas økonomi og dets valutareserver begynder at bugne, vil det sandsynligvis gradvis begive sig ud i en konkurrence på gavmildhed med Taipei, i et forsøg på at erobre Taiwans sidste bastioner på det diplomatiske landkort.
"Vi ser store muligheder i den nuværende rivalisering mellem Taiwan og Kina", siger en diplomat, der arbejder på et centralamerikansk lands ambassade i Taipei.
Det er et kapløb, som mange tvivler på, at Taiwan kan vinde, når nu Kina har valutareserver på 122 milliarder dollars i forhold til Taiwans 90 milliarder. Men nogle iagttagere advarer imod at se på sådanne tal isoleret fra anden basal statistik.
"Kinas valutareserver lyder af meget, men de skal ses i sammenhæng med, at landet samtidig har en udlandsgæld på 116 milliarder, mens Taiwan ingen udlandsgæld har", siger Lee ved National Chengchih University. "Endnu vigtigere er det, at 120 milliarder ikke er nok, hvis Kina vil bruge dem på at holde alle sine 130 allierede til ilden".

Beijings afpresning
Desuden er det måske efterhånden blevet lidt mindre risikabelt for Taiwan at føre aktiv udenrigspolitik. Da præsident Lee var i USA på et"privat" besøg i 1995, svarede Kina igen med et heftigt pres på Taiwan, et pres, der kulminerede i en række raketforsøg ud for øen i anden halvdel af 1995 og begyndelsen af 1996.
Situationen var en helt anden, da Lee i sidste måned rejste til Latinamerika. Kina nøjedes med at handle bag kulisserne og sørgede blandt andet for, at en konference om Panama-kanalen, som Lee deltog i, blev en yderst beskeden affære, fordi en række udenlandske statsoverhoveder meldte afbud. Pinligt for Taiwan, men ikke farligt.
"Forskellen på 1995 og i dag er først og fremmest, at Latinamerika ikke er af nær den samme vitale betydning for Kina og Taiwan som USA", siger en udenrigspolitisk analytiker.
Alligevel kan der i Taiwan spores tegn på uenighed om landets fundamentale udenrigspolitiske linie, især blandt intellektuelle. Det er en uenighed, som også findes inden for det regerende Nationalistpartis egne rækker.
Et medlem, der deltog i Nationalistpartiets 15. kongres i september, fortæller om voksende kritik af præsident
Lees rolle i partiet.
"Jeg blev slået af den dybe utilfredshed, der er blandt menige partimedlemmer over Lees arrogante ledelse, også når det gælder udenrigspolitik", siger han. "Lee kører sit eget løb, uden at spørge græsrødderne hvad de mener".

Savnes: moral og etik
På samme måde mener flere iagttagere, at Taiwan spilder sit krudt på sine diplomatiske eventyr, og i stedet skulle bruge tid og kræfter på det altoverskyggende udenrigspolitiske problem, forholdet til Kina.
"Taiwan bør prøve at få en dialog i gang med Kina så hurtigt som muligt og gerne på et højtstående plan, det vil sige et møde mellem præsident Lee og Kinas Jiang Zemin", siger Andrew Yang, forsker ved Taiwans Chinese Institute for Advanced Policy Studies.
Yang argumenterer samtidig for, at Taiwan i stedet for at købe sig til en højere international profil bør bygge sin status på moral og etik.
"Hvis Taipei går ind i en dialog med Beijing, vil der automatisk blive stillet skarpt på forskellene mellem de to Kina'er", siger han. "Taipei vil komme til at stå som en beskytter af demokrati og menneskerettigheder i en kinesisk sammenhæng".
Et skifte af den art skal man dog ikke regne med lige med det samme. Præsident Lee var endnu i Latinamerika på sin fire-nationers rejse, da han fortalte journalister om kommende mål for Taiwans "pragmatiske diplomati": Næste år går turen til Afrika, sagde han.
Måske er Taiwans afrikanske allierede allerede begyndt at gnide sig i hænderne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her