Læsetid: 2 min.

I Thad Jones' fodspor

17. oktober 1997

Et imponerende big band fra Malmö i Tivolis jazzhus

KONCERT
Arven fra Thad Jones har været bestemmende for orkestret. Dets leder, Jörgen Nilsson, var saxofonist i Jones' københavnske big band, Eclipse, omkring 1980. I 1988 dannede han selv et big band i Malmö efter samme recept som Jones havde benyttet, da han i 1966 startede sit big band i New York sammen med trommeslageren Mel Lewis, et orkester, hvis musikere brugte den traditionelle musiker-fridag, mandag, til at mødes i dette con amore-orkester.
Jones/Lewis-orkestret havde Village Vanguard i New York som sit faste mandags-tilholdssted, og Jörgen Nilssons big band fik basis i Mattssons Jazz Club i Malmö, hvor det hidtil har spillet op mod 500 mandagsaftener under det nærliggende navn Monday Night Big Band, som i sig selv associerer til Thad Jones.
I foråret 1996 opnåede Malmö-orkestret, hvis Thad Jones-repertoire har været en fast bestanddel af dets koncertprogrammer, at blive inviteret til at spille på Village Vanguard i forbindelse med en lille USA-turné, men orkestret har i øvrigt også turneret i Skandinavien og Frankrig.
Hvad var da mere nærliggende end at orkestret, da det for et år siden fik en grammofonkontrakt med det schweiziske TCoB, valgte at indspille en hyldest til sit forbillede? Ligesom det jo var oplagt at den københavnske præsentation af pladen og dens repertoire fandt sted i det lokale som var tilholdssted for Thad Jones' Eclipse, dengang Jazzhus Slukefter, nu passende moderniseret i interiør og musik som Tivoli JazzHouse.

Skole og begrænsning
Det fremgik af koncerten, som det også fremgår af pladen, at Thad Jones og hans musik har udgjort en fremragende skole for Nilssons orkester. Snart ti års arbejde, om så kun på mandage, har skabt et orkester af høj teknisk standard, både i sektionsspillet og i det solistiske. Tilmed er det jo det andet Malmö-orkester - det første er Tolvan Big Band - som tåler at måles med international alen.
Ikke alene spiller orkestret med en usædvanlig fremdrift og snert, det råder også over udmærkede solister. Ud fra koncerten og pladen vil jeg især fremhæve basunisten Ola Åkerman og tenorsaxofonisten Karl-Martin Almquist, pianisten Jan Lundgreen og guitaristen Krister Palmqvist.
En særlig attraktion ved orkestret er, at det holder liv i flere kompositioner som Jones skrev til Eclipse, men aldrig fik indspillet med det, således den tredelte suite Return Journey og den reviderede og mere komplekse version af Mean What You Say. Men selvfølgelig er det - skønt orkestret også spiller andet end Thad Jones - en begrænsning at det i så høj grad binder sig til et enkelt musikalsk forbillede.
Med al respekt for de resultater orkestret har nået, må det vel snart være på tide, at dets kapacitet også sættes ind på nye og mere krævende opgaver.

*Monday Night Big Band i Tivoli JazzHouse tirsdag.
*Samme: Thanks to Thad. The Music of Thad Jones (70 min.). TCoB 97902 (ambia/ GDC).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her