Læsetid: 9 min.

Tilbage til Kierkegaard

10. oktober 1997

For fuldt ud at forstå ham må læseren gøre sig samtidig med Kierkegaard, og filosofien bag den nye samlede Kierkegaard-udgivelse er at fiden tilbage til den autentiske filosof

INTERVIEW
Det er næsten overflødigt at interviewe Johnny Kondrup, dr.phil og medudgiver af Søren Kierkegaards samlede skrifter, der udkommer fra i dag.
Ikke at Kondrup, der er ansvarlig for den filologiske, dvs. tekstmæssige, del af udgaven, ikke har noget at sige. Men man behøver bare stille ham et enkelt spørgsmål for at få svar på dem alle. Og hans svar er kvarterlange, præcise udredninger, hele små forelæsninger, der belyser emnet fra alle tænkelige vinkler. Og Johnny Kondrup er da heller ikke i tvivl om behovet for den nyudgivelse i 55 bind, der altså søsættes i dag og vil strække sig frem til år 2004:
"Den udgave af Søren Kierkegaards skrifter, vi udgiver her, slår de tekstmasser sammen, der tidligere eksisterede i adskilte udgaver."
"Man har haft Søren Kierkegaards samlede værker, som indeholdt de værker, Kierkegaard selv havde bragt til trykning, og dem, der blev trykt af hans storebror P. C. Kierkegaard umiddelbart efter hans død. De er tilgængeliggjort i tre udgaver, den første kom i 1901-06, den anden i 1920-36 og den tredje - billigudgaven - ved Peter P. Rhode i 1962-64, der er blevet optrykt utallige gange siden og er den, der er tilgængelig på markedet."
"Så har vi den anden store sektion, den vi kalder Kierkegaards Papirer, som hos os kommer til at hedde Journaler, notesbøger og løse papirer. De er udgivet to gange, ingen af dem komplette. I den anden af disse udgaver, ved P. A. Heiberg og Victor Kuhr, skulle have været komplet, men blev det aldrig, selvom den i 1970'erne fik to supplementsbind. De ville gerne have udgivet alting, men det kunne ikke være der, fordi bogmediet sætter nogle begrænsninger."
"Den tredje tekstmasse udgav Niels Thulstrup i 1953-54 og kaldte den Breve og aktstykker. Der samlede han de breve og biografiske dokumenter, han kunne finde. Disse tre tekstmasser samler vi nu i en udgave, som vi så kalder Skrifter."

Formodede fejl
"Når du spurgte, hvorfor vi gerne vil have en ny udgave, så er det første svar altså, at vi gerne vil have det samme hold af udgivere til at udgive både værker, papirer, breve og biografiske dokumenter. Tidligere er de udgivet af forskellige udgivere efter forskellige principper på forskellige tidspunkter."
"Når det så er sagt, så kan vi sige, at de tekstkritiske principper, de hidtidige udgaver har brugt, ikke længere er tidssvarende. Den udgave, de fleste har adgang til, er 3. udgave - billigudgaven - som er et nysat optryk af 2. udgave, som igen var en revideret udgave af de samlede værker fra begyndelsen af århundredet."
"Så alle de udgaver, der eksisterer, hviler på en udgave, som blev undfanget i 1901. Principperne for den udgave er med et ord 'intentionalistisk'. Ved hjælp af et stærkt kendskab til forfatterens tankeverden, ville man føle sig ind på, hvad han ville. Derfor forsøgte udgiverne at rette de fejl, som en forfatter kan formodes at ville have rettet, hvis han var blevet opmærksom på dem selv. I dag er vi mere i tvivl om, hvor vidt det overhovedet kan lade sig gøre, at gribe en forfatters intention bag om teksten. Derfor må vi tage udgangspunkt i teksten selv."

Usynligt og autentisk
"Tekstkritisk er vores tilgang konservativ: Vi retter så lidt som muligt. Vi retter ikke de fejl, som vi formoder Kierkegaard ville have rettet, hvis han var blevet opmærksom på dem, vi retter kun de fejl som forstyrrer tekstens mening: Giver tekststedet mening, eller er det meningsforstyrret?"
"En konsekvens af denne tekstkritiske konservatisme er, at vi retter mindre, end de tidligere udgaver. Det er ikke, fordi vi har gjort mindre ved det, tværtimod. Vi har undersøgt præcis de samme tekststeder som de tidligere udgaver og formentlig flere, vi har overvejet at rette, vi har konsulteret manuskripterne og korrekturene, og der har vi så ofte besluttet at lade være med at rette. Resultatet af denne arbejdsindsats er usynligt eller i hvert fald meget svært at få øje på. Til gengæld er der kommet en mere autentisk Kierkegaard ud af anstrengelserne."
"Vi har vurderet, at selv om nogle af tekststederne var svære, så var de ikke korrupte. Det, mener jeg, er hermeneutisk rigtigt: Vi lader den så vidt muligt oprindelige tekst stå i sin fremmedhed. Vi lader den udfordre os som moderne læsere med denne fremmedhed. Det vil sige, vi lader den mulighed stå åben, at vores forudforståelse bliver provokeret og nedbrudt, måske udvidet af teksten.
- I skriver i indledningen til kommentarbindene, at formålet med dem er at gøre læseren samtidig med teksten, ikke teksten samtidig med læseren. Hvad mener I med det?
"Vores sigte med den formulering er at ramme ind i den diskussion, som er blevet ført de senere år om modernisering af klassikere. Man dis-kuterer her netop, om man skal gøre de gamle tekster tilgængelige på nutidens præmisser. Det mener vi ikke, er en videnskabelig udgaves opgave, tværtimod."
"Men vores forståelse af teksten er i et eller andet ukendt omfang anderledes end samtidens forståelse. Teksten er flyttet fra samtidens horisont til nutidens horisont, og vi ved ikke, hvad der er gået tabt på vejen. Vi kan derfor ikke gøre teksten samtidig med os uden at være i fare for at forbryde os mod den. Vi må hele tiden lade den mulighed stå åben, at det, vi umiddelbart ser i teksten som meningsløst eller mærkeligt, at det for en anden forståelse eller for en dybere forståelse end den, vi umiddelbart kan præsentere, er meningsfuldt."

Den flygtende sejrherre
"Der kan jeg godt give dig et eksempel, som viser, hvor forsigtig, man skal være med at gribe ind i en tekst. Det drejer sig om afhandlingen om det musikalsk-erotiske i første del af Enten-Eller. Der finder du en beskrivelse af ouverturen til Don Juan, som taler om, hvordan den, der kender operaen, i ouverturen genkender to stridende magter. Og om dem står der så:"
"Dog, Striden er for ulige, den ene Magt er allerede før Slaget Seierherre, den flygter og undviger, men denne Flugt er netop dens Lidenskab, dens brændende Uro i dens korte Livsglæde, den jagende Puls i dens Lidenskabelige Hede. Herved sætter den den anden Magt i Bevægelse og river den hen med sig."
"Det tvivlsomme er i den første sætning. Det virker umiddelbart selvmodsigende, at sejrherren skulle flygte, men det er, hvad der står, ikke bare i førstetrykket, det står i alle bevarede tekstkilder. Det står i 2. udgave, i førstetrykket, i renskriften og i kladden."
"De tidligere udgivere af Samlede Værker, som man ikke skal kaste snavs på, har også været i vildrede. Selv om de i 1. udgave har ladet stedet stå urørt, så siger de i deres tekstkritiske apparat, at "der bør vistnok læses: 'den anden flygter og undviger'. Altså: 'Den ene Magt er allerede før Slaget Seierherre, den anden flygter og undviger'. Og i anden udgave er så rettelsen kommet ind i selve teksten, og så skriver de omme i det tekstkritiske apparat, at ordet 'anden' mangler i alle tekstkilder, men nu har de altså fået en sikkerhed for deres rettelse, uvist hvordan."
"Da vi kom til det sted, så overvejede vi også at rette, men vores principielle konservatisme fik os til at tøve og læse det igen og igen. Jeg tror, vi sad seks-syv mennesker og koncentrede os om det sted, og pludselig var der en, som sagde: 'Jamen, der er jo ingen fejl!'. Med et hermeneutisk ryk forstod vi, at den tilsyneladende modsigelse imellem de to sætninger opløser sig i det, som kommer efter. Her siges det nemlig, at denne magt flygter, fordi flugten er dens væsen, ikke fordi den er slagen. Altså kan den godt være sejrherre, og dens sejr indløses så i citatets slutning, hvor den ved sin flugt tvinger den anden magt til bevægelse. Og dette har selvfølgelig afgørende betydning for forståelsen af Kierkegaards fortolkning af operaen."
"Det viste sig altså, at teksten var fejlfri, hvis bare man læste den tilstrækkelig omhyggeligt, med tilstrækkelig anstrengelse. Og det er derfor, vi er så forfærdelig bange for det princip, der går ud på at gøre teksten samtidig med læseren. Det er os som læsere, der må gøre os anstrengelsen for at blive samtidige med teksten."

Den samtidige læser
- Hvad indebærer det så, at gøre læseren samtidig med teksten?
"Det indebærer at udstyre læseren med alle de reale og sproglige oplysninger, vi formoder eller ved, at Kierkegaards ideale samtidige læser har haft. Vi oplyser f.eks. alle allusioner til samtidens litterære grundtekster - Holberg, Heiberg, H. C. Andersen, Thomasine Gyllembourg - og til den dannelse, som datidens veluddannede borgerskab sad med, bl.a. henvisniger til den græske mytologi og selvfølgelig særligt til Bibelen. Hele den teologiske horisont, som eksistede den gang, er jo gået tabt, og der må det lykkes os med vores fagviden at fange hentydninger til denne horisont og oplyse dem."
"Kommenteringen har også et sprogligt aspekt. Der er jo en række udtryk og vendinger som er gået tabt. Forleden skulle jeg købe et par bukser, og da jeg ikke kunne vælge imellem to par, sagde jeg til ekspeditricen: 'Nu er jeg i svare kvaler'. Så spurgte hun: 'Hvad betyder svare?' Der havde jeg brugt en gammeldags form, jeg måtte så sige 'store' eller 'svære', og så forstod hun.

Uddøde udtryk
- Er det sådan noget, man kommer til at gøre, når man kommenterer gamle skrifter?
"Ja, det er det jo. Man kommer jo til at tale som en mellemting imellem en 19. århundredes dannet herre og så et moderne menneske."
"Der er også visse specialudtryk, som har skiftet betydning. Hvis man ikke som moderne læser får at vide, at i Kierkegaards samtid, betød dette eller hint ord noget andet, så misforstår man. Hvis Kierkegaard et sted skriver 'Biskop Martensen var intet mindre end en Skurk', så vil et moderne øre høre, at Kierkegaard siger, 'Biskop Martensen var sandelig en skurk'. Men faktisk betyder det det stik modsatte: 'Biskop Martensen var alt andet end en skurk'."
Ikke bare en tekst
- Nu er du jo en af de forskere, som har arbejdet både med mere højtflyvende litterære tolkninger og med dette ultrafilologiske arbejde i forbindelse med Kierkegaard-udgaven. Hvordan er forholdet imellem de to arbejdsområder?
"De hænger sammen. Det skulle man ikke tro, når man ser på det akademiske landskab i Danmark. I løbet af dette århundrede har vi udviklet en akademisk kultur, hvor litteraturfortolkning og filologi er skilt ad. Sådan var det ikke i begyndelsen af århundredet. Dengang betegnede filologi studiet af et bestemt folks sprog og litteratur. Siden skete der en udspaltning. På dene ene side er så filologien, hvor ordet i dag betyder studiet af den sproglige side af en kultur, på den anden side studiet af litteraturen, som i stigende grad er blevet betegnet 'litteraturvidenskab'."
"Det er sørgeligt, fordi det på den ene side betyder, at vi har fået en litteraturforskning, en litteraturfortolkning, en litteraturvidenskab, som i vidt omfang tager den tekst, den nu kan få fat på, og tror, at det er teksten. Man synes at regne med, at den tekst, man lige får i hånden, er faldet ned fra Himlen urørt af menneskelige fejl og editionsfilologiske udgiverprincipper. Og det er så dén tekst, man bygger sin fortolkning på. Jeg har set glimrende Kierkegaardforskere bygge deres disputatser på Samlede Værkers tredjeudgave, der, som vi talte om, er en uvidenskabelig tekst, der, i det omfang den har et ekko af videnskab, hviler på forældede principper."
"På den anden side har vi fået noget, der kalder sig filologi. Den har mere eller mindre fortabt sig i sproglige specialstudier: navneforskning, dialektforskning, nedertyske låneord i danske domsdokumenter, den slags. Denne filologi interesserer sig ikke for litteraturstudiet og har ikke en litterær horisont."
"Det er en af grundene til at editionsfilologien er vigtig, rigtigt forstået, er den nemlig bindeleddet imellem filologi og litteraturforskning."
- Nu øjner jeg et motiv til til udgaven - og jeg får lidt den mistanke, at det er en af grundene til udgavens iøjenfaldende udstyr. I vil gerne sikre at den udgave, vi lidt dovne eller lidt skødesløse litterater eller teologer lige tager ned af reolen, når vi står på biblioteket, at den udgave faktisk også er pålidelig?
"Ja," svarer Johnny Kondrup med dagens korteste svar på dagens længste spørgsmål.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her