Læsetid: 2 min.

To mand i Arken

14. oktober 1997

Alle gode gange tre ved mødet mellem Michel Petrucciani og Niels-Henning Ørsted Pedersen søndag aften

KONCERT
For seks år siden indspillede Niels-Henning Ørsted Pedersen to stykker, som i 1992 udkom sammen med andet materiale på hans cd Uncharted Land. Som makker havde han dengang i oktober 1991 kun den franske pianist Michel Petrucciani, og deres samarbejde blev for hver af dem noget af det bedste, vi har på plade, især den mageløst fordybede A Nightingale Sang In Berkeley Square.
Toethalvt år senere blev mødet gentaget, denne gang foran et publikum i Copenhagen JazzHouse. Der var koncerter med Petrucciani to aftener i træk, den første med soloklaver, den anden med NHØP, og det var afgjort duo-aftenen, der var det uforglemmelige ved det besøg.
Siden april 1994 har vi så ventet på, om der skulle blive endnu et møde med de to musikere, men Petrucciani har i de senere år fortrinsvis optrådt som solopianist, og med al respekt for hans klaverkunst har det været i alliance med andre musikere, han har ydet sit bedste. Samtidig er han blevet præsenteret her i landet i rigeligt omfang og med næsten uændret repertoire, så selv en gammel beundrer som Deres anmelder har sprunget et enkelt besøg over.

Mest ballader
Men efter treethalvt års venten mødtes den franske pianist og den danske bassist da igen, og nu under noget nær ideelle forhold, i Arkens koncertsal, foran et lydhørt publikum, ved et perfekt Steinway (med indstillelige pedaler, så Petrucciani for første gang i Danmark ikke behøvede et pedalstativ). Det blev en mindeværdig aften.
Mest, må det jo tilstås, for pianistens vedkommende, selv om bassistens tilstedeværelse var en afgørende faktor.
Det var en aften i balladernes tegn, givetvis et bevidst valg, men ét som lod de mere rytmiske og især perkussive sider af klaverspillet være ret ubelyste.
Dermed blev det også primært Petruccianis harmoniske kreativitet og hans evne til tematiske metamorfoser, der kom til at stå i centrum. Det første blandt andet i en henførende Body and Soul, det andet mest i aftenens enlige soloklaverstykke, en fascinerende tilsløret version af John Coltranes Giant Steps; begge dele i ekstranummeret 'Round About Midnight, som der ellers er drevet rov på af gud og hvermand, men som her genopstod aldeles dugfrisk.
Som afslutning på det ordinære program (der ellers var alt andet end ordinært) hørte vi det eneste duostykke i hurtigt tempo, Sonny Rollins' Oleo, der også ved sin bop-karakter adskilte sig markant fra koncertens øvrige program. Det understregede unægtelig hvor meget af Petrucciani vi ellers ikke fik at høre. Men hvordan i øvrigt være utilfreds med en koncert der rummede så megen skær poesi at tiden igen og igen stod stille?

*Michel Petrucciani & Niels-Henning Ørsted Pedersen i Arken søndag aften.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu