Læsetid: 5 min.

Tor i nettet

27. oktober 1997

Tor Nørretranders debuterer som utopiker med en bog om internettet
som nøglen til demokratisk fornyelse og positivt fjernvær

NY BOG
Otte måneder gamle babyer er i stand til skelne mellem de to lydsekvenser padotibikadu og tibipadukado. Polyneserne navigerer ved hjælp af testiklerne, når de styrer deres kanoer over åbent hav.
I dag udkommer Tor Nørretranders bog om netværk og nærvær, Stedet der ikke er. Om føje tid, senest når julegaverne er pakket ud, vil populærvidenskabelige memer som de ovenstående formentlig brede sig epidemisk i store dele af befolkningen.
Det handler om kommunikation: Nørretranders har sat formidlergrabberne i Internettet - eller måske er det omvendt, for den til tider næsten rablende entusiasme, der driver his Mindship gennem informationsteknologiens store, diffuse stof, viser ustandselig hen til en større, mirakuløs og alt forvandlende magt: Det globale netværk.
At Tor Nørretranders er overbevist net-troende antydes allerede i titlen, som via Ole Sarvigs digt af samme navn rækker tilbage til renæssancefilosoffen Thomas Mores vision om Utopia - stedet, der ikke er. Samtidig er titlen en henvisning til den globalt omklamrende usikkerhed, universalangsten, der fulgte i kølvandet på
atomoprustningen efter anden verdenskrig: Pludselig var et sted ikke længere i militær forstand et sted, fordi et sted kan forsvares, og det kan intet sted efter de langtrækkende ballistiske missilers indtog på koldkrigsscenen.
Stedet, der ikke er, blev en mental spore for netværkernes pionerer. Uden atombombens opfindelse havde vi ikke haft internettet i dag, konkluderer Tor Nørretranders. Bogen foregøgler ikke, at der ikke er delte meninger om opfattelsen blandt nettets opfindere og pionerer, men Nørretranders dokumentation virker skudsikker nok til, at man efter de første otte kapitler af bogen sidder tilbage med en rar fornemmelse af, at internettets anarkistiske vækst i Cyberspace hér er gjort til et stykke gedigen historie, af den slags, man kan tage ned fra en reol og bladre i.
Internettet reduceres fra at være et autonomt monster til at være en opfindelse på linie med brødristeren eller transistorradioen.
Trygt, jordnært, alment interessant. Men når Nørretranders nævner i forordet, at bogen er skrevet for dem, der ikke bruger internettet, er det ikke helt fair overfor (anti)teknologiske tryghedsnarkomaner. Bogen vrimler med hyperteksthenvisninger, der sammenlagt ville give den pligtopfyldende, netopkoblede læser/surfer stof nok til de næste 100 år. Desuden ligger efterskriftet på en kodet adresse på www, sikkert som lokkemad; Nørretranders parole mod bogens slutning er i hvert fald ikke just en opfordring til computervægring: Bliv hvor du er - men vær på.
Før det kommer til parolerne og de svimlende visioner, skal vi vidt omkring, dels i det digitale, som når Nørretranders går i statistisk spagat for at vurdere nettets volumen, dels i det virkelige liv, som når forfatteren fræser over den grønlandske indlandsis, trukket af storpruttende slædehunde.
Tor Nørretranders var i Grønland i foråret, og landet gjorde indtryk. Et af de mest originale og essayistisk vellykkede elementer i bogen er parallelliseringen af senkapitalismens internetkultur med oprindelige grønlandske traditioner for sociale netværk, baseret på gavegivning i stedet for penge, og på frodig, shamanistisk mytevirtualitet i stedet for fordummende reklame-tv. Bedre end nogen døgnguru fra Silicon Valley og omegn blotlægger Nørretranders de store tilbage-til-naturen hhv. autentisk-liv-hinsides kapitalismen - visioner, der udgør det reelle utopiske malm under den digitale informations massiver. Vidunderbarnet, Internettet, med dets tilbud om åben, ikke-stedbetinget kommunikation, planerer ifølge Nørretranders gulvet under civilisationen, så vi omsider kan begynde at danse. Og det bliver ikke, ifølge den teknohumanistiske orientering, Nørretranders har overtaget fra amerikanske netprofeter som Jaron Lanier, guldkavlen, der nødvendigvis skal danses om.

Bragesnak og tågehorn
I en verden, hvor materiel produktion i tiltagende grad mekaniseres, og hvor pengene følger opmærksomheden, og hvor værdiforankringer og identitetsbegreber forskubber og forskyder sig som (man havde nær sagt) et par testikler i en sømandspung, er der i teorien intet til hinder for, at man skifter senindustrialismens smalsporede kassetænkning ud med netværksfilosofier, der på et umiddelbart fabulerende plan sætter strøm til hentærede begreber som demokrati, fællesskab og nærvær, (i det digital-utopiske scenarie kaldet fjernvær). Nørretranders vover skindet i afsnittet Opmærksomhed, der ikke så meget er populærvidenskab som samfundsøkonomisk science fiction og teknosociologiske oplæg til den forestående, interaktive verdensrevolution. Tænk hvis politikerne begyndte at tale om opmærksomhedsøkonomi, af-urbanisering og fjernværskvalitet i stedet for betalingsbalance, broer og forstærkede hegn om nationen. Tænk hvis Nørretranders har ret i, at et globalt netværks væsen er så utopistisk indrettet, at man får desto mere profit, jo flere ressourcer man skænker til de fattigste og mindst produktive. Tænk hvis...
Skæbnesvimmelhed hedder hos Nørretranders den tilstand, der opstår, når man rigtig udfolder og reflekterer over de revolutionerende forandringer, den åbne, universelle kommunikation mellem mennesker, der gives løfter om med den digitale udvikling: Budskabet er, at der hviler et kolossalt ansvar på os, lige nu, lige her. Ligegyldighed over for den digitale teknologis udfordringer er ligegyldighed over for demokratiet, efterslægten og i første og sidste ende os selv. Mulighederne er svimlende. Bragesnak og tågehorn, vil teknopessimisterne indvende. Måske med rette, men efter Stedet der ikke er vil diskussionen i det mindste ikke længere være forbeholdt digitale freaks og netnørder.
I afsnittet Metatopi kaster Nørretranders de efter hans mening mest væsentlige temaer ud til debat: Åben arkitektur, redundans, symmetrisk båndbredde, mulighed for fravalg af push-teknologi, ytringsfrihed og globalt netværk. Den kendsgerning, at man ikke indenfor rammerne af en anmeldelse kan finde plads til definitioner af, hvad de tekniske overskrifter reelt dækker over, peger på den digitale demokratiserings største knast: Hvordan kan vi alle snakke med om begreber, kun teknikerne forstår? Tor Nørretranders pointe er, at teknologien er et stykke modellervoks, vi alle kan forme som vi vil, hvis blot teknolammelsen overvindes i tide. Og det haster. For teknokraterne og storkapitalen er godt i gang med at kolonisere Cyberspace.
Med Stedet der ikke er er låget til en begyndelse pillet af æsken. Tor Nørretranders utopiske guide til den teknologiske neo-renæssance er dels en stærkt savnet dansk introduktion til netværkets politik, i tilgift er det en slædetur af en læseoplevelse, så spækket med tankemæssige hyperspring, at surfing på nettet til sammenligning ligner en stak falmede annonceblade.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu