Læsetid: 12 min.

De tre socialdemokratier

4. oktober 1997

Refleksioner over socialdemokratismens totale dominans, venstrefløjens død og marxismens genopståen hos kapitalen

ESSAY
På tirsdag vil åbningstalen ved Folketingets åbning blive holdt af Poul Nyrup Rasmussen, formand for Midtersocialdemokraterne, også kaldet for liste A, som er de eneste socialdemokrater i folketinget, der kalder sig selv for socialdemokrater. Til midtersocialdemokraterne hører det CD, der har givet socialdemokrater lov til også at være småborgerligt orienteret med bolig og bil, og Det Radikale Venstre, der giver midtersocialdemokratismen et humanistisk touch.
Nede i salen vil der endvidere sidde såvel højre- som venstresocialdemokrater. Højresocialdemokraterne vil først og fremmest være repræsenteret ved Det Konservative Folkeparti, der med formandsvalget af Per Stig Møller, en rigtig skabssocialdemokrat, for alvor har placeret sig som det førende højresocialdemokratiske udtryk i Danmark. Højresocialdemokratismen vil også være repræsenteret ved det Venstre, hvis opgør med velfærdssamfundet aldrig rigtig bliver til andet end retorik.
Til Venstresocialdemokraterne hører primært SF, som gerne vil i regering, men som nok aldrig kommer det. Der er også Enhedslisten, der som VS i sin tid i ny og næ på trods af revolutionær retorik stod for aldeles fremragende sagsarbejde i enkeltsager, der virkelig formåede at skabe forandringer, og som fik betydning for minoriteternes levevilkår og rettigheder. Og på den måde spillede en hel afgørende rolle for parlamentarismens legitimitet som en ønskværdig politisk styreform.
Dansk politik bevæger sig frem og tilbage på denne socialdemokratiske akse. Og venstrefløjen er blevet opslugt af denne akse som en integreret bestanddel. Og det er grunden til, at f.eks. dagbladet Politiken flere gange i det sidste år har efterlyst en venstrefløj igen. Det er i øvrigt ganske sigende, at der ikke tilsvarende efterlyses en højrefløj i dansk politik. Vi har åbenbart vænnet os til, at i Danmark har vi ikke nogen rigtig højrefløj. Vi savner den i hvert fald ikke!

Venstrefløjens død
Venstrefløjen har ikke kunnet overleve som en selvstændig og aggressiv politisk kraft, hvis man lige ser bort fra nogle meget få militante og hjernedøde lovløse. Men hvordan er det i grunden kommet så vidt? Hvad er der sket siden venstrefløjens stormagtsdage for 20-25 år siden?
At venstrefløjen er gået død, er skæbnens ironi. Eller i hvert fald et paradoks af de store.
Da venstrefløjen havde stor opmærksomhed og fremdrift fra sidst i 60'erne og en 10-15 år frem, var mange af de store samfundsproblemer - f.eks. arbejdsløsheden og forureningen - betydeligt mindre, end de er i dag, hvor venstrefløjen stort set er usynlig. Eller med andre ord: I takt med, at de samfundsmæssige problemer tog til i styrke - og det vil sige i takt med, at grundene til at være venstreorienteret blev bedre og bedre - gik i venstrefløjen i stå og døde.
Venstrefløjen har åbenbart ikke været rustet til at få ret. For man fik jo ret! I 60'erne kunne man få en position som venstreorienteret ved blot at sige: jeg mener, at miljøet er truet, jeg mener, at kvinderne skal ligestilles, jeg mener, at de kapitalistiske markedskræfter ikke er i stand til at sikre den fulde beskæftigelse og så videre og så videre. Ved at fremføre disse synspunkter kunne man være fuldstændig sikker på en ting, og det var, at man i samme sekund vil blive modsagt af det politiske etablisment, det vil sige Socialdemokratiet og de borgerlige partier. I dag forholder det sig stik omvendt.
Der er ingen politiker i det folketing, der åbner på tirsdag, der med sine sansers fulde fem vil stille sig op at sige: miljøet er ikke truet, kvinderne skal ikke ligestilles, de kapitalistiske markedskræfter er i stand til at sikre fuld beskæftigelse og så videre og så videre.
Dengang, hvor venstrefløjen var i offensiven, handlede det om at få ret, hvorfor afsløringer af de faktiske forhold var væsentlige aktiviteter for venstrefløjen, f.eks. i form af de fagkritiske rapporter, der kom fra universiteterne under parolen "Forskning for folket", og som bl.a. resulterede i banebrydende nye erkendelser indenfor arbejdsmiljøet, som det danske samfund i dag har stor gavn af.
I og med, at det politiske etablisment har givet venstrefløjen ret med Brundtlandrapporten "Vor Fælles Fremtid" fra 1987 som en milipæl i den henseende, har det ikke overraskende vist sig, at denne konfrontative få ret-energi har været et alt for spinkelt grundlag at opretholde eller 'køre' en venstrefløj på. Og afsløringerne af magthaverne, undertrykkelsesmekanismer og uretfærdigheder i samfundet er i dag hverdagskost i den almindelige nyhedsformidling.
For år tilbage kunne det opleves - ganske vist i forkvaklet form, men alligevel - hver fredag aften på TV 2's Elevatoren, og i dag kan det opleves hver søndag i Berlingske Tidendes Tema-tillæg, der på bedste PRESS-vis bringer store dybdeborende reportager.
I og med, at alle i det politiske spektrum stort set er enige om de grundlæggende holdninger (miljøet et truet, kvinderne skal ligestilles, de kapitalistiske markedskræfter er ikke i stand til at skabe fuld beskæftigelse og så videre og så videre), bliver det helt afgørende omdrejningspunkt for den politiske udvikling: Hvad skal der gøres i forlængelse heraf? Hvad skal der ske helt konkret på de og de områder indenfor de næste fem, 10 eller 20 år?

Ingen nemme løsninger
Det er dette konkrete handlingspres, som venstrefløjen ikke har været i stand til at leve op til. Eller med andre ord: Det er i dag blevet meget mere krævende at være venstreorienteret, end det var i 60'erne og 70'erne. Sætningen "Sandheden er altid konkret" er i dag mere aktuel end nogensinde.
Mange af de samfundsmæssige problemer er i dag ganske indviklede. Der gives ikke nemme løsninger på flere af dem. Og der gives slet ikke ideologiske løsninger på dem i stil med, at problemernes årsag Kapitalismen og problemernes løsning = socialisme, således som det var tilfældet i venstrefløjens stormagtsdage. At løse problemerne vil mange gange gøre det nødvendigt at trække på et helt lands - ja, en hel verdens - fantasi, entreprenørånd og viden i et omfang, som venstrefløjen hverken råder over eller nogensinde vil komme i nærheden af.
Løsningen på mange af de samfundsmæssige problemer kræver, at folk med meget forskellig politisk baggrund medvirker med en åbenhed og nysgerrighed, som venstrefløjen kulturelt set hverken har været eller er trænet i.
I stedet for at gå ind i de nye udfordringer og præge arbejdet med dem er venstrefløjen flygtet fra disse udfordringer og degeneret på forskellig vis: nogle er gået karrierevejen og sidder i dag og forvalter magt på en måde, der stort set ikke kvalitativt, endsige radikalt, kan adskilles fra, hvad begavede socialdemokrater og borgerlige vil kunne gøre - og rent faktisk gør - i samme situation. For disse er drivkraften - det, der giver livet mening - blevet til et spørgsmål om et interessant arbejde, spændende udlandsrejser med og uden familie, en god pensionsordning, en tryg alderdom og så selvfølgelig et abonnement på Information, hvor man hver dag kan følge beretninger om, at det går helt af helvede til med verden af i dag!

Overlevelsesstrategier
*Nogle søger at overleve som lønmodtagere uden ledelsesansvar, som regel i stillinger, hvor man ytrer sig uforpligtende, uden at det er forbundet med nogen særlig konsekvens, f.eks. indenfor det store pædagog- og undervisningsområde.
*Andre er blevet samlet op i forskellige anakronistiske bevægelser, f.eks. Junibevægelsen, der dyrker den gamle lovsyngelse af ordet NEJ, på samme måde som det skete med Benny Holst og Jesper Jensens legendariske "Sang om at sine nej" fra Første Maj pladen i 1971. På pladen var der i øvrigt også en sang om at sige ja, men den er der vel ikke nogen, der kan huske!
*På det parlamentariske niveau har SF forsøgt at gøre sig troværdig for at kunne levere en regeringsdeltagelse til Socialdemokratiet med den konsekvens, at partiet er blevet ufarlig og konformt. Det blev pinagtigt understreget for nogle år tilbage, da såvel den mandlige partiformand og den kvindelige næstformand i forbindelse med en valgkamp gik i gang med en ikke særlig gennemtænkt og meget tvetydig leg med pænt, men dybt kedelig borgerligt tøj og pæne borgerlige biler.
*På det teoretiske plan har der været en vis interesse for kommunitaristiske synspunkter og de forfattere, der har trukket i den retning, f.eks. Christopher Lasch og Georg Henrik von Wright. Trods al den sympati, man kan havde for deres tilbundsgående og radikale civilisationskritik, kommer den i praksis meget let til at resultere i en venden ryggen til den politiske kamp, der finder sted lige nu i samfundet i dag. Man synes at være tilfreds med den gamle kulturradikale position, hvor man står på sidelinjen med alle de korrekte iagttagelser, og man havner nemt et sted, hvor det igen bliver et spørgsmål om at 'få ret' - altså en tilbagevenden til der hvor venstrefløjen var for 20 år siden.
*Den gamle venstrefløjs armod hænger også sammen med, at den har hængt fast i det kulturelt set fodformede. Det drejer sig om det forudsigelige i meningstilkendegivelser og om selve æstetikken eller rettere mangel på samme: andefødder, hønsestrik, Fjällräv m.v. Venstrefløjen har ikke vist en vilje hverken til at gøre sig æstetisk umage, til at omgive sig med smukke ting eller til at leve i og omkring livgivende ritualer.
Det har selvfølgelig været medvirkende til, at venstrefløjen aldrig rigtig er sluppet af med indtrykket af at være halvtræt og sur, uden rigtig at være i stand til at kunne byde på noget fremadrettet. Men som altså paradoksalt nok også til enhver tid har kunnet gøre sig gældende i form af et knalddygtigt sagsarbejde i enkeltsager i det parlamentariske arbejde.

Genopstået i erhvervslivet
Venstrefløjen døde, da den fik ret. Men den er også genopstået. Ikke på den traditionelle politiske arena. Men af alle steder endda i erhvervslivet! Det er sket i en grad og i en udstrækning, at man med god ret kan tale om intet mindre end marxismens sejrsgang i erhvervslivet!
Noget af det mest radikale hos Karl Marx i hans kapitalismekritik - hvis det da ikke er det radikale punkt i kritikken - var kritikken af penge (og markedet) som styringsinstrument. Penge er og bliver noget moralløst stads, der ikke kender forskel på godt og ondt. Med penge kan man finde ud af, hvor mange børnehaver man kan få for et krydsermissil. På den måde kan penge bruges til at måle kvantiteter. Det er de faktisk ret effektive til. Men de formår på intet tidspunkt at fange og stille skarpt på tilværelsens kvaliteter. Disse erkendelser omkring pengenes begrænsninger har man kunnet genfinde i det etiske regnskab, som Sparekassen Nordjylland kom med for første gang i 1989, og i det holistiske regnskab, som Rambøll startede med at udarbejde i 1995. Denne etiske udvikling i erhvervslivet kan tages som udtryk for, at der er sket en kraftig politisering af pengeindtjeningen.
Det er ikke ligegyldigt, hvordan pengeindtjeningen finder sted. Den skal opfylde sociale, politiske og etiske krav. Denne udvikling har sprogligt set produceret hel nye og overraskende ordsammensætninger, f.eks. den politiske forbruger, den politiske virksomhed og den politiske medarbejder.
Et andet centralt punkt hos Karl Marx var påpegningen af, at det ikke er kapitalen, der skaber værdierne. Men derimod arbejdet. Altså den menneskelige arbejdskraft. Noget af den samme erkendelse kan man i dag finde mange steder i erhvervslivet. Det gælder blandt andet Mercuri Urval, det store internationale konsulentfirma indenfor management, som i dag har kontorer over hele Europa, USA og Australien.
Toneangivende dele af erhvervslivet bygger på den programmatiske antagelse, at medarbejderne er enhver virksomheds absolut vigtigste ressource. For viden i dag er den mest afgørende ressource i virksomhederne, og den viden kan jo i vid udstrækning netop betragtes som medarbejdernes ejendom.
Et tredje kritikpunkt i den marxistiske tradition har været kritikken af, at virksomhederne kun interesserer sig for at maksimere kapitalakkumulationen, uanset hvad det måtte give af omkostninger for det øvrige samfund indenfor eksempelvis sundheds- og miljøsektoren.
Toneangivende erhvervsfolk formulerer i dag, at virksomheder må løfte et socialt og samfundsmæssigt ansvar. Det er en udvikling, der først lige er begyndt.
Den 16.-18. oktober i år sker der en af de foreløbige kulminationer på denne udvikling. I de dage afholdes der en international konference om virksomhedernes sociale engagement Det er første gang, at en regering - og det er den danske - inviterer højtstående erhvervsledere, politikere og topfolk fra organisationer i hele verden til at diskutere virksomhedernes sociale ansvar. Den danske regering har arrangeret konferencen i samarbejde med blandt andet virksomheder som Volvo og Levi Strauss

Danfoss' bløde marxisme
I en dansk sammenhæng har Danfoss været leveringsdygtige i den bløde marxisme. Bestyrelsesformanden, Harald Agerley, sagde i begyndelsen af halvfemserne til Information om den materielle vækst:
"Spørgsmålet er altså ikke, om den må slutte en dag, spørgsmålet er hvornår og på hvilket niveau? Vi er nok allerede der i de vestlige industrilande, hvor vi burde sige: Nu må vi altså nøjes med det, vi har i dag, måske endda gå tilbage..."
Et par år senere, i 1993, var Danfoss' administrerende direktør Henry Petersen fremme med følgende opfattelse i Arbejdsgiveren, Dansk Arbejdsgiverforenings blad:
"Mange arbejdsløse er meget aktive. De laver al muligt, foreningsarbejde, kunstnerisk arbejde, sort arbejde m.v. Hvorfor ikke ophøje det, de laver, til arbejde? Jeg er overbevist om, at de fleste mennesker er indstillet på at skabe sit eget underhold. Og det er demoraliserende, at man skal lave noget ganske bestemt for at have arbejde."
De to toperhvervsfolk fra Danfoss gjorde her op dels med den materialistiske grådighed, der har drevet menneskeheden ud på en destruktiv kollisionskurs med naturgrundlaget, og dels med det dogme, at arbejde er lig lønarbejde. Dermed kommer deres udtalelse samlet til at repræsentere intet mindre end et stort anlagt opgør med kapitalismens udviklingsmodel. Og dem, der fører øksen, er nogle af kapitalens egne topfolk! Er det ikke mageløst og rent ud sagt fantastisk?
Så marxismen er ikke død. Den lever i bedste velgående, og det endda i hjertet af kapitalen selv! Og med det oplæg, som VL-gruppe 16 har levet til en konference om kapitalismens fremtid til januar næste år, har den marxistiske tendens nærmest fået deres eget "kommunistiske" manifest. Gruppen, der bl.a. omfatter ØK's administrende direktør Michael Fiorini, skriver:
"De utæmmede markedskræfter er langsomt ved at rive de vestlige samfund fra hinanden. Den globale konkurrence polariserer befolkningen i to nye klasser - en global elite og en lokal underklasse. Den voksende sociale og økonomiske kløft underminerer den solidaritet og samhørighed, som de moderne velfærdssamfund bygger på".
Så hvis man er marxist, og man med rette synes, at det kan være lidt svært at få øje på den hos de socialistiske partier rundt omkring i Europa, så er der absolut ingen grund til at fortvivle!
I virkeligheden er denne marxistiske tendens i erhvervslivet dybt opmuntrende. Når virksomhederne begynder at blive etiske, sociale og politiske, er det dybest udtryk for, hvordan de selvsamme virksomheder vurderer udviklingen på markedet, og det vil sige, hvad det er, der sker inde i hovedet på alle beslutningstagerne på markedet. Og det er almindelige mennesker, der køber ind hver dag året rundt.
Indenfor de sidste 20-25 år er der sket nogle bevidsthedsmæssige ryk i den brede befolkning, der fortjener at blive betegnet som intet mindre end revolutionær. I den brede befolkning i dag eksisterer der en intuitiv fornemmelse af, at det på mange måder går helt af helvede til med verden af i dag: menneskehedens økologiske katastrofekurs, kapitalismens massive udstødninger og overflødiggørelsen af millioner af mennesker og de stadig mere alarmerende forskelle mellem rig og fattig overalt på kloden.
Alle bakser i dag med venstreorienterede synspunkter, og de er efterhånden til stede overalt. Derved er venstrefløjen blevet overflødiggjort. I hvert fald i den kendte skikkelse.
Men i stedet for at gi' den som hængte katte, så kunne venstrefløjen i stedet med god ret rette ryggen og være stolte over de holdningsmæssige sejre. Med en lettere omformulering af Thomas Nielsen, den tidligere formand for LO: Venstrefløjen har sejret sig i ihjel!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu