Erik Ninn-Hansen fortryder intet, har intet lært. Hans politiske testamente fuldender tamilsagen som en politisk og personlig tragedie
NY BOG
Hvad Erik Ninn-Hansen har gjort for sit parti, kunne ingen nok så udspekuleret stratenrøver nogensinde formå:
Lægge partiet i ruiner. Vippe de borgerlige af pinden. Sende Schlüter på aftægt til Bruxelles, H. P. Clausen til Flensborg. Lade de radikale skifte formand i Socialdemokratiet. Nedkalde Rigsrettens fordømmelse. Og som om det ikke var ydmygende nok: køre ind til Amalienborg for at lade konen aflevere Kommandørkorset på begæring af Hendes Majestæt og med pænt tak for lån.
Der er med andre ord rigeligt stof til den gåde, som Ninn-Hansen har lagt på bordet efter 41 år i dansk politik: Hvordan kunne det komme så vidt? Hvad fik dog en rutineret politisk ræv til at grave sig så uhjælpeligt fast i det tamilske gulvsand?
Det er, som de siger på Borgen, et godt spørgsmål, som hverken 20 dommere i Rigsretten eller 61 vidner og 102 møder i Hornslets undersøgelsesret har givet svar på. Der er kun Ninn-Hansen selv til at give svaret, men det - og meget andet - leder man forgæves efter i hans seneste bog Værelse 28. Dansk politik 1974-1994.
Sladrebutikken
Det meste af bogen er en blodfattig gennemgang af forligets gang i det Lidenlund, som nærsynede fodslæbere alt for ofte gør Christiansborg til.
Først på de sidste 35 sider kommer der kulør på sproget, da Ninn-Hansen tager fat på tamilsagen - "dette mediecirkus" med ham selv i centrum af "den larmende gabestok" og en undersøgelsesret, "som med pressens bistand kom til at fremstå som en sladrebutik".
Her skildrer Erik Ninn-Hansen sine handlinger i lyset af datterens kræftsygdom fra sommeren 1987 og frem til hendes død i august 1991, dvs. fra sagens start til et år efter undersøgelsesrettens etablering. På den baggrund kunne han ikke lade sig forstyrre af "ligegyldig mediepjat", og hans svigtende erindring om detaljer i den såkaldte nedprioritering af tamilerne tilskriver han netop belastningen ved datterens tilstand.
Det havde været forståeligt, om Ninn-Hansens dømmekraft også var blevet svækket. Måske kunne det forklare, hvorfor en magtfuld justitsminister gik grassat og i klar strid med dansk lov beordrede tamilstoppet gennemført, men nej, her er han stadig - ti år og et vanærende historisk retsopgør senere - pinligt ubøjelig.
Erik Ninn-Hansen begik ingen fejl. Hans ildhu i forfølgelsen af tamilerne var nødvendig. Tamilerne skulle stoppes, ud om så det gælder, og der er intet at fortryde:
"Jeg mener, at jeg handlede rigtigt, da jeg forsøgte at dæmpe familiesammenføringerne, og så skal man ikke sige undskyld."
Det er synd at sige det, men manden har intet lært.
Som en trojansk elefant har han trampet folkestyret under fode og raseret det borgerlige Danmark uden at komme i tvivl om egen ufejlbarlighed. Ti års offentlig debat og fem års intens retsbelæring fra landets kyndigste dommere har ikke overbevist Ninn-Hansen om, at folkestyret reguleres med love vedtaget af det valgte flertal, ikke med egenrådige diktater udtænkt i dølgsmål og udført af gehejme-departementers kujonerede nikkedukker.
Folketingets øksemordere
Ninn-Hansen ser tamilsagen som noget "de andre" har fundet på, mens han passede sit kære folkestyre, som var det et jordbær- og ikke spinatbed ("Tamilsagen spekulerede jeg ikke på").
I bogen kommer sagen pludselig dumpende ud gennem skærmen: "Tamilsagen var tilsyneladende gået i glemmebogen... Det var en tv-udsendelse, der gav ny næring til sagen. Det var et groft angreb, der blev rettet imod mig. Perfidt, løgnagtigt og med alverdens beskyldninger."
Disse perfide beskyldninger (fremsat af undertegnede) er spadseret uantastet gennem hele retsopgøret og udgør kernen i dommen over Ninn-Hansen, men han ser hele processen som et komplot vendt mod hans person: Først et eksempel på mediernes nye magt, så en alliance mellem Socialdemokratiet og Mimi Jakobsen (der angiveligt ville have "hævn", fordi CD røg ud af regeringen) og siden et komplot, hvor Ninn-Hansens modstandere rottede sig sammen og efterhånden kunne mønstre ikke blot Ombudsmanden, Flygtningehjælpen og Niels Ufer (han mener vel Nils?), men også domstolene, embedsmændene, pressen, gamle venner og partifæller som Poul Schlüter og H. P. Clausen, de politiske partier og efterhånden næsten hele Folketinget, der dog "ikke selv ville eller turde tage stilling, men overlod til andre at bruge øksen".
Død eller stærk
Til sin egen trøst har Ninn-Hansen i forordet gjort Nietzsches ord til sine: "Det man ikke dør af, bliver man stærkere af".
Ja, vi har sejret ad helvede til. Folkestyret, pressen og retsvæsenet er ganske rigtigt gået styrket ud af tamilopgøret, men det er vist ikke lige Ninn-Hansens pointe.
I det hele taget har han svært ved at orientere sig og holde fast i realiteterne.
Selv egne præmisser gør han vold på: han ser parlamentet som det ypperste i folkestyret (men bruger ministeriet og embedsværket til at knægte loven og underløbe folkestyret), han kræver åbenhed i retten (men brokker sig over at den bruges), og han er mere end nogen fortaler for Rigsretten (men modarbejder den i samme øjeblik den træder sammen). Han hylder eneren, men hævder at handle på folkeviljens vegne. Hans skingre selvbedrag og selvskabte skæbne er en fuldendt tragedie.
På ét punkt må man give Ninn-Hansen medhold: hans undren over, at han selv blev dømt for forsætligt lovbrud, mens de kyndige embedsmænd, der så beredvilligt hjalp ham, kan spankulere fnugfri ud af tjenestemandsretten og tilbage til nye manøvrer i magtens korridorer.
Hukommelsen tilbage
I sine velmagtsdage nød Erik Ninn-Hansen respekt på Christiansborg som en dreven debattør med et skarpt blik for det taktiske spil. Det ses ikke af Værelse 28, der er et søvndyssende katalog over åbne og skjulte dagsordener, uden glød, uden liv, uden det drama, som vitterligt finder sted. Så kedelig er politik sågu ikke.
Ninn-Hansen markerer de små træk på brædtet, men giver ikke læseren indsigt i selve spillet. Hans egne konflikter, f.eks. opgøret med Erik Haunstrup Clemmensen, bliver kun nævnt i forbifarten.
Set fra værelse 28 (de konservatives gruppeværelse) kan Ninn-Hansens to venner glæde sig over, at den gamle ronkedor har fået sine åndsevner tilbage. Rigsretten var på nippet til at blive opløst, da Ninn-Hansen fik hjerneblødning med akut hukommelsessvigt og pludseligt forfald. Nu fejler huskeren ikke noget. Som politisk bogholder har Ninn-Hansen stadig styr på kredit og debet i det politiske mummespil, mens det kniber med klarhed i perspektiver og relevans.
Som historisk og politisk analyse er bogen ubrugelig. Ninn-Hansen skygger for historien, ser hele tiden øksen, før han ser træet.
Borgen skælver
Eksempelvis skildrer han Folketingets indblanding i en konflikt på Berlingske Tidende i foråret 1977.
"Især de konservative var naturligt nok ivrige for at få standset konflikten på Berlingske Tidende. En forespørgselsdebat i begyndelsen af maj gav da også anledning til en dagsorden...", som den socialdemokratiske regering slugte, mens venstrefløjen gik imod og ti socialdemokrater undlod at stemme.
Det er en rigtig pudderhistorie. Hvad der skete, var følgende:
Et rygte fra Pilestræde ramte Berlingerens daværende politiske reporter Lisbeth Knudsen på Christiansborg. Det var længe før hun sprang ud som socialdemokrat og satte sig i kolofonen på Aktuelt som Chefredaktion & Direktion. Rygtet sagde, at typografer fysisk havde hindret funktionærer i at arbejde i det Berlingske Hus. Lisbeth Knudsen kaldte Ninn-Hansen ud fra folketingssalen, hviskede ham rygtet i øret, og så kørte han ellers derudaf, så murene skjalv. I løbet af ingen tid kogte Christiansborg over, og uden overhovedet at checke rygtet, vedtog tingets flertal en skarp fordømmelse af "de ulovligheder", som havde fundet sted i det Berlingske Hus.
Venstrefløjen og ti socialdemokrater med jura-professor Ole Espersen strittede voldsomt imod. De ville ikke diskutere en sag på løse rygter, krævede uvildige undersøgelser og mente, at Folketinget skulle holde fingrene væk. De afviste en dagsorden som en uhyrlig sammenblanding af den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Hele affæren udløste en skarp principiel debat.
Ninn-Hansen havde gjort en halv vind til en hel regeringsstorm, men i hans gengivelse af episoden er hans egen rolle, hele forløbet og den principielle diskussion udeladt. Det bliver blot til, at "De venstreorienterede partier kunne selvfølgelig ikke støtte dette angreb på typografer og andre meningsfæller..."
Med Ninn-Hansens veludviklede talent for udenomssnak får læseren ikke en chance for at kigge ind i historien, og hvad er det hele så værd?
Wilhjelm
Blandt de få spøjse oplysninger i bogen nævner Ninn-Hansen, at han i optakten til Golfkrigen blev opfordret til at rejse til Irak for at hente de danske gidsler hjem, men han afslog, da både Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen rådede ham fra det.
"Nogle få dage efter kunne danskerne rejse hjem uden at andre var rejst til Irak for at overtale Saddam Hussein," skriver han minsandten, som om Anker Jørgensens rejse til Irak aldrig havde fundet sted.
Bogens eneste afsløring hører til i den kuriøse ende. Den gamle VS'er Preben Wilhjelm figurerer i navneregisteret med en henvisning til side 243. Her skriver Ninn-Hansen om nogle ministerrokader, som han drøftede med Poul Schlüter: "Nogle af udnævnelserne var fornuftige og udtrykte en vis fornyelse. H. P. Clausen og Wilhjelm var rigtige valg."
Det var sågu da en nyhed: Preben Wilhjelm, højrefløjens pedaltrampende plageånd, på tale i tamilsagens røverkule som nyt konservativt ministeremne, ovenikøbet applauderet af de konservatives banemand Ninn-Hansen som et fornuftigt og fornyende valg!
Tja, ja, bum-bum-bum, som de radikale ville udtrykke sig, mens de vinder tid til at fundere over, om den berømte konservative Viggo Fischer-klap igen er gået ned. Det er velkendt, at gamle VS'ere ikke er sådan at stoppe, når de først går i selvsving mod højere magter, men alligevel: Preben Wilhjelm i Ninn-Hansens favn!
For han mener vel ikke igen Nils?
*Erik Ninn-Hansen: Værelse 28. Dansk politik 1974-1994. 309 s. 268 kr. Aschehoug Dansk Forlag
