Læsetid: 8 min.

Trut

18. oktober 1997

"Vi vil", sagde munden, "ikke havde kriminelle udlændinge. Vi vil ikke have snyderi." Nå nej, tænkte jeg, hvem vil det? Kameraet panorerede ud over salen. Dér var Birte, Og dér Pia. Det vrimlede med munde og mærkelige, løsrevne budskaber

QLUMMEN
Det var en mørk og kold efterårsaften, en af de første. Regnen stod mod ruderne, den femårige plaskede udmattet rundt i badekarret, manden skumlede i lænestolen. Jeg tændte for fjernsynet. Zappede lidt rundt. Så var det, jeg fik øje på mundene.
De var fascinerende.
Da jeg senere tænkte over det, var jeg ude af stand til at genkalde mig dialogen og handlingen. Det, der derimod stod tilbage, var de medvirkendes læber - især kvindernes. Aldrig har jeg set så mange svulmende eller truttende munde på en halv time. Når kvinderne forsøgte at smile, stræbte læberne nedad. Det anbragte dem i en konstant tilstand af muthed, som sammen med det pastelfarvede tøj og pjusket-bobbede hår muligvis signalerede sex - men også noget andet.
Ifølge rulleteksterne var der tale om et afsnit af en serie, der hed Pacific Palisades. Men det var ligegyldigt. Det eneste, der betød noget, var mundene. Det var som om de levede deres eget ukontrollable liv, løsrevet fra hovedet og kroppen, mens ordene strømmede ud.

Nogle dage senere besøgte jeg min langbenede veninde. Hun legede med sin lille søn, hvis far lige som jeg er vokset op i det vestjyske. Hvor jeg vel nærmest er en lyserød jyde, er denne regionsfælle nougatfarvet, har sort krøllet hår og er vokset op hos kærlige jyske adoptivforældre. Nu bor han i København. Han havde haft sin far i telefonen fra Jylland:
"Det' for gal'. Der er kommet alt for mange negre til landet," brokkede han.
"Har du glemt, at jeg ser lige sådan ud," sagde sønnen - som så mange gange før, når en perkervits var røget over familiemiddagen.
Faderen var uforstående: "Det er da noget helt andet."
Nå.
Der gik en uges tid. En træt og sen aften lå ungen atter i badekarret og manden i skumlestolen. Jeg tændte for fjernsynet. Jeg ville se mundene igen. Først troede jeg, det var lykkedes. En kvinde med mutte læber sad i sit hjem, iført en hvid badekåbe. Hun åbnede munden: Hun var vred. Vred på politikerne, som hun sagde var slappe, og på de fremmede, der strømmede ind gennem Danmarks åbne porte.
Med ét krøllede mundvigene opad: Samme morgen havde en avis citeret en stor undersøgelse. En masse mennesker var blevet spurgt, om de var enige med kvinden i hendes vrede. Det var de. Det var hun glad for - men ikke overrasket. Resten glemte jeg at høre efter, men jeg så dog, hvem hun var: Pia Kjærsgaard, partileder, Dansk Folkeparti.

Det blev nu en besættelse at jagte nye munde i fjernsynet. Jeg fandt én, men den var anderledes. Ud mellem de smalle læber strømmede dæmpede, beroligende ord, der fik mine trætte skuldre til at slappe af og nakken til at falde tilbage på ryglænet. Det var en kvinde, der ligesom Pia Kjærsgaard talte dansk. Ja, hun talte endog om det samme: Udlændinge.
I radioen tidligere på dagen havde jeg hørt den samme stemme sige, næsten forventningsfuldt, som præsenterede den et hidtil ukendt synspunkt: Flygtninge skal betragtes som en ressource. Men så sagde stemmen også: Flygtninge skal gøre sig fortjente til en permanent dansk fremtid ved "at gå på med krum hals." De skal lære dansk i en ruf og "tage det arbejde, der nu måtte blive dem tilbudt."
Kvinden med den beroligende stemme var Birte Weiss, socialdemokratisk indenrigsminister. Jeg tænkte over det, hun havde sagt. På den ene side syntes også hun, at nu var det nok med at lukke alle mulige ind i landet, og derfor mente hun, at flygtninges præstationer skulle bedømmes efter tre år i Danmark, så de dårligst egnede kunne blive sorteret fra. På den anden side var hun træt af, at det blev opfattet som en "mindre national katastrofe" hver gang en flygtning fik opholdstilladelse, og derfor gik hun ind for, at flygtninge fra dags dato skulle anskues som værende i besiddelse af en betydelig national nytteværdi.
Så hun ville altså hapse nytteværdien og sende katastroferne hjem.
Interessant.

En formiddag kørte fjernsynet stilfærdigt videre i baggrunden efter morgenens hektiske afgang til skole og arbejde. Jeg sad ved computeren og skrev, men lagde pludselig mærke til en stemme med et bestemt tonefald. Jeg skruede op.
Det var den socialdemokratiske ordfører Torben Lund, der var på talerstolen under Folketingets åbningsdebat. Han var veloplagt, og med et fast drag om munden kastede han et alfaderligt blik ud over salen:
"Vi vil," sagde han, "ikke have kriminelle udlændinge. Vi vil ikke have snyderi." Nå nej, tænkte jeg, hvem vil det? Var det Venstre? Næppe. Frank Dahlgaard? Nej. Måske var det Færøerne.
Lund fortsatte: "Og derfor bliver der nu strammet op på udlændingepolitikken, og indenrigsministeren har min fulde opbakning til at gå videre med det, hun taler om."
Jeg havde forladt computeren og sat mig helt hen foran fjernsynet. Det var elementært spændende. Kameraet panorerede ud over salen. Dér var Birte. Og dér Pia. Hen over rækkerne vrimlede det med munde. Nu var Lund nået hen mod slutningen af sin opsang til dem, der gik ind for kriminelle udlændinge og snyderi.
"Når det så er sagt," sagde Lunds mund, og hans øjne så igen ud over forsamlingen, "så vil jeg sige, at jeg synes, debatten kører på et alt for lavt niveau."
Hvad mente han mon med det? Jeg ledte i aviserne. Her fandt jeg en meget stor mund. Det var Mogens Camre, en socialdemokrat i EU-exil. Ham huskede jeg mest fordi han engang var gift med en forfatter, der havde kaldt en bog Hold kæft og vær smuk. Men ingen af delene så ud til at have bidt på ham.
Han tordnede: Nu var det på tide at lytte til befolkningen. Det var han selv begyndt på, og hvis han gengav alt, han havde hørt, ville han blive anklaget for racisme. På visit hjemme i Danmark havde han mødt en gammel partikammerat, hvis omhyggeligt pudsede Skoda blegnede ynkeligt i sammenligning med udlændinge-naboens Mercedes. Nu måtte det være nok! Vi må tage folks utilfredshed og bekymring alvorligt og stramme op i udlændingepolitikken, ellers går det rigtig, rigtig galt, sagde Camre.
Min mand ringede hjem. Han sad og skumlede på sit arbejde.
"Grotesk," spruttede han, der er meget klog: "Så står de skide socialdemokrater der og ævler om stramninger og udvisninger, når nu de rent faktisk har ført den strammeste udlændingepolitik siden Anden Verdenskrig - de kalder det 'humanisme med en jernnæve'." Han grinede. "De har bare ét problem: Ingen har opdaget det!"

I efterårsferien sad jeg en dag på Zoologisk Museum. Den femårige var i malerværkstedet for at tegne fabeldyr. En kvinde satte sig ved siden af mig. Hun havde noget på hjerte:
"Det er ikke nogen rar fremtid, vi går i møde," sagde hun. Hun var 73, oldemor og fra Hvidovre. Hun fortsatte:
"Jeg har set alt i mit liv. I dag kan man få jordbær i december, og selv om det er rart, at jeg ikke længere behøver vælge, om jeg skal bruge pengene på et kvart pund smør eller nye strømper til børnene, så er det et utrygt liv, vi lever. Velfærden har gjort os utrygge, for vi mangler ingenting, men der er intet sammenhold, kun en stor ligegyldighed."
Hun havde selv holdt sig informeret. Vidste f.eks. alt om kvaliteten af indisk muldjord og huskede ordrette citater fra Watergate-sagen. Men, som hun fortsatte:
"Du er endnu ung. Men jeg er gammel. Og når vi bliver utrygge, så går vi langt mod højre."
Vi diskuterede længe. Hun kunne ikke svare på, hvad der var så trygt ved det yderste højre. Hun sagde:
"De vil ikke have al den narko og kriminalitet."
"Jamen hvem er det, der gerne vil have de ting?" spurgte jeg.
Vi fandt ikke ud af det, men skiltes med at give hånd.

Min mand havde til gengæld fundet ud af noget, da vi kom hjem til Nørrebro uden fabeldyr, men med et portræt af en vulkan i udbrud. Han lå og syrede i lænestolen.
"Når så mange her i ejendommen er så knotne på de fremmede, så er det jo fordi de tager vores sorte arbejde!!"
Jeg så ud af vinduet. Gaden var mennesketom, dørene låst, gardinerne trukket for.
Kvinden fra Hvidovre låste også sin dør. Men som hun sagde: "Jeg stemmer ikke til næste valg. Jeg er så bekymret for fremtiden, og da det jo ikke er mig, der skal leve i den, men dig og dine børn og mine børn, børnebørn og oldebørn, så er det ikke rimeligt, hvis jeg kommer til at give en forkert stemme, bare fordi jeg er gammel og utryg."
Senere ringede telefonen. Det var en af vores gamle venner, der for anden gang inden for kort tid var blevet forbigået ved besættelsen af et job. Første gang var det af fagforeningstekniske årsager, selv om vennen var den bedst kvalificerede, som den undskyldende kvinde havde udtrykt det. Vennen er flygtning fra Iran, har været dansk statsborger i årevis og håndterer rutineret alle danske praksisformer, herunder delefaderens store engagement i sit barn.
Hvem fik jobbet? spurgte min mand. "En dansker," lød det spontane svar.
Jeg kom i tanker om jyden med den nougatfarvede hud, der engang havde boykottet sin lyserøde far på grund af hans fremmedfjendske snak og perkervitser. Senere bad han faderen, der mestrer skønskrift, skrive et Kierkegaard-citat om hjælpekunst ned til sig: "Han er jo min far. Så har jeg da noget fra ham, jeg kan bruge".
Jeg gik i seng. Mens jeg forsøgte at falde i søvn, så jeg langsomt flere og flere munde for mig. Som en slags mediatorer mellem afsenderen og budskabet åbnede og lukkede mundene sig, forladt af kroppene, forladt af de budskaber, de havde sluppet løs, der nu susede rundt i atmosfæren som varmesøgende missiler, på jagt efter mulige mål.
Det var ikke rart at se på.
Godnat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu