Analyse
Læsetid: 6 min.

Et tvivlsomt jubilæum på Wall Street

18. oktober 1997

Den 20. oktober 1987 oplevede Wall Street det største krak siden 1929. Hvorfor gik det godt?

Umiddelbart synes der ingen grund til at fejre ulykke. Nej, vel! Skru historien ti år tilbage og loes avisforsiderne fra 20. oktober 1987. Heri USA kom frokostavisen New York Post (ejet af Rupert Murdoch) på gaden med en forside, hvis øverste halvdel var fyldt med fem fede sorte bogstaver - CRASH! Underrubrikken tog resten af af pladsen op med følgende konstatering: "Den sorteste dag på Wall Street ryster nationen" - soetning understreget.
Mange investorer tabte mange penge den dag. Wall Streets Dow Jones-indeks styrtdykkede 23 pct. på sorte mandag den 19. oktober 1987. Til sammenligning faldt indekset kun 12 pct. på sorte torsdag den 24. oktober 1929, og kun få panikscener udspillede sig dengang i børshallen. At hovedaktørerne endnu ikke havde fattet, hvor galt det stod til i efteråret 1929, fremgår af en udtalelse fra én af tidens ledende finansmoend Thomas Lamont.
I John Kenneth Galbraiths bog "Det Store Krak, 1929" citeres Lamont for følgende understatement til pressen ved middagstid 24. oktober, da alle "på gulvet" rystede af angst over en situation, som tilsyneladende var helt ude af kontrol. "Idag har vi haft nogle småproblemer med at soelge over på aktiebørsen." Han lagde herefter skylden på tekniske problemer, ikke på eksterne årsager. Lamonts udtalelse var nok til at skabe ro i markedet senere på eftermiddagen, og folk rundt omkring i USA kunne noermest hive efter vejret igen.
Idag ved vi naturligvis, at den økonomiske depression fulgte krakket på Wall Street, senere kom der politisk ustabilitet i Europa og tilsidst udbruddet af den 2. Verdenskrig. Indtil fornylig var det netop denne årsagssammenhoeng mellem historiske begivenheder - en koedereaktion fra et mindre kursfald til en global økonomisk krise med massearbejdsløshed og bratte politiske skift - som dominerede almenhedens opfattelse af et børskrak. Begivenheden er farlig på grund af, hvad der følger.

Anvendelsen af ordet børskrak om kursfaldet i 1987 på Wall Street er stadig i en sådan grad knyttet til de traumatiske begivenheder i 1930'erne, at professionelle viger udenom begrebet og i stedet griber til eufemismer som "en markedsforstyrrelse".
"Der er to grunde til at vi ikke bruger termen," siger en talsmand for den amerikanske børskommission til Wall Street Journal.
"For det første er det nedsoettende, og så får det enten investorer til at rejse børster eller gør dem unødvendigt angste."
Talsmanden tilføjer: "Og så var det ikke et krak i 1987 - i hvert fald ikke sammenlignet med 1929, hvor aktiekurserne aldrig genvandt deres styrke. I 1987 tog det derimod kun en uge, så var indekset tilbage på samme niveau."
Pointen er altså, at det bratte kursfald på sorte mandag - som iøvrigt var kulminationen på seks måneders depression i markedet - snarere bør kaldes en midlertidig forstyrrelse. Det skyldes, at Dow Jones-indekset som bekendt er vokset ind i himlen sidenhen. 19. oktober 1987 stod viseren på 2.200 points. Igår var det nået noesten 8.000. En firedobling!
Hvad der skete ultimo oktober 1987, var simpelthen, at folk begyndte at købe igen til lave priser i forventning om, at aktier ville stige igen. Det førte selvfølgelig til opdrift og fremgang. Selvom en kort økonomisk recession ramte USA i 1990, gik det bare deruda' på Wall Street i tiåret efter 1987. Flere amerikanere blev fristet af de store gevinster, som venter aktieejere forude, og lagde deres opsparing i voerdipapirer. Siden 1989 er andelen af amerikaneren med en aktieportefølje vokset fra 26,3 til 43 pct.
1990'erne er den gyldne tidsalder for middelklassefamilien i USA. Noesten halvdelen af befolkningen følger hver dag specifikke aktiers bevoegelse på markedet. Den legandariske børsanalytiker James Grant, redaktør for nyhedsbrevet Grant's Interest Rate Observer i New York, sagde fornylig: "Loeg blot moerke til det elektroniske ur på toppen af Morgan Stanley bygningen i Times Square! Dunkle og mystiske tal og navne passerer skoermen i en uendelig strøm, og folk stimler sammen foran og kigger op på tavlen. Ingen synes at finde det besynderligt eller malplaceret."
Der er altså ingen grund til voere sortseer, når almindelige amerikaneres formuer vokser hver dag og mange planloegger at gå på pension i 40-års alderen som dollarmillionoerer. Time Magazine har i anledning af jubiloeet på søndag oplyst, at i alt 2.200 mia. dollar ligger i investeringsfonde i USA. Til sammenligning havde amerikanerne kun 186 mia. dollar investeret i fonde for ti år siden - altså en tolvtedel. Hver måned flyder ca. 20 mia. dollar til et utal af investeringsfonde.
Og hvorfor skulle millioner af amerikanere bekymre sig? De ved, at et aktieindeks som Standard & Poor's 500 i gennemsnit er steget 10,9 pct. på årsbasis siden 1926.Hvis der kommer en korrektion på mandag kan investorer blot pege på den historiske statistik og trøste sig med, at efter en kort nedtur kommer altid en lang optur. Alle vinder på sigt, hvis de tror på børsmarkedet.
Eufori af den slags kan imidlertid godt give én kuldegysninger. Hvilken sikkerhed har vi for, at paniksalg ikke fører til fuld stop for investeringer? Virksomhederne kan voelge at vente og se, hvad de politiske beslutningstagere, herunder centralbanker og finansministre, vil gøre for at undgå finansiel nedsmeltning. Styring af finansielle kriser som børskrak afhoenger stadig og i allerhøjeste grad af markedsaktørernes tillid til centralbanker, regeringer og folkevalgte, netop i den roekkefølge. At de reagerer besindigt og gør det rigtige.
Som Galbraith anfører i sit voerk om krakket i 1929 - aktører som Thomas Lamont fra J.P. Morgan & Co. har det med at tilskrive børsuro tekniske vanskeligheder. Man kan ikke tage salgspresset, derfor falder indekset. Pressen loegger ofte skylden på en eller anden konkret hoendelse, som er sket i dagene inden. Et medlem af Kongressen har foreslået en højere beskatning af kapitalgevinster. Af frygt for inflation har centralbanken truet med at hoeve renten.
Men som økonomen Alan Reynolds fra Hudson Institute påpegede i denne uge i Wall Street Journal: Årsagerne til et krak skal altid findes i international økonomisk politik. Enten protektionistiske indgreb eller også devalueringer for at opnå konkurrencefordele. I både 1929 og 1987 havde én af disse eller begge faktorer tilsammen en afgørende indflydelse på udfaldet.

For ti år siden våndede USA sig over det voksende underskud på handelsbalancen med Japan. Situationen var så alarmerende, at Reproesentanternes Hus i foråret 1987 vedtog et lovforslag fremsat af demokraten Richard Gephardt (potentiel proesidentkandidat i 2000), i henhold til hvilket nationer med "usoedvanligt store og uberettigede" handelsoverskud overfor USA ville blive udsat for amerikanske straffesanktioner.
Loven kom aldrig for Senatet, og proesident Ronald Reagan ville i alle tilfoelde havde nedlagt veto. Men finansminister James Baker følte sig tvunget til at reagere og begyndte derfor at true Japan og omverdenen med en devaluering af dollaren ud fra det synspunkt, at amerikanske varer ville blive billigere i udlandet, mens varer importerede til USA fordyredes. En goengs hokus pokus løsning på et problem, som i virkeligheden har en anden forklaring: Amerikansk industris lave konkurrenceevne i slutningen af 1980'erne.
Søndag morgen 18. oktober 1989 dukkede Baker op på amerikansk tv og forkyndte, at han ville voere ganske tilfreds, hvis dollaren tog en rutschetur i den noeste uge. Reynolds mener, at panikken dagen efter på aktiebørsen skyldes den udbredte frygt, markederne noerede for en handelskrig mellem USA og Japan.

Kunne det ske igen, spørger han. "Selvfølgelig. Det er ikke svoert at forestille sig, at nylige handelstvister eskalerer og bliver rigtigt nederdroegtige. Man kan ikke udelukke, at USA vil udstede trusler om at lade dollaren glide nedad, med mindre vores handelsparterne makker ret."
Det skorter ikke på handelskonflikter for tiden. I Bruxelles forhandles om Helms-Burton loven. I Washington skal proesident Bill Clinton snart afgøre, om USA vil påføre olie- og gasselskaber i Frankrig, Rusland og Malaysien straffesanktioner for at have indgået en aftale med Iran. I torsdags besluttede den uafhoengige amerikanske søhandelskommission at blokere alle amerikanske havne fra lørdag for japanske fragtskibe - uden at varsle Det hvide Hus om beslutningen. Årsagen er, at Japan noegter at ophoeve regler for adgang til japanske havne, som den amerikanske handelsflåde anser for at voere protektionistiske.
Man behøver altså ikke ligefrem at efterlyse anledninger til det noeste børskrak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her