Læsetid: 3 min.

Tvungen opsparing eller valg nu

8. oktober 1997

Regeringen vil tvinge danskerne til at spare mere op til pensionen. Det hjælper ikke, siger de borgerlige. Det rammer asocialt, siger SF og Enhedslisten

Alt tyder på et lynvalg, lød meldingerne i går i korridorerne på Christiansborg.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen og finansminister Mogens Lykketoft får nemlig kun støtte fra Marianne Jelveds otte radikale og delvist Mimi Jacobsens fem CD-mandater til det økonomiske indgreb, der med Nyrups ord skal gøre "tempoet i den økonomiske fremgang mindre hektisk."
Den eneste støtte udenfor regeringskreds er foreløbig Centrum-Demokraterne.
"Statsministerens åbningstale er et godt forhandlingsoplæg. Den er en udstrakt hånd til et bredt samarbejde med V og K, og CD finder det meget fornuftigt at der nu slækkes lidt på farten i det private forbrug," siger CD-lederen Mimi Jacobsen.

14 mandater fra temposkift
Trods støtten fra CD, så mangler de to regeringspartier 14 mandater, før der er flertal for Poul Nyrup Rasmussens temposkift i den økonomiske politik.
Det er svært at se, hvor regeringen skal hente de ekstra mandater. Hverken Venstre eller de Konservative opfatter på samme måde som Mimi Jacobsen regeringens forslag som en udstrakt hånd. Heller ikke Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er klar til at trykke hænder med regeringen.
Hvis ikke de stejle positioner brydes under de kommende ugers forhandlinger, må Nyrup udskrive valg hurtigt og senest inden månedens udgang.
Det skyldes, at regeringens hovedforslag om en tvungen ATP-opsparing på én pct. af lønnen "i princippet" skal være vedtaget allerede i næste uge for rent teknisk at kunne indregnes i forskudsskatten for 1998.
Det er først og fremmest dette forslag om en tvungen pensionsopsparing på fire mia. kroner, der skiller vandene.
"Det er for lidt, for sent og for ringe. Det konservative Folkeparti er klart imod tvungen opsparing. Vores metode er i stedet at præmiere opsparing, hvilket vil give langt bedre resultater," siger den konservative leder, Per Stig Møller.
Heller ikke Venstre kan acceptere den tvungne opsparing: "Det virker ikke og vi vil ikke være med til det. Der ikke grund til at genere en masse mennesker med en tvungen opsparing. Den vil ikke blive gennemført med vores hjælp. Og jeg tvivler på, at regeringen kan få andre til at hjælpe sig," siger en afvisende Uffe Ellemann-Jensen.
Venstreformandens tvivl virker berettiget. Heller ikke de to venstrefløjspartier, Enhedslisten og SF er klar til at støtte den tvungne opsparing.
For Enhedslisten er det urimeligt, at almindelige mennesker skal undgælde, når Overdanmark holder forbrugsfest. Ifølge Frank Aaen rammer indgrebet de fattigste hårdest, fordi den tvungne pensionsopsparing kan trækkes fra i skat. Jes Lunde, SF, deler vurderingen.
"Regeringen rammer socialt skævt med sit forslag. Den tvungne pensionsopsparing betyder reelt, at kassedamen kommer til at betale mere i bruttoskat," siger Jes Lunde, SF's nyvalgte gruppeformand.
Jes Lunde mener, regeringens forslag er et oplæg til valg, der allerede kan blive udskrevet i morgen torsdag, når Folketinget mødes til den store åbningsdebat.
Kilder i regeringen bekræfter over for Information, at alt peger på et valg. Det er dog ikke givet, at Nyrup vil sige det magiske ord, "valg", fra Folketingets talerstol allerede torsdag.
Meget tyder på, at regeringen først vil forsøge at få Venstre og konservative til at støtte det økonomiske indgreb.
Lykkes det, vil regeringen binde de to borgerlige oppositionspartier til sin politik. Lykkes det ikke, vil regeringen hævde, at det skyldes de to partiers manglende økonomiske ansvarlighed.

Økonomisk ansvarlighed
I de kommende dage vil de to oppositionspartier derfor demonstrere økonomisk ansvarlighed, den følger bare et helt andet spor end regeringens.
"Den tvungne pensionsopsparing rammer tilfældigt i modsætning til en præmieret opsparing. Men vi går gerne ind i forhandlinger, men der er et par store tidsler, der skal luges ud først. Blandt andet den tvungne opsparing. Samtidig skal der spares mere på de offentlige udgifter," siger Per Stig Møller.
Også Venstre peger på behovet for at skære i de offentlige udgifter.
Dermed lægger de to borgerlige partier op til en økonomisk kur, der ikke blot er et
temposkift i den økonomiske politik, men et indgreb af de mere kontante.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Dagbladet Børsen beregnede mandag at et indgreb i det offentlige forbrug vil koste langt flere arbejdsløse end et indgreb i det private forbrug.
Selv om de to typer af indgreb sigter på det samme mål, en afdæmpning af det samlede forbruget.
Mogens Lykketoft vil hverken acceptere det konservative forslag om at erstatte den tvungne opsparing med en præmieret, men frivillig opsparing eller store besparelser på det offentlige forbrug.
"Man præmierer bare den opsparing der sker i forvejen. Og hvis man skulle finde besparelser, i det offentlige, der vejer de fire milliarder i tvangsopsparing op, så bliver det et meget større beløb man skal finde", siger Lykketoft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her