Læsetid: 6 min.

Udfrielsens år

20. oktober 1997

Første bind af Inge Eriksens nye, ambitiøse romantrilogi bugner af billeder fra en verden i hastig forandring

NY BOG
To hovedretninger kendetegner i disse år dansk fortællende prosa: en vertikal og en horisontal. I den yngre generation skrives tynde romaner, som tematisk bevæger sig mellem kroppen og himlen med fokus på det eksistentielle. Men samtidig forsøger flere lidt ældre forfattere at genopdage verden og historien, i tykke bøger, hvis erkendelsesmæssige stræben kan minde om encyklopædiers. Men hvad enten forfatterne således lider af litterær anorexi eller bulimi, forsøger de at lade kunsten, her: litteraturen, gøre noget, som kun kan lade sig gøre netop i et kunstværk. I en tid, hvor andre medier prætenderer at kunne overtage opgaver og områder, som før var forbeholdt litteraturen, prøver forfatterne ihærdigt at nydefinere digtningens sted.
Inge Eriksens nye roman, første del af en planlagt trilogi, tilhører med sine næsten fire hundrede informations- og tankemættede sider den sidstnævnte af de to romankategorier, fedmefiktionen med andre ord, drevet som værket er af et raspende begær efter at forstå historien, sådan som denne bevæger sig lige nu. En forfatter, som synes at sluge tekst, lyd og billeder som katte slubrer mælk af en skål, har endnu en gang givet frit løb for sin åbenbart kronisk utilfredsstillede erkendelsesappetit og begået et monstrum af en roman, en fiktiviseret kæmpekronik, en tæt krønike om en kaotisk samtid gennemvævet med citater, musik, billeder og sanseindtryk.
Sommerfuglens vinge skal skildre 1990'erne og stille nogle af de allerstørste spørgsmål: Hvad er det for en tid, vi lever i? Hvad er det for et århundrede, vi (nogle få år endnu) befinder os i? Hvad betyder de forandringer, som skete omkring 1989-90, og hvordan står vi rustet mentalt, hvis vi fremover vil forsøge at leve med værdighed og frygtløshed og håb, uden at resignere, og uden at kapsle os ind i forhold til en klode, hvis milliarder af mennesker pludselig er rykket så nær?
For at kunne give nogle svar herpå har Inge Eriksen konstrueret et billedmenneske på sin egen alder, fotografen Clara, og dels indsat hende i et kompliceret netværk af personer, dels anbragt hende i skæringspunktet mellem fortid og fremtid. "Ansigtet fastholdt i udfrielsens moment kunne indeholde fortidens seje træk frem mod øjeblikket eller afsløre frygtsomheden over for fremtiden," hedder det i en sætning, som kunne ligne et indfældet motto.

Et myldrende mønster
Værket falder i fem hovedafsnit, som i tid strækker sig fra en julefrokost december 1989 til det epokegørende kup i Moskva august 1991. Vi følger altså Tysklands genforening, invasionen i Kuwait, Golfkrig, Tamilsag og meget mere, sådan som alt dette reflekteres i et menneskesind. Som hvilepunkter for tanken er undervejs anbragt fire dokumenterede essays, typeportrætter af fremtrædende intellektuelle fra dette århundrede.
Inge Eriksen har stillet sig relativt frit ved som hovedperson at vælge en venstreintellektuel som hende selv, en overordentlig aktiv, undertiden nærmest manisk kvinde boblende af livslyst og sprogligt overskud.
Men forfatteren har samtidig gjort sig opgaven svær ved at anbringe Clara i et myldrende mønster - med datter, søster, halvbror, veninder, arbejdskammerater og gamle politiske kampfæller samt ikke mindst et par kærester, af hvilke den ene, Kim, fylder hendes tanker og dermed romanen. Sammen med ham rejser hun til Berlin og Bruxelles, og sammen med ham oplever hun en kærlighed, som på sit højdepunkt føles som en guddommelig nåde.
Kim, der er halvt indisk, halvt dansk, minder Clara om et eller andet. Hvad eller hvem skal ikke røbes her. Men i første omgang nyder hun hans evne til at være roligt hjemme i sin tilværelse og sin krop, og hun sammenligner ham med de tørvegravere, hun tog fine billeder af i Irland, eller de danske tørvearbejdere, som hun så i den allerførste danske efterkrigssommer. Disse halvnøgne mænd i deres pjaltede skrøbelighed står som titel-tegn for hverdag, kraft og menneskehåb.

En konsekvens af verden
Overtitlens symbol, sommerfuglevingen, får i handlingens løb lov til at folde sig helt ud i betydning. Erkendelsesteoretisk læst refererer tegnet til kaos- og katastrofeteoriens slogan om, at en sommerfugls basken med vingerne nemt kan udløse en orkan på den anden side af kloden. Gammeldags kausalitet er i vor tid afløst af et mere instabilt efter-newtonsk univers, hvor forandring kan ske i bratte spring. "Når sommerfuglens vinge sitrede i hendes have, regnede det i Berlin." Men sommerfuglen kommer jo af puppen, den kan være symbolet på udfrielse, genfødsel, forløsning. Og endelig hænder det lykkeligvis, at mennesker får sommerfugle i maven, som Clara.
Som jeg læser Inge Eriksens ambitiøse roman, indebærer den først og fremmest et forsøg på at drage konsekvenser af et radikalt nyt verdensbillede, og gennemtænke universets forandring helt ned i den individuelle psykologi og eksistens. Mentalt set fremstår romanen som en besindelse på, at jorden er rund, og at alting måske hænger sammen, og som tænke-maskine tilstræber den at tegne et efterkausalt, ikke-hierarkisk, simultant muterende, mangfoldigt dimensioneret rum.
Tørvegraverne bliver dog primært en hævdelse af håbet og den historiske eftertanke i en verden, hvor de nemme fronter har opløst sig, og hvor det som i det tidligere Jugoslavien er blevet umuligt at udnævne nogle til helte, andre til skurke. Historiens alenlange tag-selv-bord, bugnende af forklaringer, fremkalder snart bare kvalme. Overblikket svigter, og Clara ser i spejlet - ikke en rationel kvinde, "men et forvredet computerbillede, sat sammen af små bitte kulørte brikker, der når som helst kunne desintegrere og drysse ned i mørket."

Svage punkter
Man kan ikke tilstrækkelig højt og længe prise det indædte mod og den rå energi, hvormed Inge Eriksen i denne roman forsøger at komme erkendelsesmæssigt på højde med tiden. Sine svagheder ufortalt sætter bogen en intellektuel standard, som må imponere og inspirere.
Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at forfatteren har svare vanskeligheder med at få andre personer end Clara (og til nød Kim) til at leve i læserens hoved. Den valgte fortællesynsvinkel har medført en fæl mangel på distance til ledefigurens associationer i slægtens og vennernes netværk, og romanen får ikke sjældent et utilsigtet præg af venstrefløjs-familiealbum.
Vigtigere forekommer imidlertid de stilistiske konsekvenser af Inge Eriksens sprogsyn: "Sproget kunne tænkes at være noget i sin egen ret, en textur hemmeligt anbragt uden for rationaliteten som mosmider og sibiriske kongetigre og delfiner og så meget andet, som videnskaben i forståeligt hovmod mente var udforsket til bunds."
På denne sprog-utopi grunder Inge Eriksen en almen bekymring over "sprogets visnen", en sorg i fællesskabets navn over alle de ord, vi har mistet, eller som er falmet ved uhensigtsmæssig brug. Selv prøver hun derfor at huske gode ord, "husvale" f.eks., ligesom hun i sin urolige, ofte hektisk-maniske stil vil gengive sproget såvel dets klarhed som dets kaotiske vildskab. Hun undgår så vidt det er muligt årsags- og motivanalyserende bisætninger, hun undviger med omhu sammenligningskonstruktioner, og hun forlener overalt i romanen sprogføringen med et sitrende nærvær - et nærvær af Inge Eriksen, jovist, men også en lydhør opmærksomhed over for det knap nok sagte og erkendte.

Prisen for aktualitet?
Psykologisk set medfører dette en konstant uforudsigelighed. Men romanæstetisk betyder forfatterens skepsis over for alle synteser og metaforiske fortætninger en besynderlig og i sidste ende lettere søvndyssende spredning af opmærksomheden. Trods sin væsentlige indsigt i historiens realitet og altings mulige sammenhæng havner bogen i kraft af sin stil i en gådeløshed eller hemmelighedstomhed: fravær af forførelse, afkald på spil og spænding, alvidenhed midt i en tekst, der fremhæver fornuftens begrænsning.
Muligvis er dette prisen for at skrive så tæt på samtiden og med så mange fakta. Måske den lette forvirring og den lurende hjernevisnen i sidste ende må accepteres som nødvendige omkostninger ved Inge Eriksens myldrende, slingrende, plaprende skrift, som næsten, men også kun næsten, sprænger realismen og viser os muligheden af en fremtidig litteratur.

*Inge Eriksen: Sommerfuglens vinge 1. Tørvegraverne. Roman. 388 s. Kr. 350,00. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu