Læsetid: 15 min.

Den uendelige historie

3. oktober 1997

Historie er en diskussion, der aldrig slutter, en række realiserede og ofte urealiserede muligheder. Sådan må det være, for ellers ender historieskrivningen - igen - som propaganda

ESSAY
Historikerens og historiens rolle i samfundet blev aktualiseret med den vesttyske 'Historikerstreit' for 10 år siden. I denne kæmpedebat blev der markeret to opgaver for historikeren i samfundet: For det første at danne normer og for det andet at afsløre myter.
Det er klart, at man ved at formidle historie er med til at udbrede bestemte værdiforestillinger eller bestemte ideologiske mønstre. Den erkendelse lå allerede i kritikken af og bruddet med positivismen i 1960'erne og 1970'erne. Og det er lige så klart, at historikeren i sit arbejde opsøger og dekonstruerer såvel store som små myter.
At Christian X bar jødestjernen under Anden Verdenskrig er et eksempel på en af de små myter, der er blevet afsløret (selv om den stadig udbredes, f.eks. i USA). At det nazistiske Tyskland kun var et produkt af Hitler og de ledende nationalsocialister, eller at der ikke var slavelejre i Sovjetunionen under Stalin, er et par af de større myter (som det har været lettere at afkræfte). Man kunne blive ved og ved med at nævne eksempler på dette historiske arbejde, som naturligvis er uhyre vigtigt.
Hver morgen, når vi læser vores avis, afslører vi forhåbentlig et par myter, som den kolporterer, og håber, at andre læsere også er i stand til det. Og alligevel bliver myterne ved med at trives. Mange af dem er så at sige indlejret i sproget. For i virkeligheden er det svært at holde den normdannende og den kritisk-afslørende effekt adskilt: Gennem de store ideologier som f.eks. nationalismen er selve vores måde at udtrykke os på om samfundet blevet gjort til dagligsprog. Det gennemsyrer vores tænkning og måden at strukturere samfund og mennesker på i forestillingen.
En stor del, eller måske det meste, af historieskrivningen - også den videnskabeligt baserede - indeholder ideologiske elementer af samme art som massekulturens. Den gråzone, der er mellem politik, historieskrivning, ideologi og ubevidste forestillinger, bliver dermed til et metodisk problem, og et problem, som principielt ikke kan elimineres. Nissen flytter med i alle de kilder, vi har med at gøre, fordi tendens eller tendensiøsitet er et komplekst og flertydigt fænomen.

Men sensibilitet over for problemet kan give åbninger og mulighed for at dirke tendensen op og se dens udspring, der hvor der før var lukkethed. På den måde kan der også opstå nye indsigter.
Med hensyn til normdannelse, opbygning af bevidsthed så at sige, nævnte jeg nationalismen. Man kunne også tage de totalitære ideologier som kommunismen og nazismen eller ekstreme udgaver af liberalismen. Men lad os her holde os til den ældre og mere grundlæggende ideologi, vi kalder nationalisme, og som har haft så stor betydning i Europas og verdens historie i de sidste 200 år.
I et land som Bosnien spærrer fortolkningen af fortiden for forståelse og forsoning mellem de stridende grupper, som Karsten Fledelius så glimrende har gjort rede for det i Information.
Og de professionelle historikere i hver lejr deltager ivrigt i opbygningen af den nationale normdannelse og dermed i afgrænsningen over for de andre folkeslag. Det er dette fænomen, den engelske historiker Eric Hobsbawm kalder "den nye trussel mod historien", en trussel, der selvfølgelig ikke er ny, men som er genopstået i nye gevandter.
Den nye trussel er med andre ord identitetspolitikken. Fortid legitimerer, og historie er råmaterialet i nationalistiske eller etniske eller fundamentalistiske ideologier. Fortidsfortolkningen er et væsentligt element, måske det væsentligste, i disse ideologier, og hvis der ikke er en fortid, der passer til formålet, kan man opfinde en.
I et foredrag på universitetet i Budapest i efteråret 1993 sagde Hobsbawm:
"I en sådan situation befinder historikere sig pludselig i den uventede rolle som politiske aktører. Jeg syntes tidligere, at professionen som historiker i modsætning til f.eks. det at være kernefysiker i det mindste ikke kunne gøre nogen skade. Nu ved jeg, at den historiske profession kan gøre skade. Vores forskning kan blive til bombefabrikker lige som de værksteder, i hvilke IRA lærte sig at transformere kemisk gødning til eksplosiver."
"Denne tingenes tilstand har to konsekvenser for os: For det første har vi et ansvar for historiske kendsgerninger i almindelighed, og for det andet har vi et ansvar for at kritisere det politisk ideologiske misbrug af historien i særdeleshed."
"Jeg behøver ikke at sige så meget om det med kendsgerningerne. Jeg ville ikke have behøvet at sige noget som helst, hvis ikke det havde været for to nye tendenser. Den ene er den nuværende mode hos skønlitterære forfattere at bygge deres plots på historiske realiteter i stedet for at opfinde dem, idet de således forfusker grænsen mellem historiske kendsgerninger og fiktion. Den anden tendens er opkomsten af den 'postmodernistiske' intellektuelle mode på vestlige universiteter, især inden for litteratur og antropologi som forudsætter, at alle 'kendsgerninger', der hævdes at have objektiv eksistens, simpelt hen er intellektuelle konstruktioner. Med andre ord, at der ikke er nogen klar forskel på fact og fiktion. Men det er der, og for historikere, selv for de mest militant antipositivistiske blandt dem, er evnen til at skelne mellem kendsgerning og fiktion fuldstændig fundamental. Vi kan ikke opfinde kendsgerninger. Enten er Elvis Presley død, eller også er han ikke død. Spørgsmålet, om han er det ene eller det andet, kan besvares utvetydigt ud fra kildematerialet, forudsat at pålideligt kildemateriale er tilgængeligt, hvilket ikke altid er tilfældet."1)

Intolerancens ideologier bygger som regel ikke på direkte forfalskninger eller fiktion. De bygger snarere på anakronismer, altså fejl, der består i at et fænomen omtales som hørende til en anden, specielt en tidligere, periode end den, hvori det i virkeligheden hører hjemme.
Der var faktisk et slag på Solsortesletten i Kosovo i 1389, hvor serbere blev slået af tyrkere, og dette slag efterlod svære ar i serbernes kollektive erindring. Men heraf følger ikke en ret for serberne til at undertrykke albanerne, der nu udgør 90 pct. af Kosovos befolkning, eller til at kræve Kosovo lagt ind under Serbien.
Danmark kræver f.eks. ikke Skåne tilbage, selvom det kun er 340 år siden vi mistede det til Sverige, og selv om der i parentes bemærket tales en dansk dialekt derovre... Vi kræver heller ikke det gamle Danelagen i England tilbage, som vi havde for 1000 år siden, selvom det kunne have været morsomt at se hvad der ville være sket, hvis vi havde gjort det, mens Margaret Thatcher var premierminister.
Men det er faktisk manøvrer af denne art, der foregår på Balkan, i Mellem-
østen og i dele af Asien - f.eks. i Indien og Pakistan, for slet ikke at tale om Irak og Iran - samt andre steder i verden i dag. Historie bliver erstattet af myte og opfindelse, fordi det mytologiske er en betingelse for identitetspolitikken.

Dette gør det tvingende nødvendigt for historikerne at besinde sig på deres faglige og etiske ansvar, dvs. at modstå identitetspolitikkens fristelser og følelsesmæssige appel, selvom historikere jo som samfundsborgere ikke adskiller sig fra andre mennesker.
I flere lande og egne af verden har historikerne ikke været i stand til at holde den kritiske distance til identitetspolitikken, men har ladet sig bruge som politiske redskaber. I andre lande har der imidlertid været tegn på en modsat proces gennem de senere år.
I Israel f.eks. er historikernes beskrivelse af grundlæggelsen af staten i 1948 ved at blive adskilt fra den nationalistiske og zionistiske kontekst, som prægede den i de første 40 år af staten Israels eksistens.
I Irland er det samme sket. Et halvt århundrede efter at hovedparten af Irland blev en selvstændig stat, dvs. midt i 1980'erne, holdt flertallet af irske historikere op med at skrive Irlands historie i den nationale befrielseskamps mytologiske sprog. Og netop fordi de irske historikere i både nord og syd har været i stand til at befri sig fra nationalismen og den gamle frihedskæmperånd bliver der produceret fremragende irsk historie i dag. Dette indebærer stadig en personlig og politisk risiko. Den nye historie betegner et brud med den gamle tradition, der rakte fra Sinn Fein til IRA.
Som Hobsbawm siger i det samme foredrag:
"Den kendsgerning, at en ny generation, som kan holde afstand til den nationale histories store traumatiske og formative øjeblikke, er vokset op, det er et håbets tegn for historikere."
Og vi ser i lidt mindre format det samme herhjemme, hvor en lidt mere fri og kritisk forskning i besættelsestiden og modstandsbevægelsen trods alle patetiske jubilæer osv. har banet sig vej i de sidste 10-20 år. Der skal åbenbart gå op imod et halvt århundrede, før der kan sættes spørgsmålstegn ved en bestemt generations prægning af historien - i hvert fald hvis det drejer sig om en af de store traumatiske og grundlæggende begivenheder i den nationale historie.
Uanset hvad må historikere under alle omstændigheder modsætte sig forsøg på dannelse af nationale, etniske og andre myter og fastholde, at historie som erkendelsesredskab og som fag ikke alene ikke rimer med, men står i direkte modsætning til sådan noget. Og det gælder selvfølgelig også mere rationalistiske myter såsom de teleologiske historietolkninger, som det 20. århundredes store totalitære bevægelser excellerede i og som havde til formål at bevise ideologiens - f.eks. kommunismens eller nazismens - ultimative rigtighed og visheden om den endegyldige sejr enten i klassekampen eller i racekampen.

Men propaganda er ikke nok. Om ikke andet, så har historien i hvert fald vist det. Det er imidlertid et spørgsmål, om truslen mod historien i dag kun kommer fra nationalistiske, racistiske og fundamentalistiske bevægelser.
Det er klart, at truslen mod historikernes selvstændighed og integritet bliver stærk i områder af verden, hvor disse bevægelser har styrke eller ligefrem er ved magten. Men i vor del af verden, den såkaldt vestlige, er totalitære bevægelser jo svage, selvom der er urovækkende tegn nogle steder som f.eks. i Frankrig med Le Pen's Front National. Kommer faren for historien i form af den historiske bevidsthed ikke snarere fra træk i markedsøkonomien med den tiltagende individualisering og selvstilisering som kulturelt følgefænomen?
I 1931 udtalte den berømte amerikanske historiker, Carl Becker, at "in a democracy Everyman must be his or her own historian." Hermed mente Becker, at samfundets demokratisering medførte og vel også ideelt set forlangte, at samfundsborgerne hver for sig tog stilling til historien og deres egen placering og medvirken i den. Idealet var, at vi alle kunne nå frem til en erkendelse af, at vi både er historieskabte og historieskabende. Dermed kunne det demokratiske samfunds krav om borgerlig og politisk myndighed, altså en rationel selv- og samfundsbevidthed, indfries, og et virkeligt demokrati hvor alle var medbestemmende, kunne indtræde.
De totalitære ideologiers styrke i de følgende 40 år og kapitalismens krise- og krigsfyldte virkelighed efter det store krak i 1929 synes ikke at have indfriet idealet om alle mennesker som historikere, i hvert fald ikke som demokratiske historikere.
En af vores hjemlige profeter, Poul Henningsen, udgav i 1963 en bog, hvor titlen kredser om det samme. Den lød "Vi er selv historie". Problemet ved denne titel er, set fra min synsvinkel, ordet "selv". Ikke, at vi er historie, men at vi er det med tryk på ego'et. For i de sidste 10-15 år er dette "selv" blevet meget stærkere betonet end titlens første ord, "vi". Det individualistiske "selv" har taget over i forhold til det kollektive "vi", og som præsentationsform er historie blevet stærkere knyttet til individuelle og partikulære interesser, eksempelvis inden for erhvervslivet.
Tv-serien Bryggeren er forsåvidt et eksempel på denne tendens. Den kunne ses som en stor - og lang - reklame for De forenede Bryggerier, selvom den strengt taget handler om en mand, brygger Jacobsen, der satte det almene vel og borgersindet - the public spirit - over de private interesser. Også mange andre fænomener tyder på, at vi i stadig højere grad opfatter historie som en slags repræsentativ offentlighed.

Medierne interesser sig for historie, når der foregår mange ting om det samme fænomen på en gang. Her kan man tage Bryggeren som eksempel igen. Det er en stor fjernsynsserie, der kommer et utal af bøger både om serien og om den historie, den tager udgangspunkt i. Aviser og ugeblade fyldes med stof om produktet, der er rundvisning på Carlsberg og en masse faglige seminarer for gymnasielærere om alt med tilknytning til serien, lige fra ølbrygning til tv-mediets behandling af brygger-historien. Men hvis der kommer en doktordisputats, der rummer helt nye indsigter om dansk industri i sidste århundrede, så er der ikke en sjæl i pressen, der interesserer sig for den. Det er ikke indholdet, man interesserer sig for, men formen og især performancen, fremførelsen.
At denne tendens går dybere end til erhvervslivets markedsføringsbehov (som vel er den materielle baggrund for den) viser den nye kunsts stærke optagethed af blandingsformer, sampling og installationsværker. Som technokunstneren og radiomanden Thomas Knak sagde i et interview med Information sidste år:
"Koncept er måske et grimt ord, men det er ret godt dækkende for meget af den unge eksperimenterende kunst og musik i dag. For kunsten er tænkt. Nogen gange for tænkt. Alle vil være specielle. Alle ønsker at skabe et koncept omkring deres egen person. Man arbejder på et billede af sig selv, men der er som regel ingen historie bag, man ønsker at fortælle. Man ved bare, at billedet skal ud. Det er en ekstremt stilbevidst tid, vi lever i. Og det er tankevækkende, at det er så åbenlyst, at folk skaber sig et image. Vi er helt bevidst blevet til symboler."2)

Over for denne kulturelle udvikling, der også indvirker på historie både som fag og som formidlingspraksis, er der næppe meget at stille op. Men historikerne har mulighed for at trække i nødbremsen, dvs. at stå af, når toget kører for langt, eller når der stilles krav, som bryder med god faglig etik. Her kommer udfordringen til at ligne den, som de totalitære ideologier udgjorde, når de krævede - og mange steder kræver - historikernes medvirken i deres propagandistiske konstruktioner.
Men vi må blive ved med at holde os fri af snævre legtimerings- og manifesteringskrav, også selvom de i vores samfund ikke så meget kommer fra (national)staten eller fra et bestemt parti som fra varemarkedet i bred forstand.
En historiepolitisk etik må gå ud på, om jeg så må sige, at holde vandene åbne. At kæmpe for åbenhed, lighed og universalisme, lige gyldigt hvilken art af begrænsninger eller trusler der er imod disse. En tysk historiefiolsof, Kurt Röttgers, har udtrykt det på den måde, at vi må prøve at sikre den fortsatte ret til og mulighed for at fortælle historier. "Fortællesituations-strukturen" skal være en åben og kompleks struktur, og videre:
"Vi må kunne præsentere vor egen historie som et betydningsfuldt delstykke af f.eks. nationens historie. Det bliver i højkomplekse samfund som vores lettet-ved, at alle historier er ikketotaliserende; her kan man på en gang være jøde og preusser, arbejdsgiver og marxist, ja endda mandlig feminist. Komplekse samfund behøver komplekse fortællesituationsstrukturer og danner i disse komplekse identiteter, som trods delvise modsigelser muliggør stabile verdens- og handlingsorienteringsmønstre. Det vigtigste er, at vi kan fortsætte historiefortællingerne, og at vi til fordel for identitetsmodifikation kan præsentere andre, nye historier, blandt hvilke ingen på forhånd er udelukket, og fra hvilke enhver afvigelse til syvende og sidst også kan bringes ind i fælles fortællesammenhænge."3)

Et væsentligt træk i nutidens moderne samfund er fokuseringen på den enkelte og hans eller hendes rettigheder. Og afspejlingen af, hvor grænserne for disse rettigheder går og de andres begynder, vil også afspejle sig i historiesynet og formentlig i selve måden at formidle historie på. At historisk identitet og historiebevidsthed efter min mening ikke kan tænkes som iboende "egenskaber" hos den enkelte, altså som natur, og at de heller ikke har status som "individuelle" rettigheder, altså rettigheder for den enkelte, turde dog være indlysende.
Mennesket er, som Aristoteles sagde, "af naturen et politisk dyr", altså et samfundsvæsen, og historiebevidsthed opstår og gendannes via de menneskelige relationer i samfundet. Og som Röttgers også siger, så er ubegrænset frihed til at varierere sin identitet, dvs. til at forny historiefortællingen, kun til at bære på basis af en godt nok opdelt, men alligevel - et eller andet sted - fælles historie. Ellers bliver friheden uforenelig med videreførelsen af de sociale sammenhænge, og vi driver ud i en form for anarki, der måske allerede findes i de indledende stadier nogle af de steder, hvor historien frit bliver fabrikeret til det politiske formål, der passer.
Tolkningspluralisme og flerperspektivitet er med andre ord også i dag forudsætninger for, at historie kan forblive en videnskab. Og denne indsigt kan ligeledes bruges over for de historikere og journalister, der i øjeblikket fører sig så hårdt frem med moralske domme over andre, som efter deres mening har legitimeret diktatur, folkemord, anti-semitisme osv. Jeg tænker på historikere som Weekendavisens Bent Blüdnikow og Henrik Stevnsborg. De har glemt, eller også har de aldrig lært, det centrale forhold, som Jürgen Habermas formulerede i den tyske historikerstrid, nemlig at "arbejdet med at forstå på en distanceret måde vil frigøre en refleksiv erindring og dermed udvide spillerummet for en selvstændig omgang med ambivalente overleveringer."4)
Deres udialektiske og selvretfærdige måde at betragte fortiden på kun kan lukke af for en dyberegående refleksion og diskussion. At Blüdnikow og Stevnsborg samtidig fremfører teorier om, at al historie er fiktion - det man kalder for "præsentisme", nemlig den opfattelse, at al historie er en umiddelbar projektion af nutiden, hvorfor fortiden ikke kan begribes, jvf. Hobsbawms kritik - gør det unægteligt ikke sværere at se, at disse skriverier ikke blot er moralsk kortsluttede, men også futile amatørskriverier.
Historieformidlingen må ikke forfalde til endimensionale domme om det rigtige og det forkerte i vores historie, men må hele tiden på en differentieret måde afveje mellem det analytiske, det forstående og det dømmende. Og den historiske fremstilling må heller aldrig præsentere lukkede og deterministiske billeder. Historie må snarere ses som en række af realiserede og ofte urealiserede muligheder. Heraf følger også nødvendigheden af igen og igen at vælge og overveje alternativer i nutiden.
Med andre ord må man hele tiden stille spørgsmålet: Kunne det være gået anderledes, end det gjorde? Hvilke muligheder var der, og hvordan var det muligt at handle inden for disse rammer? Hvis man ikke mener sådanne spørgsmål kan stilles til fortiden, ender man let i determinisme eller fatalisme med hensyn til nutiden og fremtiden. Eller, hvad der ikke er bedre: man ender i en ny form for propagandistisk historieskrivning med fastlagte præmisser og lige så fastlagte konklusioner. Og vi må helt væk fra enhver form for varm eller kold krigs-tænkning og en dertil hørende opdeling af historien i en historie om de gode og de onde.
Historie er, som den afdøde hollandske historiker Pieter Geyl udtrykte det, "an argument without end" - en diskussion, der aldrig slutter.

1) Eric Hobsbawm: "The new threat to history", i 'The contemporary history handbook', 1996.
2) Information, 7.-8. september 1996.
3) Kurt Röttgers: "Historische Identität", i Knopp og Quandt Ed., 'Geschichte im Fernsehen', 1988.
4) Information, 8. maj 1987.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu