Læsetid: 3 min.

USA svigter klima-løfte

23. oktober 1997

EU reagerer skarpt på præsident Bill Clinton melding om, at der alligevel ikke vil ske en reduktion af de amerikanske drivhusgasser

USA's præsident Bill Clinton offentliggjorde i aftes kl. 21 dansk tid sit udspil til den klimatraktat, der skal begrænse udslippet af drivhusgasser fra industrilandene.
Til skuffelse for både EU, de 132 udviklingslande i G77-gruppen og de fleste internationale miljøorganisationer nøjedes Clinton i sin direkte tv-tale med at sige, at stigningen i afbrænding af kul, olie og gas samt udslip af methan og kvælstofilter bringes til ophør, så i-landene kommer ned på det samme niveau i år 2008-12 som i 1990.
Derefter skal udslippene begrænses yderligere - uden at Clinton dog sætter tal på. Hans regering vil belønne virksomheder, der gennemfører energibesparelser hurtigt med skattelettelser, og støtte forskningen i energieffektivisering med fem mia. dollars (20 dollars pr. indbygger).
USA vil dog ikke binde sig til noget, uden at udviklingslandene også "deltager".

Skarpe reaktioner
På klimamødet i Bonn, hvor de lande, der har tiltrådt FN's klimakonvention, i øjeblikket forbereder det afgørende topmøde i Kyoto til december, blev USA's udspil skarpt kritiseret af EU-landene og de fleste miljøorganisationer.
EU har foreslået en forpligtelse til at reducere CO2 og de andre drivhusgasser med 15 procent i år 2010 og 7,5 procent i år 2005. De 132 u-lande i G77 blev i går enige om samme målsætning. Organisationen af truede Ø-stater, AOSIS, har sagt 20 procent i år 2005. FN's panel af klimaforskere har påpeget, at en stabilisering af klimasystemet vil kræve meget store nedskæringer i i-landene, hvis u-landene samtidig skal have rum til en vis vækst i energiforbruget af sociale grunde.
Selv lovede Clinton i en tale i FN den 26. juni i år, at USA vil "forpligte sig til realistiske og bindende begrænsninger der reducerer vores udslip af drivhusgasser betydeligt"
EU-reaktionen var skarp i går. "Dette er simpelthen ikke godt nok til at løse de klima-problemer, der er baggrunden for Rio-Konventionen, sagde miljøkommisær Ritt Bjerregaards talsmand, Peter Jørgensen i Bruxelles. "USA må have glemt, at de allerede har forpligtet sig på FN-topmødet i Rio til at stabilisere deres udslip på 1990-niveau i år 2000," tilføjede han.

Stigende udslip
Realiteten er, at det kun er ganske få i-lande (deriblandt Tyskland, Storbritannien og måske Danmark), der når dette mål.
I USA steg udslippet af drivhusgasser med 3,4 procent sidste år, på grund af stor økonomisk vækst, men også fordi de amerikanske kraftværker brugte mere kul og mindre naturgas. Samlet er de amerikanske udslip nu otte procent større end de var i 1990.
Den japanske regering, der er vært for klimatopmødet, har offentliggjort beregninger, som viser, at USA's udslip vil stige med 23 procent og Japans eget med 21 procent i år 2010, hvis man ikke griber ind.
Store dele af den amerikanske industri har ført en heftig og kostbar kampagne imod Clintons og vicepræsident Al Gores forsøg på at dæmpe det amerikanske energiforbrug og leve op til klimakonventionens forpligtelser.
Clinton har mobiliseret en række kendte videnskabsfolk, miljøorganisationer, tænketanke og medier til støtte for sine synspunkter. Ifølge New York Times var hans udspil i går det mest vidtgående af de tre, han fik forelagt af sin administration.

Besparelser belønnes
Et system af omsættelige forureningstilladelser skal ifølge samme avis belønne de amerikanske producenter og forbrugere, der sparer mest på energien - og gør det først. Desuden agter Clinton, hvis kongressen stemmer for det, at give fem mia. dollars om året i støtte til energibesparende teknologi og skattelettelser til virksomheder, der skærer energiforbruget ned.
Greenpeace betegnede Clintons plan som et løftebrud. "Dette er den sorte onsdag for klimaforhandlingerne," sagde Kalee Kreider, leder af Greenpeaces klimakampagne i USA.
Verdensnaturfonden, WWF, valgte at se planen som et første, afgørende skridt i forsøget på at vende udviklingen i USA:
"Vi ønsker at støtte Clinton, som har bragt sig i en prekær situation, imod nogle af hans egne økonomer," sagde Adam Markham fra WWF.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu