Læsetid: 7 min.

USA's vildfarne mænd kaldes til kamp for kernefamilien

4. oktober 1997

Promise Keepers - en mellemting mellem højre-evangelisk vækkelses-organisation og mandebevægelse - vil genskabe mandens position som familiens overhoved

BOSTON
Fra alle hjørner af USA vil flere hundredetusinde, ja måske en million amerikanske mænd, i dag strømme til Washington og på et vækkelsesmøde love Gud bod og bedring.
I tidens løb har Amerikas hovedstad været vært for adskillige historiske mega-begivenheder. Man husker afro-amerikanernes march til Washington i 1963, demonstrationer mod Vietnam-krigen i 1968 og senest den sorte muslimske leder Louis Farrakhans en-million-mand march i 1995.
I eftermiddag vil tv-seere i USA og verden over opleve en ny type massefænomen med et andet ansigt, når overvejende hvide, gifte middelklassemænd tager opstilling på The Mall - en kæmpe grøn plæne, der strækker sig fra Washington-monumentet til den imposante Kapitolbygning, hvor Kongressen hører hjemme.
Det gigantiske vækkelsesmøde er arrangeret af den evangeliske organisation Promise Keepers (De, der holder løfter), hvis medlemstal skulle være over en million.
Ifølge grundlægger Bill McCartney er sigtet at omvende flere mænd til Jesus Kristus, De nyomvendte skal derfor "tilstå fortidens synder, angre, åbne deres hjerte over for Gud og adlyde Hans befaling - nemlig at træde frem, skille sig ud og sky alt besudlet," sagde McCartney fornylig til foreningens månedsblad, M.E.N. Magazine, hvis abbonnentskare er 320.000.
Det budskab lyder ret uskyldigt, men begivenheden i Washington handler om langt mere og meget andet end at finde Gud.
Mænd må "tage ansvar"
I de seneste seks år har ca. tre mio. mænd deltaget i møder arrangeret af Promise Keepers på sportsstadions rundt omkring i amerikanske byer. I nogle tilfælde har organisationen tiltrukket 50-60.000 mænd, som efter sigende hungrer efter at "finde sig selv" og "tage ansvaret for deres familier".
På disse massemøder opfordrer talere fra Promise Keepers mænd til at give luft for deres frustrationer og deres lidelser, tale ud om deres synder som utroskab og mishandling af kvinder og børn. Med hænderne rakt mod Himlen beder titusinder til Gud, føler Hans nærvær sive gennem dem og falder andre mænd, venner som fremmede, om halsen.
Dagens begivenhed i Washington har fået tildelt en højere rang end vækkelsesmøder på USA's sportsstadions.
Arrangørerne taler om en "hellig forsamling", hvilket henviser til en tradition fra det Gamle Testamente, hvor Gud tilkaldte israeliterne, Hans særligt udvalgte folk, og befalede dem at gøre bod for deres synder, idet nationen var kommet på åndelige og moralske afveje.
Samme opgave stiller Promise Keepers sig i, hvad de anser for et korrupt og moralsk afstumpet amerikansk samfund. De forvirrede og rolleløse mænd bærer ansvaret for denne uredelige tilstand, og de skal derfor stille sig mellem Gud og samfundet. "Stand in the Gap", hedder mottoet på massemødet i Washington.
Hvis mændene afviser at tage ansvaret kun tre år inden 2000, vil Herren tage hævn og Armageddon (verdens undergang) følge, insinuerer lederen Bill McCartney.
Gud siger nemlig i Ezekiels Bog 22:30: "Jeg søgte én iblandt dem til at rejse gærde eller stille sig i murbruddet foran mig til værn for landet, for at det ikke skulle gå til grunde; men jeg fandt ingen. Da udøste jeg min harme over dem, tilintetgjorde dem i min vredes ild og gengældte dem deres færd".
Skal holde syv løfter
Hvad går alt dette ud på? Et medlem af organisationen skal overholde syv løfter. Udover at tilbede Jesus og adlyde Guds ord skal han indgå venskaber med andre mænd, føre et ubesudlet og moralsk liv, række hånden frem til mænd af en anden hudfarve og vigtigst af alt: opbygge et solidt ægteskab og en stærk familie ved at vise kærlighed, give beskyttelse og følge Bibelens bud.
Selv om lederne af Promise Keepers helst stryger elegant udenom, går deres mission hovedsageligt ud på at genoprette kernefamilien med faderen som åndeligt overhoved. Ifølge evangelisters læsning af Bibelen skal kvinden underlægge sig manden i ægteskabet, og en enkelt gang har en præst på et vækkelsesmøde da også opfordret mænd til "at gå hjem og generobre Jeres rolle" som pater familias, familiens herre.
Men Promise Keepers er en mere sofistikeret religiøs bevægelse, end mange kritikere, herunder kvindeorganisationen NOW, går rundt og tror.
"Manden skal ændre sin rolle. I stedet for at tro at dagen er ovre, når han kommer hjem, bør han hjælpe med middagen, læse for børnene, gå tur med hunden og vaske tøj, inden han slapper af. Han bør være den sidste til at spise, den sidste til at gå i seng og den første til at stå op," siger Paul Edwards, vice-direktør for Promise Keepers, hvis hovedkvarter ligger i Denver.
Manden som overhoved
Nogle amerikanske middelklassekvinder er tilsyneladende villige til at lade deres husbond genvinde den formelle titel som familie-overhoved, hvis gevinsten er en mere aktiv og følsom mand og far.
"Promise Keepers bliver misfortolket", siger Brad Johnson, en dansk-amerikansk hjælpepræst ved Faith Evangelical Free Church i Acton, Massachusetts. I hans menighed tilhører mange mænd Promise Keepers. Selv har Johnson deltaget i et vækkelsesmøde i Atlanta sidste år med 39.000 præster fra vidt forskellige trosretninger.
"NOW tager fejl. Promise Keepers går ikke ind for mandsdiktatur i familien. Tværtimod skal manden være retskaffen, hæderlig, ærlig og dybt involveret i sit ægteskab. I vores kirke har jeg ikke hørt nogen kvinde ytre sig negativt, efter at deres mænd blev Promise Keepers. Hustruerne ønsker den form for indflydelse i familien", siger Johnson til Information.
Utvivlsomt tapper denne nye evangeliske bevægelse altså energi og inspiration fra et hav af amerikansk mænd, der befinder sig i en konstant eksistentiel krise og som leder efter en ny kønsrolle.
"Min umiddelbare reaktion er sympati for disse mænd. Det er godt, at mænd samles og udtrykker deres følelser - ligesom kvinder gør. Det rør mig, når jeg ser en hvid og en sort mand holde hånd på et vækkelsesmøde. Men det er problematisk, at Promise Keepers agiterer for politiske og religiøse idéer", siger journalisten og forfatteren Philip Weiss til Information.
Weiss, der har skrevet om den amerikanske mandebevægelse, mener dog, at "jævne medlemmer ofte er mere durkdrevne end deres ledere. Hvis Promise Keepers driver det for vidt, vil de miste opbakning. Tro ikke, at alle deltagere i en-million-mand marchen sluttede op om Louis Farrakhans idéer".
Ny mandebevægelse
At Promise Keepers har fået grundigt tag i millioner af mænd, skyldes ikke mindst mandebevægelsens manglende gennemslagskraft. Bevægelsens åndelige overhoved i 1970'erne var poeten Robert Bly, der samlede mænd i arbejdsgrupper og forsøgte med New Age-filosofi at tilføre dem en ny identitet.
"Det var ahistorisk. Bly importerede alskens idéer uden at tage amerikansk kultur i betragtning. Det bærende princip var, at siden vi ikke kunne ændre samfundet i 1960'erne, måtte vi ændre os selv og folde os ud. Det endte med privat meditation og forbrugsfest i 1980'erne. Ansvar og skyld spillede ingen rolle i mandedebatten," siger Boston-digteren Tom Sleigh til Information.
Det er netop mænds ansvarsfølelse og skyldskompleks, Promise Keepers spiller på under vækkelsesmøder.
"Der er ingen tvivl om, at organisationen har taget idéer fra mandebevægelsen. De udnytter mænds sårbarhed. Mænd har behov for at binde sig, støtte hinanden og være åbne om deres smerter og deres ensomhed. Problemet er, at Promise Keepers ikke har lært af de dårlige erfaringer. Det hjælper ikke at vende tilbage til rollemønsteret i 1950'erne. Amerikanske kvinder ville aldrig acceptere det," siger Dr. William Pollack til Information.
Pollack leder Center for Men på McLean Hospital i Boston, og er forfatter til bogen "In a Time of Fallen Heroes, The Re-Creation of Masculinity" (1993).
"Mange Promise Keepers har hjertet på det rette sted. Jeg er ikke kritisk over for deres valg; jeg sympatiserer med dem, fordi de leder efter løsninger. Min kritik er mod organisationens ledere og alle os andre, der ikke har tilbudt disse mænd et alternativ til Promise Keepers", forklarer Dr. Pollack.
Mændenes "revolution"
Denne eftermiddag vil formentlig byde på kollektivt knæfald, massehysteri og karismatiske talere fra USA's evangeliske kirker. Man vil tale meget om en ny religiøs vækkelse blandt mænd i USA, om Jesus Kristus som landets eneste frelse og en tilbagevenden til aflagte værdier.
"Det bliver starten på en revolution og noget, der muligvis vil vælte det eksisterende sociale system," siger biskop Philip Porter, bestyrelsesformand i Promise Keepers.
At overdrive synes nemt for evangeliske bevægelser, der tror på tusindårsriget og Jesus tilbagevenden til Jorden.
I slutningen af 1700- og 1800-tallet oplevede Amerika lignende religiøse vækkelser som reaktion på sociale og økonomiske brydninger. Hver gang fulgte flokken lederne, og faldt fra. Denne gang kan dog blive anderledes, idet Promise Keepers nyder opbakning fra en vifte af trosretninger - undtagen den katolske kirke og store dele af den lutheranske kirke, som forholder sig neutrale.
Det religiøse højre
Bevægelsens umiddelbare styrke er en forankring i det religiøse højre, hvis største organisationer The Christian Coalition ved tv- prædikanten Pat Robertson og Moral Majority ved Jerry Fallwell var Bill McCartneys og andre lederes åndelige tilhørssted. Her stammer en del finansiel støtte tillige fra.
"Det er et projekt finansieret af ledende højreevangelister. En på overfladen apolitisk bevægelse af stor politisk betydning, som kan udvikle sig til det religiøse højres tredje bølge," skrev ugebladet The Nation i en veldokumenteret artikel sidste år.
Bladet konkluderede, at den massive opbakning vil tynde ud, hvis lederskabet en dag river masken af og medlemmerne opdager, hvem der ville føre dem ind i tusindårsriget.
Alene af den grund bliver det interessant at se, hvordan de fortabte og vildfarne mænds bodsdag forløber denne lørdag eftermiddag i USA's politiske hovedstad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her