Læsetid: 3 min.

Uskyld æder uskyld

17. oktober 1997

I Ulrik Horst Petersens eftertænksomme, ja, endda dybsindige erindrings-essays genkender vi vort eget forsøg på at klarlægge vort livsforløb, så det danner et skæbnemønster

ERINDRINGER
Vej og horisont indledte Ulrik Horst Petersens erindringsserie, der med Huse og tider er nået til 1952, hans sekstende år.
Knapt et år efter frihedskæmper-likvidationen af faderen i 1944 er enken og de to børn flyttet fra huset i toværelseslejlighed til Højvangsgården, der også ligger i Glostrup. Her skildres perioden fra 1945 til 1952 både udformet som et alment tidsbillede, mange vil kunne nikke genkendende til, og et selvportræt af en følsom og iagttagende drengs udvikling, der tager smertefyldt skyld på sig, også skyld som umuligt kan være hans anliggende.
Faderens skygge hviler mørkt over drengen og over familien, hvor mange af naboerne lægger afstand mellem sig og de nye indflyttere, og moderen prøver at normalisere familielivet bl.a. ved at holde små selskaber for slægtninge, hvor hun brillerer med sin madlavning.

Mere end velskrivende
Horst Petersen kortlægger barndommen i en minutiøs topografi, hvor der bruges sider og sider på at beskrive noget, der for så vidt lige så godt kunne være læseren komplet uvedkommende.
Hans unikke mesterskab består i, at skildringen af efterkrigstidens banale hverdag, af etageejendommen på Højvangsvejs specielle, men dog ret ordinære arkitektoniske indretning eller af kvarteret omkring Glostrup med hovedstrøg og biveje altid bliver interessant og gribende i al sin udførlighed.
Naturligvis skyldes det, at han er en velskrivende, men ikke bare det. Der er også noget væsentligere. Et livsforløb er noget man helt automatisk får, en skæbne skal man arbejde med på og vise sin vilje til at lægge fortolkninger ind i. Det personlige, men aldrig private og pinlige - selv når der fortælles om pinagtige anliggender - er formidlet lige lukt ind i det mytiske, og læseren genkender den historie, vi komponerer, når vi skal give vort liv sammenhæng og mening.
Det er der, han har et fast greb i vor opmærksomhed, så bogen læses i et koncentreret, sugende træk.

Forbundne veje
"Alle veje var forbundne og man kunne komme det samme sted hen ad mange veje, og det hørte hele tiden op og begyndte igen," skriver han.
Selv om det er banalt at sige det, kan jeg alligevel ikke lade være: Her som mange andre steder i essayet formidles en Thomas Mann'sk tidløshed, som han er en værdig nutidig arvtager af. Det er en gennemgående, melodisk toneleje, der gør tid og sted til relative, fortolkelige og manøvreegnede rum i et kinesisk æskesystem.
Ulrik Horst Petersen er derfor en mester i omveje. På side 12 hører vi om det sirlige måde, drengen Ulrik har fundet på, når han spiser sine havregryn med sukker og mælk, det er vi ved at glemme, indtil vi på side 99 indvies i oprindelsen til ritualet, der skyldes en vis Finn, et et år ældre næstsøskendebarn. Her får hans ritual en æstetisk karakter, det er smukkere at spise sine havregryn således. Æstetikken har nok et endnu fjernere ophav, nemlig Finns smukke moder, Gudrun, som bliver den første voksne kvinde, han ser nøgen i sin selvbevidste pragt.
"Jeg ville ikke have noget imod at lade mig male," siger hun til en veninde og holder sine bryster frem.
Det er en af de situationer, Horst Petersen formår at fremstille med en plasticitet, som så man på en billedhuggers værk.

Fejlbedømmelser
"Vi fejlbedømmer mennesker hele livet, fordi de lige som byer og lande rummer historier og hemmeligheder og afgrunde vi ikke kender og aldrig kommer til at kende," skriver Ulrik Horst Petersen.
De voksne har mange hemmeligheder. For mange, men sandheden er jo ikke en enhed, men derimod en uendelig række af komplikationer. Den sjælelige tilstand og de mange fordækte bindeled symboliseres af lejlighedskomplekset Højvangsgården, der er rum ovenpå eller ved siden af andre rum, gennemhullet af uventede, af og til uhyggelige passager.
Af og til afsløres hemmelighederne tilfældigvis, og fortiden forandres af det slør, der falder omkring en begivenhed i fortiden, eller af den utilsigtede udvikling, der viser en bestemt retning, man på et tidligere stadie ikke kunne være vidende om.
Et eksempel på det sidste fænomen er parcelhuskvartererne, hvor det uskyldige krav om en bedre og større bolig sluger den gamle Glostrup-landsbyidyl, skaber larmende motorveje og supermarkeder.
Uskyld æder uskyld, hedder det i bogens overraskende formulering omkring miljøproblemerne. Eneste mulige forsvar mod denne sammensværgelse af uskyld er den tilbageblikkets reflektion, som Horst Petersen arbejder på gennem sine to erindrings-essays.

*Ulrik Horst Petersen: Huse og tider. 148 s. 175 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her