Læsetid: 4 min.

Vaneforestilling

4. oktober 1997

Sport er for folket, dans er for eliten. Eller hvad? De fleste har i hvert fald lyst til at spejle deres egne muskler i de professionelles

Vaneforestillinger er der som bekendt nok af. Også når det gælder scenekunsten. Noget betragtes som fint og elitært og andet som folkeligt - og sådan er det bare. Måske. Når kulturminister Ebbe Lundgaard vil alle teatrets vaneforestillinger til livs, kræver det i hvert fald straks en definition af dét 'nyskabende' teater, han gerne vil opprioritere - og så står forestillingerne allerede i bokse og begreber til halsen.
Eller som Erik Thygesen skrev i tirsdagens anmeldelse af Pinafore på Folketeatret:
"Skam få den, der ikke nynner med på melodierne og ikke kan glæde sig over, at alt er, som det skal være og var sidste gang. Og endnu større skam over den, der absolut skal mumle et eller andet i sit lommeuld om teatrets rolle og kunsten og kulturen og alt dét dér dyre og kedsommelige og alt for afskyeligt rigtige.
Hvis ikke man kan få plads til Gilbert & Sullivan i sit teaterbillede, så har man i hvert fald ikke fattet en levende dyt af, hvad teater er for noget."

Fokus på dellerne
Noget tilsvarende gælder for idéerne omkring kroppen. Så længe folk opfatter dansen i musicals som folkelig, klassisk ballet som abonninekorrekt og ny dans som uforståelig - så kommer vi ingen vegne. Og vi kommer slet ikke i nærheden af den virkelighed, der faktisk er dansens, her et par år inden årtusindskiftet.
For 1990'erne er om noget kropsdyrkelsens årti. Vi dyrker muskler og bryster og balder som aldrig før. Det udvendige har fået overvældende betydning, men hvor man i 70'erne beundrede havestuer, landkøkkener og BMW'er hos hinanden, så er fokus nu rettet præcist ind på dellerne. Eller rettere: På de deller, man har valgt at trimme væk eller i hvert fald stramme op.
Ethvert firma med respekt for sig selv har en aftale med et fitness-center - så idéen om den sunde sjæl i det sunde legeme hersker åbenbart stadig. (Har nogen kunnet undgå at mærke forandringen hos skribenter og redaktører siden august, hvor også Information kom med på holdet?)
Fitness-centrenes vigtigste hemmelighed er formodentlig netop deres - synlighed. Se, jeg dyrker mig selv. Se, jeg er smart. Og allervigtigst: Se, jeg er klog - for jeg 'tager tid til mig selv'. Og det er det allervigtigste, her i den seriøse navlebeskuelses tid.
Det er en gammel nyhed, at samfundets mest beundrede personer er fotomodellerne. De har overtaget rollerne som samfundets topstjerner. Naturligvis står de i skarp konkurrence med sportens topfolk og filmstjernerne, men de har denne her æstetiske nyttesløshed, som ligger så besnærende op ad den bekymringsløse tomhed, som det vel er muligt. Bjarne havde hårdt på cyklen, Rikke havde vilde smerter på banen - men modellerne er højst lidt trætte i nakken af at slæbe på beautyboxen; de skal jo flyve så frygteligt meget... Modelverdenen er jo for alle, der elsker det gudsbenådede, sporten er for folket - og dansen er for eliten.
Eller hvad?

Ribben og muskler
I dette billede begynder danserne nemlig at tage over. Ikke bare superballetstjerner à la salig Nureyev, men dansere her og nu omkring os - live. Både musicaldansere med attributter, klassiske balletdansere med strittende ribben og moderne dansere med muskler. Fælles for dem er kropsbeherskelsen og kropsbevidstheden - den udvidede (eller indviede) forståelse af os selv, som vi andre kæmper for i fitness-centrene.
Tilskuerne er i hvert fald betagede, og det er tydeligt, at kropsdyrkelsen ikke længere bare er sådan til at dele op. De fleste på tilskuerrækkerne har simpelthen lyst til at spejle deres egne muskler i hudaftegningerne på de professionelle på scenen.

Gymnastben
De kommende måneder byder på flere initiativer, der konkret tager konsekvensen af denne voksende og grænsekrydsende kropsinteresse.
"Sidder der samme slags ben på gymnaster og dansere?", spørges der f.eks. i programmet for Forestillingen om idræt, som Storstrøms Amt inviterer til 8-9. november på Gunslevholm Idrætsefterskole i Nørre Alslev. Allerede nu er udvalgte gymnaster og professionelle dansere i fuld sving med at nærme sig hinandens kropssprog under koreografen Nanna Nilsons direktion - og det er tanken, at gymnasterne senere skal sendes rundt i landet og udbrede eksperimentet.

Hønsefødder
I Odense sker der tilsyneladende også en munter blanding af dansens image, når model-dyrkelsen får lov til at hoppe omkap med de landlige fantasier. På jagt efter en hønes identitet er i hvert fald titlen på Ingrid Kristensens nye forestilling, der får premiere 23. oktober - og forestillingen byder tilsyneladende både på ribben og bh'er.
Om fantasierne hos de tunneltruede amagerkaneres fantasier også går i denne retning vil vise sig onsdag aften. Da vil Amger Kulturpunkt på Øresundsvej være rammen om et franskindfløjet danseprojekt, som skal lokke folk over både psykiske og fysiske broer. Le Bal Moderne hedder forestillingen, og her vil traditionelle standarddanse ved Britt Bendixen blive mixet med moderne og måske endda butoh-agtige trin af Anita Saij fra Dasnce Lab - og aktørerne vil altså være publikum selv. Pladsbestilling på 32 86 02 04.
Det lader i hvert fald til at kunne blive en kærkommen og konkret lejlighed til at manipulere lidt med vaneforestillingerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her