Læsetid: 14 min.

Vejen til Figenlunden

4. oktober 1997

Inde i mørket og skyggerne. Inde i bygningen. Helt derinde bag et bjerg af medicin og ampuller og gazebind og receptblokke og krykker og en enkelt rullestol, ja helt derinde venter denne grusomme krog, lige ved vinduet, hvor den bagbundne Che Guevara sad på en vakkelvorn stol og ventede på at blive henrettet

Den sidste myte 1
Vi lægger os ind i den sidste kurve. Støv, huller og sten. Bilradioen gir' en tango. "El Caminito". En af de berømte nede fra La Boca i Buenos Aires. Den lille, smalle vej. Så ligger La Higuera foran os. Figenlunden. Landsbyen, der er så berømt som tangoen. Det er middagstimen. Cikaderne skriger helt afsindigt. Hytterne er afvisende og tillukkede. Der er ingen mennesker. Svinene ligger i skyggen som døde klumper.
Vejen op mod pladsen er blevet døbt Ottende oktober Avenuen. Avenuen, du gode gud! Mindre kunne vel gøre det. Der er tale om et hjulspor, der leder os rundt om pladsen, forbi en buste af Che Guevara på en fortvivlet sokkel og videre op til den skolehytte, hvor den legendariske kommandant blev likvideret for tredive år siden, El Caminito. "Farvel du lille, smalle vej".
Jeg var her for 30 år siden. Og der er gået 10 år, siden jeg var her sidst. 30 år af mit liv. Og jeg har om ikke altid så ofte tænkt på dette absurde sted. Drømme. Mareridt. Her gik min ungdom til grunde i en regn af kugler. Ja, undskyld mig den patetiske undertone. Men sådan var det.
Vi kører op foran den lille, lave bygning, som dengang var den fysiske ramme om et forudsigeligt, men skændigt mord. Og ganske vist er muren blevet kalket op, og der er lagt nyt tag på bygningen, og der ligger en solfanger deroppe, som giver lys, når natten og kulden falder over landsbyen. Og det hele er betalt af den cubanske ambassade oppe i La Paz. Og det er godt nok og helt fint, for hvad er bedre end sundhed og medicin? For det er det, skolestuen er blevet til: en nødhjælpsstation. Et lager af medicin og et tilbud om sundhed og helbredelse dybt inde i dette bjergland, dybt inde i Bolivia, hvor man skal være heldig, hvis man når at fejre sin 50 års fødselsdag.
Ydermurene er frisket op, og jeg kan godt lide det med solfangeren. Men jeg ved allerede, hvad jeg skal ind til. De kan bygge om, så meget de lyster. Og cubanske donationer mig her og lægen og medhjælperen mig der. For inde i mørket og skyggerne. Inde i bygningen. Helt derinde bag et bjerg af medicin og ampuller og gazebind og receptblokke og krykker og en enkelt rullestol, ja helt derinde venter denne grusomme krog, lige ved vinduet, hvor den bagbundne Che Guevara sad på en vakkelvorn stol og ventede på at blive henrettet. Det er ikke rart at vente på døden på denne måde. Det må jeg vel have lov til at fastslå, uden at nutidens brune historierevisionister med deres forvirrede beretninger og dræbende kedsommelige afhandlinger om, hvem der var skyld i hvad, begynder at skrive ind til De frie Markedskræfter Inc. om, hvor forfærdelig Che Guevara var. Hvor morderisk han var. Hvor "gal" han var. Hvor meget han tog fejl. Han var "stalinist", vil de skrive. Han henrettede snesevis om ikke hundreder eller tusinder af revolutionsmodstandere i Cuba. Han var gal. Den "gale" Guevara.
Bare de havde været her. Evighedsstudenterne. De trekvarte cand.mag.'er, der har frasen "socialismens sammenbrud" viklet om deres drøbel. Ja, de skulle have været her. For så havde de set og bevidnet, hvorledes en mand dør en rigtig død. Jeg mener: ikke det der med "skyd mig nu ordentligt, din slyngel". Som Che Guevara er blevet citeret for at sige, da hans banemand, den berusede sergent Mario Teren, trådte ind i hytten og tog ladegreb på sin UZI-maskinpistol.
Nej, jeg mener denne forfærdelige død, hvor Che Guevara døde ganske få sekunder, før han blev aflivet. For der er en død før døden. Hvor må det have været forfærdeligt. Men det var han selv ude om, skriver trekvart cand.mag.'erne fra deres dele-villaer i Hellerup. Han var en satan. Og det gik ham, som han fortjente. Og så indleverer de essays om deres "nye, franske filosoffer" eller universets uendelighed. Eller de rejser til Bali og vender hjem og har set verden blive født og viser sig uden skam i København med blå-malede tånegle og hævder, at de har fundet sandheden lang derude øst for Suez, hvor den sidste mand er først. Men det er nogle ble-børn. For de ved ikke, hvordan det er at blive likvideret, fortjent eller ej. Men det gør ondt. Frygteligt ondt.
Det er ikke Peter Plys det her. Eller Suzanne Brøgger. Eller Peter Høeg. Det er virkeligheden. Det er konsekvensens af at have fejlet. Og så slår kuglerne ind. Og smerten varer en evighed. Og jeg forestiller mig, at Che Guevara ("åh, må vi nu ikke blive fri for at høre mere om ham") sådan i et post mortem-mareridt har mærket, at de skar hænderne af ham, at de forsøgte at lave en dødsmaske, at de prikkede til ham og stak ham i ribbenene, som var han en anden Kristus. Og alt det gjorde så forfærdeligt ondt.
Det har også gjort ondt at være boliviansk soldat og dø i en bjergslugt, ramt af Guevaras kugler, det er helt klart. Men sådan er krigen, den krig han påførte bolivianerne den gang for tredive år siden, da han troede, man kunne samle Sydamerika i en eneste, stor nation og indføre socialismen og fordrive udbytterne og, undskyld mig udtrykket, kapitalismens lakajer.

Men der er endnu langt til den dag og den time, hvor Che Guevara skal dø. Jeg kommer kørende ind i La Higuera og modtager, hvad jeg vil kalde "tavshedens velkomst". Og det hele stinker af, at her må vi se at komme væk fra. Her er ikke vand. Her er kartoffelpest. Her er forvitring og forstening. Her er intet håb.
Og så summer tidsmaskinen: den bringer mig, os alle 30 år tilbage i tiden. Che Guevara er et eller andet sted dernede i Churo-kløften. Det er den 4. oktober for 30 år siden. Han ryster af feber og er plaget af astma. Hvordan han får skrevet i sin dagbog, er mig stadig en gåde. Han må vide, at han snart skal dø. At hans plan om at "befri" hele Kontinentet er forrykt. At hans liv er forspildt. At han har taget fejl. At ingen, absolut ingen slutter op omkring ham. At han er alene. At han ikke har noget land at vende tilbage til. At han har revet alle rødder op. At han er døende af astma og ensomhed.
Men nej, det kan ikke aflæses af hans dagbog. Den er, næsten pedantisk, ført med alle og helt uvæsentlige enkeltheder. Ikke af et menneske, men af en maskine: En maskine der er kørt fast i mudder, vildnis og dybe slugter, hvor kun få mennesker har vovet at sætte deres fod.
"Efter at have hvilet ud i kløften fulgte vi den en halv time nedad, indtil vi mødte en anden, der løb sammen med den, og den steg vi opad og hvilede ud indtil klokken 15 for at undgå solen".
Ja, ikke sandt: selv solen måtte han flygte fra. Ranger-soldaterne måtte han for enhver pris undgå. Enhver kontakt med de få lokale bønder var risikabel og farlig. De stak ham og sladrede ivrigt til myndighederne og hæren. Og de omkringstrejfende hunde, selv de var blevet fjender. De gøede af den guerilla-gruppe, der næsten 11 måneder tidligere drog ud for at befri hele Sydamerika, men som nu var omkring flakkende gespenster.
To dage senere, den 6. oktober, står det ikke bedre til:
"Udforskningerne viste, at vi havde et hus lige i nærheden, men også, at der i en kløft lidt længere borte var vand. Vi søgte derhen, og hele dagen lavede vi mad under et stort klippefremspring, der tjente som tag, til trods for at jeg ikke var rolig hele dagen, fordi vi ved højlys dag nærmede os ret tæt beboede områder og befandt os i et hul".
Og den 7. oktober, dagbogens sidste blad, slår Ches lakoniske notater over i en ironisk tone, som var typisk for ham:
"Der er nu gået 11 måneder siden vi indledte vores partisan-færd, uden komplikationer og idyllisk indtil klokken 12.30, hvor en gammel kone, der vogtede sine geder, kom ind i den kløft, hvor vi havde slået lejr, og det var derfor nødvendigt at tage hende til fange".
Uden komplikationer og idyllisk! Che er omringet. Han er syg af astma og kan næsten ikke bevæge sig. Da han startede sit "andet Vietnam", havde han et halvt hundrede mand bag sig. Nu er der kun 17 tilbage. Og de er alle udhungrede. Deres tøj hænger i laser. Deres støvler er flået op af måneders march gennem vildnisset. Ammunitionen er ved at slippe op, og de ved knap nok, hvor de befinder sig. Deres sidste bedrift, før den endelige og helt afgørende kamp finder sted den 8. oktober omkring middag, er, at de har taget en gammel kone til fange!

Inde i Santa Cruz, provinsbyen i det østlige Bolivia, som har vokset sig stor og rig takket være den driftige narko-økonomi, sidder den mand, som for 30 år siden fangede Che Guevara: Gary Prado Salmon, den gang en ung, nyudnævnt "ranger"-kaptajn, nu pensioneret general og senator for partiet MIR, Movimiento de Izquierda Revolucionaria, Den venstrerevolutionære Bevægelse. Prado sidder i rullestol. I 1981 blev han hårdt såret under et af Bolivias utallige kupforsøg. Fra hoften og ned efter er han lam. Men han er en mand, der giver indtryk af at have affundet sig med sin skæbne.
Han ved godt, at folk siger, at han er ramt af Ches forbandelse, at han for resten af sit liv er lænket til rullestolen, fordi han fangede Che Guevara og senere var med til at myrde ham. Det er et element i myten. Og anlægger man en statistisk vinkel, er der ikke langt fra myte til virkelighed.
Flertallet af de højtstående officerer, der den gang var ansvarlige for likvideringen af den besværlige fange, gik de følgende år en voldsom og helt uventet død i møde: general Rene Barrientos, som den gang var præsident, omkom i 1969 ved et helikopterstyrt. Oberst Roberto Quintanilla, chefen for Bolivias efterretningsvæsen og manden der skar hænderne af Che, blev skudt i Hamburg i 1971, hvor han var boliviansk konsul. General Juan Jose Torres, medlem af Barrientos' generalstab, blev præsident, men senere kuppet og sendt i landflygtighed i Argentina, hvor han i 1976 blev myrdet af en "dødspatrulje".
Oberst Joaquin Zenteno Anaya, som var den officer, der førte sig mest frem på det berømte fotografi af den døde Che Guevara på vaskebænken i Valle Grandes hospital, blev samme år skudt ned i Paris. Og oberst Andres Selich, en fanatisk antikommunist af kroatisk herkomst og den mest nidkære af Ches banemænd, forsøgte i 1973 at vælte den daværende diktator, general Hugo Banzer. Men det mislykkedes, og Selich blev pågrebet og banket ihjel af Bansers bødler.
Og helt uden for det bolivianske, militære hierarki er der CIA-agenten, Felix Rodriguez, som i oktober 1967 overvågede tilfangetagelsen af Che, affotograferede hans dagbog, stak hans Rolex i lommen og lod sig som den sidste fotografere sammen med den sårede og dødsdømte Che Guevara. I dag lever Rodriguez en stille pensionisttilværelse i en forstad til Miami. Men i sine selvbiografiske skriverier, som Gary Prado mener ikke er særlig pålidelige, hævder Rodriguez helt bizart, at han har pådraget sig Ches astma og nu kun med største besvær kan trække vejret.
Og endelig er der sergent Mario Teran, Ches fysiske banemand, sergenten som meldte sig frivilligt sammen med fire andre, men som blev udvalgt, fordi det var hans fødselsdag, og som den 9. oktober 1967 klokken 13.10 trådte ind i skolestuen og uden et ord tømte et helt magasin i den bagbundne fanges krop. Mario Teran har forsøgt selvmord. Han beskrives nu som psykisk ustabil og ernærer sig som chauffør i minerne langs grænsen til Brasilien, hvis han ikke undtagelsesvis kører taxi i Santa Cruz, hvor mange kender ham og mener, at i hans tilfælde er Ches "forbandelse" det ødelagte liv, han lever.

Selv trækker Gary Prado på smilebåndet. Forbandelsen: Nej, det er noget sludder. Men når han tænker tilbage på den tid og den dag, da han stod ansigt til ansigt med Che Guevara og fra at være en ung, anonym officer med et slag blev verdensberømt og trådte ind i Historien, så kan han godt se, at der var "noget surrealistisk" over det hele: Ches lille gruppe som flakkede rundt som zombier og som næsten patetisk søgte frem mod udslettelsen.
"Det var, som om de levede i en anden tid", siger generalen. "De befandt sig langt inde i deres egen urealistiske virkelighed. De var ikke alene faret vild og fortabt i fysisk og geografisk forstand. De havde også mistet deres psykiske orienteringssans. Der var noget, ja hvordan skal jeg udtrykke det, der var noget "bibelsk" over dem. En slags kristus-figur omgivet af sine disciple..."
Prado standser op. Hans blik bliver tomt, som om han ser scenerne fra den gang.
"Men der var jo en anden virkelighed", fortsætter han så. "Guevara havde påført vores land en krig, som kostede et halvt hundrede soldater livet og sårede dobbelt så mange. Og Bolivia blev splittet. Det var en ulykkelig tid. Alle led under det. Men når det er sagt, så vil jeg også tilføje, at personligt fandt jeg beslutningen om at likvidere ham forkert. Helt forkert. Men vi var ikke så raffinerede den gang. Vi tænkte mere primitivt. En retssag ville have været bedre. Sådan så de fleste af mine officerkammerater på det. En retssag og en dom. Og så en enkeltbillet tilbage til Cuba og Castro. Det havde både taktisk og strategisk været det klogeste. For så havde Castro fået et problem med den ydmygede Che. Et stort problem. Og så var det ham, Castro, som på et eller andet tidspunkt senere havde måttet henrette Che..."
"Men sådan gik det altså ikke. Han blev skudt her, og det havde to konsekvenser. Vi var med til at skabe den myte, som i dag huserer den halve verden rundt. Det var den ene konsekvens, som jeg nu ser lidt let på, fordi Che nu nærmest er blevet en religiøs skikkelse, og kuriøst nok, omgivet af et kommercielt cirkus, en hel kapitalistisk industri, der må siges ikke at være i hans ånd, og som han ville have taget afstand fra."
"En anden konsekvens var mere alvorlig: de mest reaktionære kræfter og officerer fik frit spillerum, fordi de betragtede likvideringen af Guevara som en sejr for deres antikommunisme. Vi så en bølge af militære kup eller kupforsøg i de følgende ti år. Men så begyndte demokratiet at slå rødder og vokse frem i manges verdensopfattelse. Ches tilstedeværelse her i Bolivia viste os nemlig også, hvor tilbagestående landet var. Så man kan sige, at vi skylder ham tak for, at han trods de metoder han tog i anvendelse, var med til at indføre demokratiet i vores land. Det er sådan, jeg ser på det nu. Det var den arv, han efterlod sig. Han lovede, at han ville forbedre forholdene for alle bolivianere. Og det løfte holdt han..."
Generalen bøjer sig besværet ned og fjerner et fnug fra sin venstre, blankpolerede sko.
"Det er et besynderligt paradoks", siger han så. "De må endelig huske at få det med, når De citerer mig. Og nu må vi tage afsked. Jeg har det med at blive træt. Jeg er jo kun et halvt menneske. Men jeg er optimist. For de døde fra dengang, krigen og brutaliteten og de lange marcher ind i vildnisset har jo fået en happy end. Er det ikke sådan man siger? En happy end."

Sådan sagde general Prado nede i Santa Cruz. Og det er jeg ikke blevet færdig med at tænke over, da vi kører ad bjergvejen fra La Higuera til Valle Grande med en fane af støv bag os. Og så siger min ven, Maroos, pludselig til mig, at der sidder "Dværgen" jo. Han peger frem for sig. Hen mod en lille gruppe, der har slået sig ned i vejkanten: et muldyr, en stor dreng og så denne dværg, som hedder Virgilia Cabrita, og som er mor til fem sunde og raske drenge. Og Virgilia er en "historisk" skikkelse. For hun er omtalt i hans dagbog under 7. oktober.
Vi standser og sætter os hen til hende og småsnakker og kaster sten ned i afgrunden og ser ud over de blånende bjerge. Og Virgilia er helt professionel. Og hun fortæller for gud ved hvilken gang historien om, hvordan hun som syvårig og sammen med sin mor bragte vand og lidt mad, nogle kartofler og lidt yuca til de "fremmede". Og ved den lejlighed så hun Che Guevara, og han stirrede på Virgilia med et blik, som hun aldrig har glemt. Og så forklarede han, at de var kommet for, at alle og specielt de fattige skulle få det bedre og få medicin og rindende vand og skoler og rigtige veje. Og det fik vi jo, siger hun. Der gik mange år efter hans død, den stakkel, men vi har fået det bedre og sådan, som han ville det.
Og så husker jeg, hvad Prado sagde nede i Santa Cruz. Han mente ganske vist, at den navnkyndige dværg aldrig har set Guevara endsige talt med ham. Men sådan siger alle kilderne om hinanden. Det er meget boliviansk. Alle og enhver mener at have eneret på Che.
Men de er jo enige, generalen i sin solide villa i Santa Cruz og dværgen langt oppe i bjergene: Che holdt, hvad han lovede.

Jan Stages rejse i Che Guevaras fodspor fortsætter næste lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu