Læsetid: 4 min.

Alt vel i mormors rumkoloni

28. oktober 1997

Stille dage på en skrotteklar rumstation - omnimaxfilmen 'Misson til Mir' leverer propagandahistoriens dyreste klump i halsen

Byens lys
Den 21. april havde omnimaxfilmen Mission til Mir premiere i NASA's rumteater. Knap var de stående ovationer døet hen, før rapporterne om alvorlige uheld begyndte at indløbe fra den 11 år gamle rumstation. Computeren brød sammen og iltforsyningen koksede efter et sammenstød med en af de talløse affaldsrumkapsler, der driver rundt uden mål og med i ydre rum.
Mir viste sig at være en dødsfælde.
En jordbaseret, russisk rumkommandør kaldte kosmonauterne en flok børnehavebørn. Kosmonauterne svarede igen:
"Mange af de ting, vi behøver for at overleve på stationen, er her ganske enkelt ikke," sagde kosmonaut Tsibliyev i en pebret kommentar til Ruslands ledelse, "og det er ikke, fordi Mir er en dårlig station. Problemerne ligger i den dårlige økonomi og tingenes tilstand generelt nede i Rusland. De ting, vi mangler for at vedligeholde stationen, er blevet for dyre at fremstille, og jeg taler ikke om kaffe, te og mælk."
Amerikanerne gik i tænkeboks for at overveje, om de skulle fortsætte samarbejdet omkring rumstationen, der mere og mere lignede et mareridt i selvsving om jorden.
Men det var alt sammen efter optagelsen og NASA-premieren på omnimaxfilmen, der forleden havde dansk gallapremiere i Københavns Planetarium. Og hvis det ikke lige var fordi, filmen er optaget i ydre rum med IMAX-udstyr og vises i 180 graders omniskopisk totalperspektiv, kunne det såmænd være en hjemmevideo fra mormors kolonihavehus.

Begge ben på jorden
'Mormor' er i dette tilfælde den amerikanske astronaut Shannon Lucid, filmens hovedfigur og desuden den kvinde, der har befundet sig længst tid i rummet. I 188 dage var hun det maternale ankerpunkt for skiftende hold af hovedsagelig mandlige Mir-gæster fra fortrinsvis USA og Rusland.
"Shannon Lucid udtrykker i filmen forundring over at arbejde og leve på Mir sammen med russiske kosmonauter," hedder det i planetariets pressemateriale.
Og det forstår man sandelig, når man ser filmen. For somme tider vender kosmonauterne opad, og andre gange vender de nedad. Hvis man rækker dem en slikpind, bliver den hængende i luften, og når de skal sove, spænder de sig fast til væggen, hvor de hænger ned - eller ud eller hen - som flagermus.
Shannon Lucid tager mærkværdighederne med moderlig ro og bevarer - hvor mærkeligt det end lyder - i al sin tid på Mir begge ben solidt plantet på jorden.

Rumhistorisk coitus
Der er nok at se til i sådan en rumstation. Rumkrystallerne skal vandes, og ukrudtet skal luges ud ved bønnespirerne. Når drengene har spist deres proteinbøffer dyrker de kondiløb med sikkerhedsseler på, og før sengetid mødes hele rumfamilien til hyggelig fællessang i det rodede centralkøkken.
Hver anden søndag kommer onkel Sam forbi i rumfærgen, der filmet i ydre rum ligner en gammel Volvo med anhænger. Når lugen åbner sig efter hvert rumhistorisk coitus mellem øst og vest, klapper alle rumdrengene, og mormor sætter en dehydreret vandkringle i mikrobølgeovnen.
"Det er jer, der vender nedad!" siger russerne.
"Nej, det er jer, der vender nedad!" siger amerikanerne.
Mormor sender dem et hvast blik, og så bliver de blide som lam.
Gennady tager guitaren frem og synger "Vægtløs i Volgorod", og mormor bliver tankefuld og stirrer ud ad vinduet op på jorden.
"Hver dag, når vi flyver hen over Asien, kan vi konstatere at græsset er blevet lidt grønnere i Tibet," siger hun.

Amerikansk propaganda
Mission til Mir er optaget af amerikanske astronauter, bl. a. Shannon Lucid, der på forhånd fik et 25 timers kursus i brug af de 42 kilo tunge IMAX-kameraer. Når producenterne hedder NASA og Lockheed Martin kan man sige sig selv, at det færdigklippede produkt er amerikansk propaganda i 360 graders disneyscopi tilsat, hvad der sandsynligvis er verdens dyreste klump i halsen. Klumpen er timet til at indfinde sig i slutsekvensen, hvor rumbedstemor Lucid for øjnene af en flok børn, der ser ud, som om de alle sammen drømmer om at blive astronauter, overrækkes en medalje af Bill Clinton.
Småbørn løber rundt og leger mellem rumfærgens hjul. Filmens pointe er, at der er hyggeligt i rummet, så man kan sagtens sende hele familien af sted.
Man forlader Planetariet svimmel og opløftet på menneskehedens vegne; omnimax er nu engang en biografoplevelse med mere.
Alligevel savner man noget, for der må immervæk være klippet ikke så få meter omnimaxfilm fra, før den 9,6 kilometer lange film blev clearet af NASA. Det kan bare ikke passe, at en håndfuld kosmo/astronauter, der er stuvet sammen i månedsvis i et rum på størrelse med en campingvogn 500 kilometer over Jordens overflade, svæver rundt jovialt smilende og lystige døgnet og jorden rundt.
Der skulle vel ikke være vodka i den vandcontainer, Nikolai med så stor nidkærhed bakser ind i bryggerset? Kunne det tænkes at være et pornoblad, Vladimit gemmer i den stråleboks, han hæger så særligt kærligt om? Hvordan er stemningen på Mir, når der er kø foran toilettet? Hvad siger grandma Shannon, når en af rumdrengene har udhulet den dehydrerede ost? Hvem skal have overkrydderen, og hvem underen?
Mir betyder fred, og i Mission til Mir gælder det altså også privatlivets fred. Fair nok. Men trods alt glæder man sig til directors cut versionen af Mission til Mir, eller i det mindste et stykke opklarende dokumentarlitteratur fra rumstationen, der blev ved og ved og ved, mens de orbiterende affaldsmoduler og katastrofen rykkede nærmere og nærmere, mens computeren gik i sort og iltforsyningen svigtede, og den russiske kommandør råbte "kindergarten!", så det kunne høres over hele jorden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu