Læsetid: 7 min.

En verdensstjerne falmer

16. oktober 1997

Israelske Mossads status som en af klodens bedst smurte efterretnings-maskiner er blevet rokket af fredsaftalen i Oslo i 1993

Der kunne lige så godt have stået Mossad i panden på dem.
De to jødiske 007-agenter, der 25. september udløste et af de mest pinlige og pinagtige nederlag for den israelske ministerpræsident Benjamin Netanyahu, lod sig tage med bukserne så langt nede, som det sjældent er set i Israels sagnomspundne efterretningstjenestes 46 år lange historie.
Da de to fyre sneg sig ind på ofret, et højtstående medlem af den palæstinensiske væbnede gruppe Hamas, på en trafikeret gade i Jordans hovedstad Amman, havde de tilsyneladende glemt, at det er smart at falde i med omgivelserne, hvis et snigmord skal lykkes.
"De så vestlige ud, men jeg kunne straks se, at de var jøder, og at de ventede på mig," sagde klodsmajorernes overlevende offer Khaled Meshal bagefter.
Hvad de to agenter og deres seks hjælpere også havde overset i forbifarten, var, at Khaled Meshal var klog nok til at bevæge sig omkring med en bodyguard, der ene mand afværgede operationen og snød agenterne i en banal biljagt. Og så bar de canadiske pas og troede, at de sådan lige vupti kunne forgifte Meshal med et kemisk middel, der som våben strider mod international lov.
Da de blev taget af de jordanske myndigheder, havde de kun en og ikke som normalt i den slags aktioner to påskud parat. De var, sagde de uskyldigt og alt for let gennemskueligt, canadiske turister, der var blevet taget ved en misforståelse.
"En håbløs operation," ryger det ud af den svenske komplot-mester, journalist og spionbogsforfatter Jan Guillou, da Information beder ham kommentere Amman-affæren.
"For det første udfører man ikke mord på et fjendtligt territorium. For det andet holdt der ingen Hercules-maskine med et kompagni faldskærmssoldater parat som opbakning, og så forstår jeg ikke, at de brugte gift. Det kan kun forklares med, at gift er lettere at smugle ind i Jordan end skydevåben," siger Jan Guillou. Han er sikker på, at Mossad-folkene inden operationen har råbt "for helvede, vi kan da ikke tage Meshal i Jordan, vi må da vente, til han er i Europa," men at protesterne er prellet fuldstænig af på Netanyahu, den formodede ordregiver.
"Jeg ser ham råbe: Jeg vil have den djævel NU!," siger Jan Guillou.
At fadæsen var total, stod i første omgang at læse i de måbende reaktioner, der fulgte efter episoden. Ingen i Israel eller for den sags skyld udenfor troede på, at dette kunne være Mossads værk, noget andet måtte stikke under.

Netanyahus dømmekraft
Men måberiet gled over i skamfuld tavshed, da Netanyahu få dage efter stillede op som en skoledreng og parerede ordre på ordre fra Jordans rasende Kong Hussein, der krævede en modgift fløjet til Amman med det samme og i de følgende dage fik Netanyahu til at frigive en lang række palæstinensiske fanger fra israelske fængsler.
Den mest prominente var Hamas' stifter og åndelige leder Sheihk Ahmed Yassin, der afsonede en livstidsdom. Løsladelserne kunne kun forstås som Netanyahus indirekte indrømmelse af, at noget var gået rent galt i Amman, så galt, at Netanyahu var villig til at gøre nærmest hvad som helst for at lappe på skaden.
Episoden har endnu engang rejst tvivl om Netanyahus politiske dømmekraft. Hvordan kan det falde ham ind at give ordre om en mordaktion i det eneste arabiske land, der er ham venligt stemt? Men spørgsmålet er i lige så høj grad: Hvordan kan det falde Mossad ind at kvaje sig noget så grusomt?
Pressedebatten i Israel koncentrerer sig om at finde ud af, hvem der beordrede attentatet, og indtil videre synes pilen at være standset med retning mod Netanyahu. En kommission er blevet nedsat til at undersøge sagen, men den ventes ikke at afdække de efterretningsmæssige omstændigheder, der rokker ved myten om Mossad som en af verdens mest effektive spionage-maskiner.
Paul Beaver fra det britiske institut Janes Information Group siger til Information, at instituttet har noteret sig en vis tilbagegang for Mossad.

I bunden af top-ti
"Inden for det seneste par år har vi bemærket, at Mossad har mistet sin førerposition på den internationale top ti-liste over efterretningstjenester. Fra at have ligget blandt de bedste tre efterretningstjenester er Mossad faldet til en position i bunden af top-ti-listen og trænger i dag til et grundigt eftersyn," siger Paul Beaver, der er talsmand for Janes Information Group.
I dag er både amerikanerne, briterne, franskmændene, egypterne og selv chilenerne bedre end israelerne, vurderer han.
Det hører utvivlsomt med til historien, at Mossads budget er blevet beskåret, men det er ifølge Paul Beaver ikke hele forklaringen. Han mener, at Mossad i dag har langt sværere end tidligere ved at rekruttere de bedste hjerner til tjenesten.
"De unge vil hellere åbne virksomheder. Jeg tror ikke, der findes noget land i verden, hvor der startes så mange nye virksomheder som i Israel i øjeblikket," siger han.
Førhen blev Mossads spioner rekrutteret fra den europæisk-jødiske elite. Han eller hun havde typisk været i kibutz, var den bedste i sin klasse og havde været omkring hærens eliteenheder. Men så kom Oslo-fredsaftalen og stjal glansen fra tjansen.
"Unge mennesker i Tel Aviv ønsker at tro, at de lever i et normalt europæisk land eller i USA, ikke i Mellemøsten," siger den israelske journalist Yossi Melman, der har skrevet en bog om det israelske efterretningsvæsens historie, til den britiske avis The Guardian.
Følelsen - velbegrundet eller illusorisk - af, at der er i hvert fald mulighed for fred, får unge mennesker til at tænke, at de ikke behøver at gøre, hvad deres forældre gjorde.
Dertil kommer, at Mossad -ifølge Paul Beaver - næsten desperat forsøger at leve op til de valgløfter, Netanyahu kom til magten på, blandt andet om en øget indsats mod terrorisme.
En anden teori er, at Mossad-chefen Danny Yatom, der blev udnævnt af Shimon Peres i 1996, med Amman-operationen forsøgte at overbevise Netanyahu om, at han ikke er så konventionel og forsigtig, som ministerpræsidenten tror. Nogle iagttagere mener, at Yatom i sin forhippelse på at vise kreativitet og opfindsomhed er kommet til at overreagere.
Andre hælder mere til den opfattelse, at Amman-affæren er en ganske vist yderst pinlig snubleaffære, men at den ikke rokker synderligt ved Mossads position som en effektiv efterretningstjeneste, en position, der nærmest har sikret Mossad mytestatus.

Gloværdige operatione
Flere glorværdige operationer i fortiden har bidraget til myten. I 1960 lykkedes det Mossad at fange nazibødlen Adolf Eichmann i Argentina i en mønsteroperation, og i 1972 eliminerede Mossad de Sorte September-terrorister, der havde dræbt 11 israelske atleter ved de Olympiske Lege i Munchen. Successerne blev fulgt af overmandingen af flykaprere i Entebbe i 1976 og nedskydningen af jihad-lederen Fathi Shqaqi på Malta så sent som i 1995.
Men heroverfor står en lige så lang perlerække af fiaskoer. En af dem, der brændte sig ind som et uhelbredeligt sår i den israelske sjæl, var da efterretningstjenesten blev overrumplet af et arabisk angreb i 1973, det der blev kendt som Yom Kippur-krigen, fordi den begyndte på den jødiske helligdag Yom Kippur i oktober. Samme år skød og dræbte Mossad en marokkaner, der arbejdede som tjener i Lillehammer. Desværre var det en anden mand, end den man gik efter. I år mistede 73 israelske soldater livet ved et helikopterstyrt på vej til Libanon, og for nylig døde 12 israelske soldater i et raid, der blev standset af shiitiske guerillaer i det israelskbesatte Sydlibanon. Den israelske stolthed blev yderligere såret, da det ikke lykkedes livvagter at afværge mordet på ministerpræsident Yitzhak Rabin for to år siden.
Efter fiaskoen i Amman sagde Nahum Barnea, en kommentator i dagbladet Yediot Aharonot:
"For israelerne er dette, hvad vi har at være stolte af: Hærens eliteenheder og efterretningstjenesten. Humøret har ikke været så lavt, siden Yom Kippur-krigen."

Netanyahus fremtid
Alligevel påpeger analytikere, at Mossad kom sig over både Lillehammer-affæren og Yom Kippur-fadæsen.
Spørgsmålet er nu, om det kan overleve Benjamin Netanyahu. Meningsmålinger fra de seneste dage viser, at 60 procent af israelerne ikke finder det nødvendigt, at ministerpræsidenten trækker sig tilbage som følge af Amman-sagen.
Heller ikke Knesset ventes at tvinge ham til at gå. Før valgsystemet blev lavet om, ville en sådan brøler højst sandsynligt have ført til ministerpræsidentens afgang, men Netanyahu kom til magten ved et direkte valg i 1996. En mistillidsdagsorden i det næsten ligeligt delte
Knesset ville ikke på nuværende tidspunkt føre til en udskiftning, men til et nyt valg. Det ville imidlertid også være ensbetydende med, at de siddende Knesset-medlemmers stole stod på spil.
Den eneste måde, de kan skille sig af med Netanyahu og samtidig beholde deres stole på er, hvis 80 ud af120 medlemmer bliver enige om at kræve hans afgang. Men tesen er lige så usandsynlig, som den er uprøvet.
For Mossad er den eneste vej frem at lade være med at se tilbage. Og stryge den 25. september af kalenderen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu