Musik af den internationale avantgarde blev præsenteret ved Verdensmusikdagene i Seoul. Asiaterne vil lære vores musikkultur bedre at kende
NY MUSIK
ISCM Verdensmusikdagene i Seoul er forbi. Det koreanske kulturliv kan se tilbage på et vellykket arrangement, der har betydet ikke så lidt for musiklivet i Seoul, hvor opførelsen af ny musik ikke er nogen selvfølge. Det kunne bl.a. kunne høres i de programmer, hvor lokale musikere stod for opførelsen: De mangler erfaring i realiseringen af de nye partiturer.
Til gengæld havde arrangørerne klogeligt inviteret nogle af de bedste udenlandske solister og ensembler.
Det hollandske Asko Ensemble under Stefan Asbury spillede Bent Sørensens basunkoncert Birds and Bells, med Coen van't Hof som solist. En bevægende smuk oplevelse at høre det hollandske ensemble spille Sørensens værk. Den absolut bedste opførelse, jeg har hørt. Jeg spejdede efter mikrofoner i salen, men fandt ingen. Desværre. For en optagelse med denne kvalitet, bør gemmes og tilbydes radiofonier rundt omkring i verden.
Det var den almindelige mening blandt de tilstedeværende komponister og musikere, at Sørensens værk er fremragende - den svenske komponist Arne Mellnäs mente endog, at værket er et af de bedste sinfonietta-værker, der er skrevet i de seneste 20 år.
Birds and Bells har ingen svage steder, ingen steder, hvor musikken går i stå eller går i tomgang. Værket er formet som én stor ubrudt bue af sansemættede bevægelser.
Det er forståeligt at det norske NRK-TV har sat store ressourcer af til at lave et portræt af Bent Sørensen og Cikada Ensemblet. NRK's folk rejser rundt i verden for at optage lyd og billede af komponist og ensemble. Et ambitiøst tv-projekt i samarbejde med Norsk Komponistforening.
Vi sender her en venlig tanke til de danske tv-kanaler, der måske kunne holde sig orienteret om projektet.
Continuum og Elision
Af andre interessante ensembler på festivalen var det New York-baserede Continuum Ensemble. Pianisten, Joel Sachs, er også dirigent og manager. Continuum indspiller på blandt andet plademærket Nonesuch (fx værker af Milton, Babbitt, Mel Powell og Stefan Wolpe). Ensemblet er støttet af en længere række amerikanske fonde i den absolut tunge ende. Det bør inviteres til Danmark - skal hilse fra Joel Sachs og sige at det først kan blive i 1999.
I Seoul spillede Continuum værker af bl.a. de amerikanske komponister Libby Larsen (hun er ikke dansker) og Jon Deak. Musik der får hvem som helst til at elske ny musik. Musik der aldrig er spillet i Danmark. Cellisten i gruppen hedder Kristina Reiko Cooper. Hun spiller en central rolle både som visuelt og klangligt midtpunkt.
Også ukendt herhjemme er det australske Elision Ensemble, som i Seoul blev dirigeret af Simon Hewett. Ensemblet spillede Brian Ferneyhough, så man blev helt varm om hjertet.
Ved en skillevej
Næste år skal ISCM-dagene afholdes i Manchester. Den engelske festival-ledelse har fået meget kritik af ISCM's generalforsamling, idet der kun er repræsenteret musik fra 27 medlemslande ud af 48.
Der er nye regler på vej i ISCM, som siger, at alle medlemslande skal repræsenteres ved festivalen. Altså en messe, en verdensudstilling, hvor der udstilles musik. Dette i modsætning til højest mulige kvalitet uden hensyntagen til bred repræsentation.
Dette er efter denne skribents mening stik imod ånden i ISCM - helt fra starten af festivalens historie (fra 1922) har kvalitet været et vigtigt kriterium. En gennemførelse af lighedsprincippet vil føre festivalen et sted hen, hvor den vil savne respekt i de kunstneriske cirkler.
Fortalerne for de nye regler kommer fra lande som Israel, Rumænien, Belgien og Irland. Lande der ikke ofte bliver spillet. Man kan frygte at ISCM's nye præsident hverken har styrke eller taktisk begavelse til at fastholde kvalitetskravet. I en situation, hvor deltagende delegater, der også er komponister, har tasken fyldt med skjulte dagsordener (især dem der går ud på at promovere deres egen musik), er der brug for stærke kræfter i ISCM's ledelse, der kan modvirke beskidte metoder.
Delegater fra lande i Østeuropa, i Latinamerika, visse lande i Asien og i Mellemøsten, repræsenterer i virkeligheden kun sig selv. Lobbyarbejde er en del af spillet, men når metoderne tenderer mod at blive decideret beskidte og udemokratiske, bør de ansvarlige stilles til ansvar.
De nordiske lande er her vigtige brikker i det internationale spil, idet vi har en lang tradition for hæderlig adfærd. De nordiske musikfolk har man altid kunnet regne med som anstændige samarbejdspartnere i det internationale selskab. Disse landes indsats vil blive afgørende i de kommende år.
Først og fremmest må de fastholde kvalitetskravet som ufravigeligt. Det bør de fremhæve ved generalforsamlingen næste år i forbindelse med Manchester-festivalen. Man håber det bedste og frygter det værste.
