Læsetid: 6 min.

Videnskabsmanden Sokal vasker renere end hvidt

31. oktober 1997

De amerikanske videnskabsprovokatører Sokal & Bricmont udvider deres afsløring af intellektuelt fup med et stormangreb på 10 franske intellektuelle

Ny bog
Man kan roligt sige, at der er rav i de såkaldt intellektuelle kredse i Frankrig. En amerikansk matematiker, fysiker og statistiker, Alan Sokal, har sammen med sin belgiske kollega, Jean Bricmont, smidt en håndgranat over oceanet i form af en bog med titlen Impostures Intellectuelles (Intellektuelt Bedrag).
Den er landet midt ind i den "postmodernistiske" hob, som Sokal længe har set skævt til. Debatten pisker afsted i Le Monde og Libération og Nouvel Observateur har det som forsideemne: Er Lacan, Kristeva, Baudrillard, Deleuze og Virilio m.fl. virkelig allesammen intellektuelle svindlere, som bruger matematiske og fysiske termer udelukkende med det formål at imponere og dermed imposere sig selv?
Lad det fra starten være sagt, at vi var nogle stykker, som syntes, det var meget, meget morsomt, da Sokal i sommeren 1996 fik antaget en rent ud hallucinatorisk artikel, spækket med de 'rigtige' citater i det amerikanske tidsskrift Social Text. For derefter at afsløre sig selv - og bladet - ved at stå frem og tilstå, at det var en parodi. Social Text er det hippe sted for tekster af postmodernistisk tilsnit, med en form, som snart har smittet stort set alt, der udgives af litteratur-, poesi- og filmanalyse. Men som også spreder sig i antropologi og sociologi - hvad der bredt kaldes social studies. Og Sokal tog dem simpelthen med bukserne nede, eller med et H. C. Andersensk: "Kejseren har ikke noget tøj på!".
Man skal selvfølgelig have tygget nogle gange på de simpelthen ufordøjelige tekster, som er udkommet - med uendelig lange fodnoter om Derrida etc. - for at nyde det øjeblik, hvor Sokal vaskede renere end hvidt. Man skal kende til den inflation af kryptiske tekster, der er gået i amerikanske universiteters litteraturdepartementer, for at glæde sig over afsløringen. Eller f.eks. have haft øje på, at man på kunstakademiet i København har haft en lignende og temmelig ensidig udgivelsespolitik i samme retning, som blev trukket ned over hovedet på unge uforvarede og især studiemæssigt uudrustede mennesker. Og Sokal havde referencerne i orden, alle citater var originale, og litteraturlisten slog alle rekorder: 259 bøger og artikler anført for en 30 siders artikel! Med den forrygende titel: Transgressing the Boundaries. Toward a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity.

Boomerang til Sokal
Men nu har Sokal og kollegaen Bricmont altså uddybet, eller snarere forandret angrebet. I stedet for at være den selvafslørende intruder - en slags lakmuspapir eller sporstof, som afslører den egentlige karakter af et intellektuelt (fup)forehavende - går de frontalt til angreb på en række franske tænkere. 10 af dem bliver set efter i de matematisk/fysiske sømme, og det ser umiddelbart ikke for kønt ud.
Matematik, fysik og statistik er svære sager, og derfor er det måske ikke svært at forstå, at tænkere som Lacan, Kristeva, Virilio og Baudrillard, kløjs i det - eller måske udnytter andres uvidenhed indenfor topologi, relativitetsteori og Gördels teorem. Men de humane og sociale videnskaber er på den anden side ikke slet så enkle, som Sokal og med-fysikeren Bricmont kunne tænke sig det. Analysen hamrer derfor, som en boomerang, tilbage i hovedet på dem selv, når de i deres forhippethed på at afsløre de andres uvidenhed, selv roder sig ud i inkompetencer. Som når de midt i deres svidende kritik af lingvisten og psykoanalytikeren Julia Kristevas meget tidlige tekster - at "ethvert naturligt sprog har et finit alfabet". Tja.. enhver, som kender det mindste til lingvistik vil vide, at et naturligt sprog ikke er defineret i forhold til et alfabet, men eksempelvis i forhold til de mindste lydmæssige enheder: fonemer. Og da lyde er et kontinuum i modsætning til alfabetet, er det ikke umuligt at Kristeva kan drive sin matematiske pointe om en uendelig mængde - eller hvad det nu går ud på - hjem... Det beskæmmende og forstemmende, når man nu har sympati for Sokal og Bricmonts kritik af en voksende irrationalitet og mangel på kompetent kritik og diskussion indenfor humanvidenskaberne, er selvfølgelig at opdage, at de hopper med begge fødder ned i den samme spinat.
Dermed bliver diskussionen endnu engang ikke et spørgsmål om at kende til hinandens forehavender, og derfra levere (rationel) kompetent kritik. Diskussionen genkendes til gengæld som endnu en version af skyttegravskrigen eller søslaget mellem kontinental filosofi og analytisk filosofi - eller mellem hardcorevidenskab og humanvidenskab.

Ikke mere end sjovt
Det gælder om at komme med så mange (irrationelle) stød under bæltestedet som muligt. Det er selvfølgelig sjovt: som når Sokal & Brichmont gør grin med psykoanalytikeren Lacans matematik og siger "vi mener sandt nok, at det er bekymrende, at se vort erektile organ identificeret med V-1. Det minder os om Woody Allen, som i Woody og Robotterne, sætter sig imod et indgreb i sit kranie. "Rør ikke ved min hjerne, det er mit næstbedste organ".
Kristevas svar i Nouvel Observateur er til gengæld blottet for humor, hun anklager amerikanerne for at være gået lige fra frankofili til frankofobi: "den økonomiske og diplomatiske konkurrence mellem Europa og Amerika, giver en ny opdeling af verden, hvor interesserne brydes og enhver lukker sig inde i sin egen identitet".
Det er sjovere - og helt ude i skoven - når hun i flg. Times litterary Suplement, skulle have foreslået Sokal og Bricmont en psykoanalyse... På det lidt mere sobre plan forsvarer både Kristeva og Baudrillard brugen af metaforen - også den matematiske metafor, som redskab i humanvidenskaberne, og peger i øvrigt på, hvor vidt forskellige f.eks. Lacan og Deleuzes brug af matematikken er.

Selvafsløring
Roger-Pol Droit - Le Mondes faste filosofikritiker - synes at indkredse problemstillingen mere præcist, når han kritiserer Sokal & Bricmont for at blive scientifically correct. For det underforståede i hele historien er selvfølgelig matematikkens og videnskabens rationalitet og soberhed, transparens og oplysthed - som i Sokal & Bricmonts øjne er i indiskutabel modsætning til den obskurantisme, som breder sig i den humanvidenskabelige tænkning.
Sokals fup-artikel var i sin tid en demaskering ikke af nogle bestemte tænkere, men af den mangel på akademisk kritik, fra de amerikanske litteraturfolk og tidsskrifters side, som gjorde så flittigt brug af de franske postmoderne eller poststrukturalistiske tænkere. Ligeså velplaceret denne afsløring var af noget, der mere og mere lignede et magtmisbrug, ligeså malplaceret synes den nye bog a være. Det er for det første uforståeligt, hvorfor bogen er udkommet i Frankrig. For det er slet ikke dér, at der er nogen "fare".

Gal adresse
Det er med franske intellektuelle, som med fransk mad og vin: I Frankrig konsumeres det med en vis moderation og altid en stor portion skepsis. Der er ingen, der falder på røven, fordi en camenbert er en camenbert, den skal også være god. Og selvom de tænkere, som Sokal & Bricmont kritiserer, selvfølgelig fra tid til anden kommer til orde og skrift i Frankrig, så er det ikke her, at de har hverken deres hof eller disciple. Deres heltestatus har de andre steder, hvor problemet især synes at være, at man - måske fejlagtigt - tager, hvad de siger for pålydende.
Men dertil kommer, at Sokal & Bricmont - på trods af at de i indledningen til Intellektuelt Bedrag gør meget ud af at understrege at de 'kun' er videnskabsmænd - ikke desto mindre tillader sig at gå ind i på felter, de slet ikke har (human)-videnskabelig hjemmel til at bedømme. Og de roder sig ud af nogle halsbrækkende filosofiske analyser, som kun tjener til at afsløre, at der altså også er noget at vide andre steder end i de matematisk/ fysiske videnskaber.
Deres afsløring løfter ikke sløret for, om det videnskabsterminologiske misbrug har indflydelse på eller underminere de teorier, der i øvrigt fremsættes. Dermed ender videnskabsmenneskenes "kritik" i en irrationel mistænkeliggørelse af fransk tænkning, som aldrig gør sig umage for at forstå fjendens ærinde eller teoridannelse.
Vi andre, som elsker viden (filo-sofi) sidder tilbage og ved slet ikke, hvilken konge der nu er nøgen ...

*Alan Sokal, Jean Bricmont: "Imposture Intellectuelle" Editions Odile Jacob., oktober 1997. 276 s. 140 F.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

This review is misleading. The Sokal article uncovered fraud and faking. There is no philosophical disagreement, unless you wish to call the search for truth and the authority of science a philosophical point of contention. See:

http://www.information.dk/157385

JON ELSTER, Professor ved Collège de France, Paris

Mye høflighet, lite kvalitet

AKADEMISK KRITIKK. Norsk forskning er truet av for mye høflighet. Hvordan kan tull føre til prestisje? spør Norges fremste filosof og samfunnsforsker internasjonalt, Jon Elster.

http://www.aftenposten.no/meninger/kronikker/article1517411.ece

Postmodernism Disrobed

Richard Dawkins' review of Intellectual Impostures by Alan Sokal and Jean Bricmont. Profile Books 1998, £9.99.

http://www.simonyi.ox.ac.uk/dawkins/WorldOfDawkins-archive/Dawkins/Work/...

Postmodernism, Reason and Religion (Paperback)
by Ernest Gellner (Author) "There is a tendency for the major intellectual conflicts in human history to be binary.

http://www.amazon.ca/Postmodernism-Reason-Religion-Ernest-Gellner/dp/041...

1992 utgav Ernest Gellner kampskriftet Postmodernism, Reason and Religion, som argumenterer for at postmoderne relativister og muslimske fundamentalister havner i hver sin grøft, mens en selvkritisk tro på fornuft og vitenskap er det eneste middelet til å holde seg på veien. Omtrent på samme tid ble Gellner intervjuet på britisk fjernsyn sammen med litteraturforskeren George Steiner. Intervjueren spurte ham hva som kunne være årsaken til at fransk poststrukturalisme var blitt så populær ved engelskspråklige universiteter. Gellner svarte: "Det skyldes at det er meget stor etterspørsel etter uklarheter." Steiner forsøkte å glatte over: "Jeg tror ikke Ernest egentlig mener det der." Gellner: "Jo, det gjør jeg."