Læsetid: 4 min.

Willemoes der måtte gå

23. oktober 1997

Mastodontbiografi med skønhedspletter om alle fagre pigers ven

Ny bog
Englænderkrigene 1801-08, efterlod Danmark lemlæstet. Da røgen havde lagt sig, var flåden, landets militære stolthed, pist væk, hovedstaden en rygende ruin og danskerne i drift mod statsbankerotten.
Det store linieskib, Prins Christian Frederik, var undsluppet englænderne, men også dette fartøj mistede danskerne, da en britisk eskadre ud for Sjællands Odde opsporede flygtningen og skød det til pindebrænde. Ombord var den unge løjtnant Willemoes, der syv år før ved slaget på Reden havde udmærket sig som kommandant for flådebatteri nr. 1. Siden var Willemoes blevet alle danskes yndling. Den unge søløjtnant a la dristig sen-empire med pur i håret og koket hestehale dannede mode. Damerne i
Kiel skænkede helten en æressabel, og det københavnske selskabsliv rivaliserede om at få andel i ham.

Heltens død
Nu var imidlertid skæbnetimen inde, hvor Willemoes mødte sin bestemmelse - ikke blot som helten fra Reden - men som symbol for hele krigen. Midt under træfningen ved Odden entrede løjtnanten forreste karronadeslæde for at kontrollere sine kanoners ild. Da ramtes han i hovedet af en britisk kanonkugle og var få øjeblikke senere død.
"Willemoes, du måtte gå, andet hjem at finde." Således beskrev Grundtvig i heltedigtet: "Kommer hid i pige små", den unge mands noget nær nationale forpligtelse til at lade sig slå ihjel for med så meget desto større berettigelse at kunne at indtage pladsen i udødelighedens vagtparade. Og måske det ikke havde været helt så uproblematisk, ifald Willemoes havde overlevet. Grundtvig, der selv mødte Willemoes antyder dette i linierne: "Gerne han på hånd og mund/ kyssede den hulde/ var vel og en liden stund/ som han ikke skulle."
Med andre ord tyder ikke så lidt på, at den unge helt, der siden har optaget mangt et nationalt sind, opførte sig bøvet og da heller ikke ansås for skikket til videre forfremmelse. Men dette rejser jo også nogle spørgsmål.

Gåden
Forfatteren Jørgen Høigaard har i en ordentlig moppedreng af en Willemoes-biografi søgt at løse gåden om helten. I betragtning af det rygte og de i øvrigt elendige udtalelser og eksamenskarakterer Willemoes slæbte rundt med fra Søkadetakademiet, hvorfor udnævntes han så som blot 17 årig til kommandant for flådebatteriet?
Jørgen Høigaard finder svaret i modsætningsforholdet mellem akademi og admiralitet. Sidstnævnte så muligheder i den vilde ungersvend. Det gjaldt om at indsætte vilde folk med dødsforagt på de forreste pladser i defensionslinien mod den frygtede lord Nelson. Det lyder rimeligt.
Høigaard gør i sin fremstilling fint rede for de skrækkelige vilkår for søkadetterne, der jævnthen mishandledes af deres lærere. Den frihedselskende og utøjlelige Willemoes blev efter disciplinære konflikter tævet halvt ihjel med tamp. Vreden og den trods, som dette udviklede i kadetten, var - set fra flåden - ikke ilde over for en almægtig fjende.
Jørgen Høigaard har sat sig for at skildre Willemoes som menneske og officer helt ind til benet, hvilket i nogen grad lykkes. Man kan dårligt forestille sig, at der kan tilføjes yderligere om helten. Derimod så man gerne en mere nøgtern vurdering, end den forfatteren præsterer som lidenskabelig advokat for sin helt.
I passager forsøger Høigaard - uden demonstreret talent for at vurdere historien med datidens kyndige iagttagers øje - indigneret at råbe Willmoes' overordnede op og få dem posthumt til at indrømme, hvor tåbelig og brutalt de behandlede forfatterens emne.
Selve Højgaards stil får let karakter af orddiarré med et utal af gentagelser, der sammenlagt beløber sig til adskillige overflødige sider. Det hele er bare for meget. Dertil kommer citater, der oftest mangler afsender, og som derfor ikke har dokumentarisk værdi. Dette er vel den væsentligste indvending mod det digre værk på 441 sider: At læseren ikke får lejlighed til at kigge forfatteren i kortene. Ingen noter, ej heller et register.

Grundtvigs drapa
Men Jørgen Høigaard skal have anerkendelse for et engagement, der periodisk ikke kan undgå at smitte den skeptiske læser. Selve slaget på Reden er velfortalt. Skønt man også her må undre sig noget over tilsidesættelsen af tidligere vurderinger. Således gør historikeren Ole Feldbæk i sin storatede bog om slaget opmærksom på, at Nelson rimeligvis lagde mærke til en anden officer end Willemoes som danskernes tapreste.
Det forekommer sært, at Høigaard ikke medtager hele Grundtvigs sang om helten. Endnu mere at bardens drapa om Willemoes ikke er citeret. Teksten er sjældent nævnt, men til gengæld værd at kende:
O, Villemoes! Søn af den
herlige Old,
Som kun i et Spejl at beskue
jeg mægter!
Med glimrende Stave skal
Saga på Skjold
Nedsende dit Navn til de
sildige Slægter;
Men længe skal Taaren
nedrinde i Løn
For Danmarks bolde
elskværdige Søn:
Din Gravhøj skal blaane af
tætte Kjærminder.

Nu Kvinder og Mænd skal i
løbende Aar
Paa Langelands Høj og på
lavlandets Slette
Opsøge Smaablomster i Høst
og i Vaar,
Velsigne dit Minde og
sørgende flette
Af Taarer bedugget uvisnede
Krans;
Thi du gik til Striden som
Møen til Dans
Og vendte tilbage med
elskende Hjærte.

*Tapperhed ærer - en Peter Willemoes biografi. Jørgen Høigaard. 441 s. 290 kr. Borgens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu