Læsetid: 3 min.

Ånden fra '48

24. november 1997

Bogen om Severin From er et charmende stykke dansk skakhistorie

SKAKBOG
I en ny dansk skakbog - eller 'hæfte', som forfatteren beskedent selv kalder det - fortæller Claus Olsen om Severin From, manden der i midten af forrige århundrede lancerede Froms gambit, og som med rette kan kaldes den første markante skikkelse i dansk skakliv.
I København eksisterede der i 1840'rne en skakklub, hvis formand var cand. theol. Hendrik Møller, og som den unge From åbenbart var medlem af. Foreningen blev imidlertid opløst, da enevældens nidkære ministre pålagde den en klubskat. Så kom de turbulente år omkring 1848, grundloven og treårskrigen. Severin From, der korresponderede med H. C. Andersen, havde påtaget sig at renskrive digterens roman "De to baronesser", og året efter melder han sig som frivillig.
I begyndelsen af 1850'erne blev der ikke alene røget to-bak, men også spillet skak på de københavnske kaffehuse. Kehlets Kaffehus og d'Angleterre var et par af dem. Himmerige og Helvede to andre. Her var en vis Hr. Møllerstrøm den ukronede skakkonge - "lige frygtet ved sit overlegne spil, som ved de sarkasmer, hvorved han illustrerede modstanderens." Typen har overlevet, ikke sandt?
Hr. Møllerstrøm fik dog kam til sit hår, da From dukkede op og udfordrede ham. Og efter en række styrkeprøver, hvor From angreb med den samme uforfærdede stil, der må have gjort ham til en drabelig soldat under slaget ved Fredericia, måtte Hr. Møllerstrøm anerkende, at han ikke længere var 'kaffehusenes konge'. Møllerstrøm fik dog et smukt eftermæle i Illustreret Tidende, hvor From selv viste sig stor-sindet og kaldte sin storpralende forgænger for "en fremragende skakspiller" og "et hæderligt, retsindigt og elskværdigt menneske."
Vi viser stampartiet til Froms gambit, hvor det meget passende er Hr. Møllerstrøm, der fører de hvide brikker:
1. f4 ...
Den store dille i guldalderens København. From er naturligvis ikke længe om at få påsat bajonetten:
1. -, e5 2. fxe5, d6 3. exd6, Lxd6 ...
Sort har givet en bonde, men truer allerede med mat efter 4. -, Dh4+ og slag på g3.
4. Sf3, Sh6 5. e4, Sg4 6. g3, Sxh2!
Det er ikke svært at forestille sig det leben, et sådant træk har udløst blandt borgere og bohemer i Himmerige og Helvede. Froms angrebsspil er virkelig besjælet af ånden fra 48.
7. Txh2 ...
Eller 7. Sxh2, Lxg3+ 8. Ke2, Lxh2 - og den kan hvid ikke slå på grund af 9. -, Lg4+ etc.
7. -, Lxg3+ 8. Ke2, Lxh2 9. Sxh2, f5 10. Lg2, fxe4 11. Lxe4, Dh4 12. Dh1, 0-0 ...
De rokerede skam nu og da, de gamle kæmper, men de var ikke meget for det.
13. Ld5+, Kh8 14. Dg1, Dh5+ 15. Lf3, Txf3 16. Sxf3, Lg4 17. d3, Sc6 18. Lf4, Tf8 19. Lg3, Txf3 20. Ke1, Dh6 21. Sc3, Sb4 22. Opgivet.
De opgav af og til, de gamle kæmper, men de var ikke meget for det.
Det er en charmerende biografi, dansk skaklitteratur her er blevet beriget med. De 52 sider oser ikke blot af skak-historie (man får tilmed lov til at opleve From få ørerne i maskinen hos den store Steinitz!), men også af guldalderatmo-sfære. Det er simpelt hen årets mandel- eller julegave til familiens skakfreak - med risiko for at han/hun bliver sært
uselskabelig resten af juleaften. Og så koster den kun en flad tyver - hvis man nemlig indsender dette beløb pr. check til Claus Olsen, Skakforeningen Odysseus, Lyngbyvej 32E, 5 mf., 2100 København Ø, vil man modtage værket - og være sikker på at få en From jul.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her