Læsetid: 10 min.

Afrikas nye magtpagt

29. november 1997

Sammensværgelse eller ej, så har Uganda, Rwanda, Eritrea, Etiopien og Kabilas Congo samme ambitioner

Kigali & Kampala
Sortimentet i den tax-free butik i Kigali Internationale Lufthavn er bredt. Foruden en flaske champagne til 43 dollars, fem par sorte sko, en kaffekande, et fotoalbum og et sæt dørhåndtag kan man erhverve sig en menneskerettighedsrapport om folkemordet. Der er ingen vand på toilettet, og plasticstolene i transithallen vipper og truer med at løsrive sig fra understellet.
Det er land med sådan en facade, som siges at være i besiddelse af ambitioner om at erobre nabolandene i et skummelt komplot med mindst fire andre afrikanske stater af mere eller mindre tilsvarende materielt niveau. "Et nyt tutsi-imperium," "afrikansk ekspansionisme," lyder advarselsråbene, højest fra Frankrig.
Frygten brød ud, da det kæmpemæssige Zaïre blev erobret på blot syv måneder af en forholdsvis ukendt oprørsleder ved navn Laurent Kabila, en mand, der ifølge rygterne var mere kendt som succesrig skørtejæger end som sejrrig guerillachef. Hvordan kunne han indtage et så enormt rige på så kort tid?
Ganske vist var landets kræftsyge præsident Mobuto Sese Seko mere optaget af at få fløjet bleer i voksen-størrrelse ind til Kinshasa end at bekæmpe oprørshæren, og vel var hans ulønnede hær ikke motiveret for at kæmpe for andet end det, der gavnede deres egen indkomst, men alligevel var det bemærkelsesværdigt at iagttage den hurtighed, Kabilas styrker rykkede frem med, og som i midten af maj endte med, at Kabila udråbte sig selv til præsident og gendøbte landet Congo.
Gradvist blev det bekræftet, at Kabilas oprørere ikke havde været alene om at erobre landet. Bag hans væbnede forbund af obskure oprørsgrupper, som han samlede, stod en større alliance, som støttede kampen. Der har været soldater fra Rwanda og Angola med i styrken, og den har fået logistisk, politisk eller diplomatisk støtte fra regeringslederne i Burundi, Uganda, Tanzania, Zambia, Eritrea, Etiopien, Zimbabwe og Sydafrika.
Især de fire statschefer i Rwanda, Uganda, Etiopien og Eritrea var aktive, fordi de har en fælles baggrund. Allesammen er kommet til magten efter i årevis at have kæmpet som guerillaledere, og deres instinktive afsky for diktatorer parret med behovet for stabile grænser, gode politiske alliancepartnere samt fælles visioner om et regionalt fællesmarked gjorde, at de involverede sig i Kabilas kamp for at vælte Mobuto.

Ingen sammensværgelse
"Det er klart, at Uganda støttede Laurent Kabila for at skabe fred på sine egne grænser," siger den danske ambassadør i Kampala, Thomas Schjerbeck.
"Men jeg tror ikke på, at der skulle være en skjult dagsorden om et 'tutsi-imperium'."
Konspirationsideen om et 'tutsi-imperium' stammer fra det faktum, at Rwandas stærke mand, den giacometti-tynde general Paul Kagame, som stod i spidsen for oprørshæren RPF - der i dag er regeringshær - tilhører tutsi-mindretallet. At Ugandas præsident, Yoweri Museveni, også er fra en familie med tutsilignende status. Og at Bu-rundis diktator Pierre Buyoya er tutsi - og det var i øvrigt ved Burundis grænse, at Kabilas oprørsstyrke satte i gang.
Sammensværgelses-teorien skulle således være, at disse tre statschefer lovede Kabila støtte til at erobre Zaïre, mod at han i fremtiden ville bakke op bag deres ekspan- sionistiske politik. Og Ugandas præsident Museveni skulle være hjernen bag det hele, og Kagame det militære geni.
"Der er ingen tutsi-sammensværgelse i det her," siger en erfaren diplomat på en af de større NATO-landes ambassade i Kampala.
"Uganda er interesseret i at have gode naborelationer, og det havde Museveni ikke med Mobuto. Tværtimod lod Mobuto tropper, der var støttet af Sudan, foretage frem-stød ind i Uganda fra Zaïre. Desuden kan Ugandas økonomi, der går strålende, ikke vokse uden der kommer et regionalt handelssamarbejde. Og det var Mobuto heller ikke interesseret i."
Diplomaten foretsætter: "Da det blev klart, at Zaïre var et vakuum, at regeringssoldaterne flygtede i stedet for at kæmpe, og snebolden rullede, ønskede ingen i regionen, at den stoppede. Meget af Ugandas politiske og sikkerhedsmæssige fremtid afhænger af Congo, og derfor har Museveni nu besøgt Kabila fire gange siden erobringen. Jeg tror, det er fordi, at Kabila gerne vil lære af Ugandas succes, og Museveni er den af de fem statschefer, der tænker længst og har visioner. De andre er mere dag-til-dag-politikere."
Ugandas forsvarsminister Mbabazi siger:
"Vi sendte ingen styrker ind til Kabila. Det havde Kagame jo gjort. Vi gav udelukkende Kabila strategiske råd - og det tit og ofte, for vi ville gerne støtte hans sag."
Forsvarsministeren afviser også, at Laurent Kabila er en marionet for dem: "I over 33 år har Kabila været i opposition til Mobuto. Det lykkedes Mobuto at korrumpere 99 procent af sine politiske modstandere, men ikke Kabila. Ingen troede, at Kabila kunne indtage Zaïre - men hvem troede heller på, at Museveni kunne erobre Uganda?"
Dem, der mener, at præsident Museveni havde udtænkt planen om at få Kabila til at vælte Mobuto, vil redaktøren af dagbladet Monitor, Charles Onyango-Obbo, gerne skuffe:
"Museveni ville have, at Kabila først sikrede sig en solid politisk alliance inde i Zaïre, før han stødte frem, for det var også Musevenis egen politik, da han kæmpede mod Idi Amin og Milton Obote. Men det var Paul Kagame i Rwanda, der havde de største problemer med at Mobuto lod hutu-militserne i flygtningelejrene i Goma foretage angreb ind i Rwanda, og derfor skubbede han på Kabila - også selv om Kabila hverken havde et politisk program eller en organisation."

Fælles interesser
I de diplomatiske kredse i Kigali ved man ikke præcist, hvor mange mænd, vicepræ-sidenten og forsvarsministeren - den 40-årige general Paul Kagame bærer begge titler - sendte ind for at støtte Kabila.
"Måske satte Kagame kun 1.200 lette tropper ind. Der var ikke brug for megen magt for at vælte Mobutos hær, som overhovedet ikke fik støtte fra civilbefolkningen," siger en diplomat på en indflydelsesrig vestlig ambassade.
"Der er ingen tvivl om, at også Uganda, Tanzania, Bu-rundi, Angola, Zambia og Zimbabwe støttede, nogle logistisk med lufttransport af tropper - og det kan ikke være Rwanda, for her er der ikke noget luftvåben," siger diplomaten og fortsætter:
"Støtten var så massiv, fordi især Burundi, Rwanda og Uganda var dødtrætte af grænseproblemer. Jeg tror ikke på, at der eksisterer nogen politisk sammensværgelse i alt det her. Når to eller tre afrikanske lande gør noget sammen, er det ikke fordi, der er et komplot, men fordi de har fælles interesser. Disse lande har ingen territoriale ambitioner, de er kun interesseret i at få fred i deres egne lande. Rwandas tutsistyrede hær er en succesrig, egoistisk styrke, der ikke tror en døjt på andre tutsier, der ikke er medlemmer af den."

Kabila fik USA-våben
Der har været en del spekulationer om, hvilken rolle USA spillede i kampen om Congo.
Congo er et de få resterende lande på kloden, hvor supermagten ikke er i færd med at udvinde råstoffer - og dem er der i overmål i det enorme land. De ludfattige congolesere går på deres bare fødder oven på diamanter, oliefelter og naturgaslommer. Og udnyttede man vandmasserne, kunne de producere elektricitet til at forsyne det meste af det centrale Afrika.
Men præsident Yoweri Musevenis personlige rådgiver og talsmand, John Nagenda, er sikker på, at USA i det skjulte spillede en væsentlig rolle for at stå på god fod med det nye Kabila-styre: "Jeg kender folk, der så amerikanere levere forsyninger under krigen. Såvel fra luften som ad landvejen sendte amerikanerne forskellige våbentyper, støvler og uniformer ind. De gjorde mere, end de siger, for USA var interesseret i at få manøvreret Frankrig ud af Congo."
I de afrikanske regeringskontorer håber man nu på, at USA vil 'nøjes' med at satse på mineraludvinding i Congo og lade Kabila i fred til at ordne forholdene til nabolandene. For de har planer, især regionens grå eminence, Yoweri Museveni, stiler mod at smede en panafrikansk alliance sammen, så der bliver skabt mere økonomisk vækst.
"Zaïre var det store hul i midten af Afrika," sagde Mu-seveni ved Kabilas indsættelse som præsident, og det hul er nu udfyldt af Congo, og derfor er tiden inde til at skabe et afrikansk fællesmarked og anlægge veje på kryds og tværs af kontinentet.
Også Kabila stemte i og talte varmt for et nyt 'USA' - hvilket skulle udlægges som 'United States of Africa'.

Fælles marked og forsvar
Uganda er drivkraften i at få realiseret planerne om et regionalt fællesmarked, der skal strække sig fra Det Røde Hav til Stillehavet - fra Eritrea til Congo.
"Det første møde om at anlægge en vej fra Uganda til Kisangani i Congo blev holdt i august," oplyser redaktøren for Monitor i Uganda, Charles Onyango-Obbo. "Delegationen fra Congo ejede end ikke et landkort over den østlige del af deres land, mens delegationen fra Uganda mødte op med egne, detaljerede landkort og labtop-comutere. Uganda vil gerne være med til at udnytte Congos rigdomme og er derfor interesseret i at anlægge veje og være transitland for varer til og fra Mombasa, Kenyas havneby ved Det Indiske Ocean. Det er vigtigt at få den vej på plads så hurtigt som muligt, og det vil sige før sydafrikanerne får bygget en, for de har råd. Så alt i alt drejer det sig mere om konkurrence end om et samarbejde, som alle ellers siger, at de søger."
Danmark den største bidragyder til Ugandas genopbygning efter borgerkrigene, der kostede 800.000 ugandere livet i perioden 1966 til 1986. Den danske ambassadør blev for nylig kaldt til møde med præsident Museveni, som gerne ville vide, om Danmark ville være med til at bygge en del af vejen til Congo.
"Uganda er hurtigt ude for at skabe en ny infrastruktur i regionen," siger ambassadør Thomas Schjerbeck. "For at lette handelen over grænserne har Uganda besluttet at nedsætte toldsatserne, og i stedet for har man indført en lokal 'moms', som skal give staten de indtægter, man mister på tolden."
"Det er meningsløst at tro, at Uganda kan stå alene i denne region," forklarer præsident Musevenis rådgiver, John Nagenda.
"Det er et lille land med 20 millioner indbyggere, der har en beskeden indkomst, og derfor ville det være latterligt at forsøge at gå enegang. Politisk set er det også vigtigt, at vi slutter os sammen i større enheder. De store lande regner os ikke for noget nu, fordi vi er så små."

Militært nødvendigt
"Det tredje argument for en alliance er militært. Jeg mener ikke, at der eksisterer noget håb for Rwanda og Burundi - for nu at nævne to lande i regionen - med mindre de er dele af en større helhed. Der vil konstant være dødeligt kævleri - en million mennesker døde for tre år siden - og i sådanne bittesmå lande, som ingen er betaget af, kan folk få lov til at dø i tusindvis, mens verden ser på," siger John Nagenda og forklarer, hvordan man kan holde de dødbringende spændinger mellem hutuer og tutsier i skak:
"Hvis Rwanda og Burundi var en del af en alliance, der havde militære aftaler, ville det betyde, at enhver gruppering, der erklærede krig mod en anden gruppering, ville blive standset af en stor fælleshær. Og jeg er sikker på, at rwanderne allerede forstår denne pointe, og at folk i Burundi også vil indse det: Hvis nogen bliver angrebet, vil det blive anset for et angreb på os alle."
"Det er den eneste løsning for disse to lande, hvad skulle det ellers være - en balkanisering? Skulle man dele dem op, så hutuerne bor i et område og tutsierne i et andet? At lade tutsierne flytte til Bu-rundi og hutuerne til Rwanda? Nej, det ville ikke fungere. Men folk skal vide, at der står en større styrke parat til at gribe ind, hvis den ene eller den anden gruppering mister besindelsen."
En ny militær alliance spiller også en vigtig rolle for Ugandas forsvarsminister Mbabazi: "Sikkerhed er en forudsætning for en ny infrastruktur og samhandel. Men økonomisk set ville en forsvarspagt også betyde en lettelse, hvis vi standardiserede materiellet og træningen. Jeg går ind for, at vi spreder udgifterne til militæret, så ikke alle landene skal anskaffe sig et flyvevåben. Jeg håber, at sådan en pagt kan blive til virkelighed med Kenya, Tan-zania, Rwanda, Congo, Etiopien, Eritrea og - når det bliver fri for diktatur - også Burundi."

Skud over Kinshasa
Mindst 11 mennesker blev dræbt, da det fredag kom til skudvekslinger mellem soldater i Den Demokratiske Republik Congos hovedstad, Kinshasa, oplyste hospitalspersonale.
De første rapporter om antallet af dræbte kom en time efter, at skyderierne var begyndt uden for præsident Laurent Kabilas residens i Kinshasa nær landets nationalbank.
Der var ingen oplysninger om, hvorvidt Kabila var inde i huset, da skyderierne begyndte.
Der var heller ingen oplysninger om, hvad der havde affødt skyderiet, selv om nogle vidner sagde, at der var tale om skudvekslinger mellem soldater og militærpoliti uden for nationalbanken.
Der har tidligere været skudvekslinger i Kinshasa - også efter at det ny styre under ledelse af Kabila kom til magten i maj - efter at den tidligere diktatator Mobutu Sese Seko havde forladt landet i lyset af Kabilas fremmarch.
Så sent som natten til fredag var der skudveks-linger ved en større militærbase i Kinshasa. Skyderiet varede en halv time, og døde derefter ud.
Der har i de senere uger været rapporter om stridigheder mellem forskellige fraktioner i Kabilas rækker.(AFP)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu