Læsetid: 4 min.

Ak og pip

22. november 1997

Eneren præger det københavnske teaterbillede - den originale, den udstødte, den magtfulde og den ensomme. Fra teaterfuglen på Kgs. Nytorv til singler'ne på Nationalmuseet

Teaterfuglen blev en af det københavnske kommunalvalgs mærkesager. En mærkelig historie om en original arkitekt-eners dristige bud på en bygning, baseret på en magtsyg teaterchef-ener og hans bestyrelsesformands enestående institutionsdrøm om et gennemsigtighedsmonument for eftertiden. Og realiseret, på det ministerpolitiske plan i hvert fald, af henholdsvis en igangsætningsivrig eners uhæmmede håndbevægelser - og en senere tilkommen eners korrekte forestillinger om at gennemføre det, der nu en gang er besluttet.
Hvordan sagen ender vides ikke her i skrivende stund. Blot at mange københavnere simpelthen gik til valg på netop denne fiktive fugl - (og så Kommunehospitalet, men det er jo en helt anden forestilling). Kun ét synes sikkert - at der blandt de indstemte nu er flertal imod den allerede så vingeskudte fugl. Ak og pip.
Eneren har også været emnet for de seneste teaterpremierer i hovedstaden. Først og fremmest Det Kongelige Teaters Jesus-forestilling i Turbinehallerne, selvfølgelig, hvis ener-eksistens jo sådan set er blevet omdrejningspunktet for hele den vestlige kultur de sidste par tusinde år. Men også Cantabile 2's narkomani-iscenesættelse Pentothal ramte ned i ener-problematikken omkring den både udstødte og udrydningstruede junkie - outsider-eneren uden eftermæle.

Tilranere
Teatret La Balance befinder sig ikke blot i hovedstadens periferi i Vanløse. Det lille teater i den beskedne smedehal på Kastanie Allé har også valgt at kaste sig over en af outsider-klassikerne, nemlig Macbeth - Shakespeares skuespil om parret, der blodigt tilranede sig kongemagten, men som kom til at betale så tung en pris for ugerningerne.
Denne forestilling er dog ikke baseret på Shakespeares tekst, men på Gerz Feigenbergs nyfortolkning af historien under titlen Mac & Beth. Feigenberg har gjort sit stykke til en kamp mellem to enere - to menneskers lidenskabelige kamp for fælles triumf, der imidlertid blot resulterer i deres fælles ruin og følelsesmæssige adskillelse.
Feigenberg har fokuseret på den psykiske krakelering mellem disse to stærke individer. Han viser deres voksende angst og manglende evne til at tale sammen, og i instruktøren Marc van der Veldens skrabede og næsten nøgne instruktion bliver de sindsmæssige skift imponerende tydelige. Thomas Gabrielsson spiller Mac med overbevisende skrøbelig brutalitet og Lotte Faarup fortolker Beth med ukrukket vanvid gennem sin mærkeligt ur-erfarne udstråling af ung pige og gammel kone på samme tid.
Alligevel savnes Shakespeares opkogte intriger og forrædere rundt om hovedparret. Forestillingen kommer tekstmæssigt til at køre i tomgang, og Birgit Løkke Larsens slagtøjsakkompagnement stagnerer i egen gong-gong-lyst. Dermed bliver skuespillerne ladt i stikken med to roller, der undervejs reducerer sig selv til det alt for overskuelige - frem til 6. december.

Singler
På Nationalmuseet har diverse 'kærlighedsenere' indtaget den søjleprydede Festsal under den trendy titel Singler, der tydeligvis havde lokket folk til i overraskende stort tal; publikum kæmpede i hvert bravt om salens alt for få pladser med godt udsyn på den interimistiske tilskueropbygning.
Singler er en dansesolo-festival, både for koreografer, der danser egne soli og for dansere, der danser andres værker. Små korte værker i alverdens stilarter - sat sammen af kompagniet Åben Dans Productions i fire forskellige programmer, der spiller frem til næste lørdag.
Første program gav et gensyn med Thomas Eisenhardt i hans egen Fuglesang, hvor Eisenhardt demonstrerer sin uortodokse evne til at skabe stilløse bevægelser ud fra en selvopfunden skabnings krop. Her var det (måske) et fugleagtigt væsen, der omstændeligt og i kamp med balancen lærte sig selv at bevæge sig anderledes - hvorefter det mistede sin oprindelighed og dermed sig selv.
Eisenhardt har et særligt talent for den gentagne bevægelse, som han tilsyneladende kan lade accellerere uhæmmet - for derefter at slippe kontrollen og lade bevægelsen fare vild. Og her virkede det. Da han til slut stod rådvild og fløjtede efter sine gamle fuglevenner, fløjtede publikum tilbage - en single var blevet hørt og forstået...

Palle'r
Den canadiske Kathryn Ricketts var på besøg med den noget 80'er-agtige solo Once Removed af Jennifer Mascall, der dog kiksede på grund af tekniske problemer med en live-videooptager, der mildest talt ikke virkede - et ensomhedsmareridt á la 'Palle alene i verden'...
Til gengæld scorede koreografen Kitt Johnson fanatisk og højttrampende bifald med sin solo Epi Pha Nic IV, hvor hun endnu en gang viste sin mærkelige transformationsevne: Ikon det ene øjeblik, ælling det næste - og så pludselig verdensdame og solnedgangslysende statue. Men konstant alene, fanget i egen krop.
Johnson er stædigheden selv, og hendes senede skikkelse vidner om de ulidelige anstrengelser, hun udsætter sig selv for i denne omskabelsesproces.
Alligevel var det allermest fascinerende øjeblik måske de sekunder, hvor hun uden varsel pludselig gav sig til at spæne hen over scenen - sidelæns og med knæene mod hinanden i en endnu uopdaget savanne-løbeart. Johnson har nu så længe arbejdet med det langsommes æstetik, ikke mindst inspireret af den japanske butoh-dans, at det var aldeles betagende pludselig at se hende bevæge sig lynhurtigt. Tænk om hun ville kaste sig ud i quick-koreografi!
De kommende dage byder solofestivalen på navne som Anders Christiansen, Jens Bjerregaard, Lene Boel, Bo Madvig og Tim Feldman - alle enere af både krop og sjæl. Og uomtvisteligt sjældne fugle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu