Læsetid: 6 min.

Jeg har aldrig væ

18. november 1997

som du tror... (7.896 bytes)__

Af MARIE-LOUISE KJØLBYE

Jens Andersens bog om Tove Ditlevsen er velskrevet med fine læsninger - men den er vistnok også lidt naiv

NY BOG
"En ting er, at man udleverer sig selv. En anden er, at folk er taktløse nok til at læse det", var ifølge Jens Andersen Tove Ditlevsens standardreplik til dem, der bebrejdede hende, at hun skrev for tæt på mennesker, hun stod nær.
Jens Andersen, der med Til døden os skiller udgiver sin tredje store forfatterbiografi, har valgt ikke at gå lige så tæt på privatpersonen Ditlevsen som Karen Syberg i den Ditlevsen-biografi, der udkom tidligere i år. Hans grundige research bygger på Tove Ditlevsens digte, romaner og noveller, men inddrager også interviews og hendes mangeårige virksomhed som sibylle i FamilieJournalens læserbrevkasse, Små hverdagsproblemer.
Skønt Tove Ditlevsen i lange perioder var både narkoman og alkoholiker var hun faktisk særdeles produktiv, og af dette kolossale stof uddestillerer Jens Andersen en rød tråd, Ditlevsens længsel mod 'det runde værelse', som også blev titlen på en af hendes digtsamlinger.
Det runde værelse er symbol for skriftens livmoder og den drømmende afsondring fra virkeligheden, som hun søgte og var mest lykkelig i. Sine mest produktive perioder oplevede hun netop i fred og ro på Sankt Hans og på Rigshospitalets psykiatriske afdeling, eller under en mands faderlige beskyttelse, så længe den nu varede.
Titlen Til døden os skiller hentyder ikke bare til Ditlevsens berømte ægteskaber, men rummer også den tvetydighed, at døden som ophør af spænding var en central drift hos Tove Ditlevsen:
Åh lad mig/ hastigt ældes/ og ingenting begære/ og aldrig mer begæres/ af andre end min død.
Men hun skrev bedst på lidelse, angst og konflikter, der afspejlede hendes barndoms dybeste længsler - efter ensomhed og lukkede rum, men også efter at blive mødt og forstået som hun var, især af sin lunefulde mor. Konflikten genopstod i vekslende grad hos Ditlevsens fire ægtemænd, Viggo F. Møller, der gav hende tryghed og identitet som forfatter, den rare, passive Ebbe, lægen Carl Ryberg, der gjorde hende til narkoman og endelig hendes store kærlighed, Victor Andreasen.

Fremragende billeder
Bogens billedvalg grænser til det geniale og røber en erfaren avisredaktørs sikre blik - Jens Andersen er litteraturredaktør på Berlingske Tidende og samtidig én af dem, der uden fast stilling på universitetet alligevel bidrager anseligt til litteraturforskningen.
Fotografierne i bogen fortæller nemlig tydeligere end ord historien om den unge kornblonde digterindes dramatiske forvandling til rå heks med galgenhumor i blikket. Men på alle portrætterne, selv af den ensomme modne forfatter i det arkitekttegnede herskabshjem på H. C. Andersens Boulevard, bemærker man den særlige Ditlevsenske aura, et sårbart og dragende lys af æterisk, næsten selvtilstrækkelig ensomhed.
Man forstår, hvor tiltrækkende hun har været, trods alt det, der også gjorde hende vanskelig at leve sammen med.
Som biograf er Jens Andersen overmåde fair ved at lade flere forskellige tolkninger komme til udtryk, f.eks. i sin udmærkede diskussion om Tove Ditlevsen virkelig i perioder led af en maniodepressiv psykose, som hendes psykiater Vanggaard hældede til, eller om også det var en slags kunstnerisk rolle, hun kunne gå ind og ud af, som Victor Andreasen mente.
Andersen er også en fin læser, der tydeligt indsætter Ditlevsen i en modernistisk tradition, især gennem en parallel til Tom Kristensen, der ligesom Ditlevsen beskrev moderne erfaringer af spaltning og brud i rimede former. Andersen læser ligefrem hele Ditlevsens (selv-)destruktive livsværk med dens splittelse mellem kunsten og livet som en kvindelig parallel til Kristensens Hærværk. Og romanen Vilhelms værelse ses i litteraturhistorisk sammenhæng som en slags pikaresk roman, hvor den quixotiske hovedperson Lise Mundus problematiserer sin egen rolle som fortæller, blandt andet ved at foregribe Lises selvmord. Selv begik Tove Ditlevsen i øvrigt selvmord i 1976, et halvt år efter, at hendes sidste roman udkom.

Blodig ironi
Ved at gøre Ditlevsen til modernist tilføjer Andersen en blodig ironi til det varemærke som poetisk 'traditionalist', som efter sigende forhindrede Det danske Akademi i at tildele hende den store litteraturpris. Bla. Henning Fonsmark har beskrevet modernismen ikke som en kættersk kunstform, men som en ganske succesrig sammenslutning, der hurtigt fik organiseret sig som bl.a. anmeldere og medlemmer af Akademiet. Noget, arbejderbarnet Tove Ditlevsen med de mange læsere aldrig blev fin nok til - en pointe, også Karen Syberg beskrev med tilbageholdt indignation. Victor Andreasen mente ligefrem, at den direkte anledning til Ditlevsens første selvmordsforsøg var, at hun i 1973 trods rygter om at være den udvalgte ikke fik Akademiets store Pris.

Vedvarende interesse
Litteraturhistorisk har Tove Ditlevsen, der ville være fyldt 80 i år, næppe heller været behandlet helt efter fortjeneste. Det er derfor formidabelt, at interessen for hende stadig er stor nok til at bære ikke kun udgivelsen af hendes samlede digte, men også hele to biografier om hende. Selv har jeg både læst Lise Busk-Jensens Ditlevsen-afsnit i Kvindelitteraturhistorien, Karen Sybergs biografi, og med mellemrum genlæser jeg (i) Tove Ditlevsens egne værker.
Måske er stoffet så velkendt for mig, at det i sig selv kan forklare, hvorfor jeg ikke rigtigt blev revet med af Jens Andersens bog. En anden mulighed er dog, at Jens Andersen ikke helt tager konsekvensen af de pointer, han faktisk har liggende foran sig.
Hans Tove Ditlevsen ligner næsten én af de frustrerede forstadshusmødre, hun selv rådgav i FamilieJournalen - og derved bliver hans bog noget mere tam end Ditlevsens egen digtning giver belæg for. Jens Andersen forstår og forklarer, næsten som om han selv har ladet sig forføre af Ditlevsens sårbare fortryllelse og nu ridderligt må beskytte hende mod dem (især mænd), der i hendes levetid ikke behandlede hende, som hun fortjente. Når han f.eks. skriver, at der i ægteskabet mellem Ditlevsen og Andreasen var "fejl på begge sider", er det vist lidt af en eufemisme for et uigennemskueligt og originalt forhold med mulige sadomasochistiske komponenter af krænkelser og hævntogter, hvor Ditlevsen måske nok led mest, men trods alt fik det sidste ord, når hun skrev.

Det sidste ord
I sin glimrende bog om Thit Jensen fik Jens Andersens nysgerrighed over for det eksotiske væsen af modsat køn ham til at stille alle de rigtige spørgsmål. Men her tror jeg faktisk, at han går glip af Ditlevsens yderpunkter af afsind og indsigt, mens Syberg må-ske til gengæld fik for meget af en heks og ravnemor ud af Ditlevsens grundlæggende mangel på evne til at tage vare på nogen som helst (det har f.eks. næppe gavnet hendes børn).
Men som digter var hun god, netop fordi både hendes prosa og lyrik rummer urkræfter af hemmelig forståelse af livets råhed og hæmningsløse begær, af driften efter at modtage og tilføje lidelse, som om Ditlevsens grundlæggende angst på en eller anden måde beskytter hende: Livet er allerede så slemt, at det næsten ikke kan blive værre.
Det er hendes ekstreme kompromisløshed, som holder også hendes 'traditionalistiske' digtning med dens firlinjede rimede kling-klang-monotoni friskere end så meget modernistisk lyrik, der i sin spændstige form mangler de ditlevsenske understrømme.
Men der er al mulig grund til at glæde sig over, at den store forfatter, der tyve år efter sin død stadig er godt stof på avisernes temasider, men aldrig kom sig over at blive kaldt "lyrikkens barpianist", endelig er ved at få den placering, hun fortjener.
Selv om jeg nok synes, at hun stadig selv får det sidste ord.

*Jens Andersen: Til døden os skiller. 288 sider, 275 - kr. Gyldendal. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu