Otte millioner amerikanske børn går i privatskole, men ikke alle forældre er tilfredse med undervisningsmetoderne og søger nye skoleformer
Skolen på kloden
Cambridge - For to år siden valgte Jill og Jim Ackerman en privat skole. Det ville være den rette vej for deres følsomme og kunstneriske søn Jessie, troede det amerikanske ægtepar.
"Vi frygtede, at en stor offentlig skole kunne blive overvældende for ham. I stedet mente vi, at en lille privat og progressiv skole var den perfekte løsning," siger Jill Ackerman, en billedhugger i Cambridge, Massachusetts. I dag har de to forældre fortrudt beslutningen. De måtte punge ud med 10.000 dollar i årligt gebyr, men snart viste det sig, at den private Fayerweather School med 140 elever ikke har nær så gode faciliteter som offentlige skoler.
"De havde f.eks. ikke kapacitet til hjælpeundervisning. I løbet af to års undervisning opdagede lærerne endda ikke, at vores søn har læsevanskeligheder," fortæller Jill.
Ved dette skoleårs begyndelse skiftede Jessie til en offentlig skole, hvor hans særlige behov kan blive opfyldt. Han lærer nu at stave ved hjælp af den fonetiske metode, hvor et ords opbygning bliver forklaret ved hjælp af lyde. På hans gamle private skole anvendte man en metode, som går ud på at lære eleverne hele ord sat i sammenhæng med sætningens mening.
Jessies historie er ret usædvanlig. Ofte ønsker forældre at overføre børn fra offentlige til private skoler. Det offentlige skolesystem i USA gennemgår nemlig i disse år en alvorlig krise. Det gælder især for skoler i fattige regioner og storbykvarterer, mens kommuneskoler i velstående forstæder generelt har et bedre renommé.
Nye skoleformer
Flere og flere børn meldes ind i private skoler, der i dag underviser otte ud af 52 millioner amerikanske skolebørn. Langt størsteparten er kirkeskoler, især drevet af den katolske kirke, som lægger større vægt på disciplin og moralske dyder end de traditionelle offentlige skoler.
En ny type skole er endvidere vokset frem i de sidste fem år - nemlig charter-skoler, hvor bestyrere, lærere og forældre sammen udformer pensum og vælger undervisningsmetoder uden indblanding fra de lokale myndigheder. Dét til trods for at charter-skoler stadig finansieres af offentlige midler.
Den første charter-skole startede i St. Paul, Minnesota i 1991 og siden har idéen spredt sig som en lynild. I dag findes der 781 charter-skoler i 23 delstater og tallet næsten fordobles hvert år, oplyser Center for Education Reform i Washington.
Vouchers eller fripas til private skoler er også blevet en populær idé. Initiativet støttes af det republikanske parti og har primært til hensigt at gavne børn fra mindrebemidlede familier i områder, hvor offentlige skoler er gået i forfald. Pengene til fripas skal komme fra kommuneskatten, men indtil videre har kun to byer, Milwaukee og Cleveland, gennemført forsøg af denne type.
I stedet har idéen vundet indpas i det private erhvervsliv. Et stigende antal firmaer i lokalsamfundene sponsorerer fripas til private skoler. Foreløbigt nyder kun 20.000 elever godt af denne ordning, og modstanden er stor i det demokratiske parti og fra de to landsdækkende lærerforeninger. De frygter, at knappe ressourcer til de offentlige skoler vil blive yderligere beskåret.
Men argumenter om solidaritet falder efterhånden for døve øren i USA's afro-amerikanske samfund, hvor utilfredsheden med skolerne vokser støt. Ifølge en nylig meningsundersøgelse fra Joint Center for Political and Economic Studies i Washington går 57 pct. af de sorte familier ind for fripas. En bedre uddannelse til deres børn er nemlig ensbetydende med en adgangsbillet ud af de fattige kvarterer.
Ansvaret
Ansvaret for den amerikanske skolekrise kan imidlertid ikke udelukkende tilskrives manglen på ressourcer. "Det er langt mere kompliceret," siger Barbara Berns, som tidligere var direktør i delstaten Massachusetts' undervisningsministerium og nu leder et analyse-firma i Boston.
"Mange private skoler, som underviser børn fra velstående familier, fungerer heller ikke godt. I Minneapolis har man ansat folk med erfaring fra det private erhvervsliv til at bestyre skoler. Det har ikke været den store succes. Katolske skoler kæmper også med problemer," fortæller uddannelseseksperten Barbara Berns.
Omvendt kan man finde ganske fortrinlige offentlige skoler. "I USA har vi et væld af gode eksempler på, hvordan en skole bør drives. Det behøver ikke at være særligt dyrt at løse problemerne. Politikere mangler blot fantasi og vilje til at gå i gang," mener Berns.
Det amerikanske uddannelsessystem er stærkt decentraliseret, og skolen bliver primært finansieret via lokale ejendomsskatter og sekundært af delstat og forbundsregering. De akademiske krav varierer delstaterne imellem, og nogle gange indenfor en delstat.
Nogle steder råder byerne kun over 20-30.000 kr. pr. elev til at drive grundskole. Andre steder er beløbet 60-70.000 kr. Men penge er dog ingen garanti for succes. Washington er berygtet for at have det værste skolesystem i landet - og ét af de dyreste.
Den ulige fordeling af ressourcer er blevet skærpet som følge af middelklassens flugt fra bymidten til forstæderne.
Oveni det kommer sociale og økonomiske problemer: Narkomisbrug, bandekriminalitet og høj ledighed. "Børn i dårlige kvarterer anser skolen for at være det tryggeste sted i verden. Samfundet stiller store forventninger til institutionen, men skolen kan jo ikke løse alle problemerne," understreger Barbara Berns.
I USA forventer mange, at skolerne skal opdrage elever til god og disciplineret opførsel, samfundsånd og andre borgerlige dyder. Det er nemlig værdier, som mange børn ikke lærer andetsteds. I mindrebemidlede kvarterer tilbringer de for lang tid på gaden og kommer under dårlig indflydelse, de lever i faderløse familier, og deres typiske faderfigur er enten en rig narkohandler kørende rundt i en Mercedes Benz eller en fordrukken mand i lediggang.
Læsekrigen
Der er også en voldsom debat om, hvilke undervisningsmetoder der bedst kan fremme elevernes akademiske færdigheder.
Diskussionen startede i 1984, da undervisningsministeriet offentliggjorde en foruroligende rapport Nation at Risk, som dokumenterede, at amerikanske skolebørns kundskaber i læsning og regning var faldet langt bagud europæiske og japanske elevers.
Siden har skolerne gjort beskedne fremskridt, især i matematik og de naturvidenskabelige fag, men læsefærdigheden er stadig alt for lav. Ifølge den seneste undersøgelse fra National Assessment of Educational Progress lever 44 pct. af eleverne i folkeskolerne ikke op til en minimumstandard. Næsten tre fjerdedele af skolebørn fra afro-amerikanske familier ligger under denne grænse.
Årsagerne er mangfoldige. Øverst på listen står skolelærernes utilfredsstillende akademiske niveau og de lave forventninger, som de stiller til elevernes færdigheder. I en undersøgelse udført af Harvard og Stanford University af 1.000 skolelæreres holdning viste det sig, at kun 19 pct. mener, at stavning og tegnsætning er essentielt for børns uddannelse. Over halvdelen af lærerne finder det acceptabelt, at eleverne anvender regnemaskiner i stedet for at lære hovedregning.
Især konservative tænkere gør oprør imod alternative metoder, som lægger mere vægt på problemløsning end grundviden. Debatten, som er blevet døbt "læsekrigen", berører ikke mindst spørgsmålet om den fonetiske metodes styrke vis á vis whole-language, altså det problem, som fik Ackerman-familien til at skifte skole i det ovennævnte eksempel.
Nationale prøver
Clinton-administrationen har fremlagt et forslag om nationale læseprøver for elever på fjerde klassetrin og regneprøver på ottende klassetrin.
Idéen er, at regeringen ved at måle færdigheder vil blive bedre til at identificere problemerne. "Men der findes allerede et væld af prøver på delstatsniveau, og undervisningsministeriet gennemfører hvert år lignende prøver for et repræsentativt udsnit af amerikanske skoleelever. Flere prøver vil distrahere lærere og elever fra vigtigere opgave," mener uddannelseseksperten Barbara Berns.
En spøjs koalition af konservative politikere og progressive borgerretighedsgrupper modsætter sig nationale prøver. Fra højre frygter man, at næste skridt bliver oprettelsen af et nationalt pensum, hvilket går stik imod en hævdvunden tradition: at lokalsamfundet styrer børnenes uddannelse. Omvendt er venstrefløjen bange for, at nationale prøver vil tjene til at udskille bukkene fra fårene i skolesystemet.
Eksempelvis vil læseprøven kun blive givet på engelsk. "Det vil skade spansktalende amerikanere og elever med andre modersmål. Vi opfordrer Dem til at lade nationale prøver blive afholdt i flere sprog," skrev en række organisationer for nylig i et brev til Bill Clinton.
Det amerikanske erhvervsliv støtter derimod Clinton-forslaget ud fra den betragtning, at en ensartet skoleuddannelse med et minimum af færdigheder vil kunne gavne virksomhedernes konkurrenceevne i den globale økonomi.
*Dette er den tredje artikel i en serie om den internationale skoledebat. De tidligere blev bragt 5. og 6. november. Serien fortsætter.
