Læsetid: 3 min.

Annan under kritik for Irak-diplomati

8. november 1997

FN's Sikkerhedsråds autoritet svækket efter forhandlinger med Iraks
Saddam Hussein, siger kritikere

BOSTON
De Forenede Nationers nye generalsekretær Kofi Annan er kommet i skudlinien i forbindelse med gårsdagens strandede diplomatiske forsøg på at tale Saddam Hussein til rette i en ugelang strid om FN's overvågning af våbenproduktion i Irak.
I en rapport torsdag i dagbladet New York Times citeres flere uafhængige FN-eksperter for en kritik af Annans beslutning om at sende en forhandlingsdelegation på tre mand til Bagdad onsdag i håbet om at overtale den irakiske regering til at hæve et forbud mod at lade amerikanske eksperter deltage i FN's inspektioner af landets våbenlaboratorier. Det skal have svækket Sikkerhedsrådets autoritet i en sag af stor principiel betydning, hævdes det.
Siden afslutningen på Golf-krigen i 1990 har FN forsøgt at håndhæve et forbud mod fremstilling af masseødelæggelsesvåben i Irak, bl.a. kemiske og nukleare våben samt langtrækkende missiler. Indtil regeringen i Bagdad har gjort rent bord, og FN opnår fuld indsigt i Iraks forsvarsindustri, vil de økonomiske og militære sanktioner mod Irak ikke blive annulleret.

I stram snor
Det er første gang i FN's historie, at organisationen påbyder en stat - som anses for at have krigeriske hensigter - at afruste under internationalt opsyn. Saddam Hussein sendte i 1980 sin hær ind i
Iran og ti år senere blev Kuwait invaderet. Millioner af mennesker mistede livet under de to krige, herunder irakere af kurdisk oprindelse og shiiter i det sydlige Irak.
Hidtil er Irak blevet holdt i en stram snor af Sikkerhedsrådet og en særlig afrustningskommission. Regeringen i Bagdad har kun fået lov til at sælge olie på verdensmarkedet i den udstrækning indtægterne bevisligt er gået til import af fødevarer.
I sidste uge slog Saddam Hussein pludseligt og uventet bak og hævdede, at USA uanset hvor meget Irak indskrænker sin våbenfremstilling ikke vil kunne acceptere en ophævelse af sanktionerne. Angiveligt var det årsagen til regeringens forbud mod, at amerikanere deltager i våbeninspektioner.

Delegation til Bagdad
Ifølge amerikanske presserapporter blev Kofi Annan anmodet af Frankrig og Rusland, permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, om at sende en delegation til Bagdad, selv om Saddam Husseins forbud er en entydig overtrædelse af international lov og derfor ikke kan være genstand for noget kompromis.
USA modsatte sig i første instans den diplomatiske mission, men lod sig overtale på den betingelse, at de tre udsendte diplomater blot skulle læse op fra en tekst, hvori FN's krav udlægges. Delegationen havde intet andet mandat.

Frygtelig fejltagelse
Det forudsigelige resultat var, at FN-diplomaterne vendte tomhændet hjem, kun udstyret med et personligt brev fra Saddam Hussein til Kofi Annan. I går sagde generalsekretæren, at han vil sende bolden tilbage til Sikkerhedsrådet, hvis Irak afviser at imødekomme FN's krav om at lade amerikanske våbeninspektører arbejde i Irak.
"At tilbyde Saddam forhandling om et emne af så afgørende og principiel betydning er en frygtelig fejltagelse. Det underminerer Sikkerhedsrådets og inspektionssystemets autoritet," siger Ruth Wedgwood, FN-ekspert fra Council of Foreign Relations i New York, som bl.a. udgiver tidsskriftet Foreign Affairs.
Tidligere vicegeneralsekretær Sir Brian Urquhart udtaler sig også kritisk i et interview med New York Times, skønt han lægger skylden på Frankrig og Rusland.
"For mange stater er kortsigtede mål vigtigere end langsigtede. Kontrakter om olieudvinding her og nu tæller mere end risikoen for, at Saddam en dag genoptager sin krigsmission," siger han.
Olieselskaber i Frankrig, Rusland og andre lande står på tæerne for at underskrive kontrakter med Irak.
USA's præsident Bill Clinton udtrykte sig i går meget pessimistisk over for krisen i Irak. Præsidenten tvivler på, at Irak vil give sig i det igangværende opgør med Irak om våbeninspektioner.
Iraks viceministerpræsident Tareq Aziz sagde, at Irak er parat til "en konstruktiv dialog" for at få løst striden med FN.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu