Læsetid: 5 min.

Anoreksi kan være arveligt

8. november 1997

Hver fjerde kvinde mellem 14 og 24 år er på hyppige slankekure og dermed i risikogruppen

29 pct. af alle 14-24 årige kvinder er så optaget af vægt, krop og mad, at de er i risikogruppen for at udvikle spiseforstyrrelser. Hver fjerde er ofte på slankekur - i ni procent af tilfældene er der tale om hyppige sulte- eller fastekure, og omkring én procent bruger ofte opkastning eller afføringsmidler til vægtregulering.
Disse alarmerende tal, der fremkommer i en undersøgelse, som Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi, (DIKE) har foretaget blandt godt 1.200 folkeskole- og gymnasieelever, var på dagsordenen på Kvindeligt Selskabs høring "Bag sulten" torsdag aften på Nationalmuseet.

Kaos og kontrol
Lonnie Schlegel, forfatter til bogen Må leve, siden dø fortalte om et årelangt helvede med skiftevis spisevægring og grovæderi, som startede da hun gik i gymnasiet og gradvist blev værre og værre, indtil det livstruende.
Da hun blev indlagt, vejede hun 30 kg. Men selv da syntes hun, at hun var for tyk.
"Jeg blev indlagt, fordi jeg var alt for tynd, men det var jo netop det, jeg stræbte efter. Jeg var blevet så optaget af min egen krop, at jeg ikke selv kunne se, hvor tynd jeg var", sagde Lonnie Schegel, der understregede, at der blandt piger er en magtkamp - ikke blot om at være tynd, men om at være tyndest.
"Jeg var glad og stolt over at være anorektisk, mens jeg i de perioder, hvor jeg grovåd, følte mig pinlig og ulækker, det havde jo noget med bræk at gøre".
Lonnie Schegel beskrev, hvordan hendes tilstand skiftede mellem kaos (bulimi) hvor hun åd og åd for derefter at brække det op - og så det stærkt kontrollerede (anoreksien) som brød ud, da hun startede på universitetet.
"Jeg troede, jeg havde fået det ideelle liv, jeg ville klare studierne og jeg ville se godt ud, hele min hverdag, studier, spisetider m.v. blev ritualiseret, sat i skemaer og var enormt kontrolleret, indtil jeg en dag besvimede hos frisøren og blev indlagt. Så begyndte jeg at grovæde igen og brække mig, alt var kaos og min vægt steg på tre måneder fra 30 til 50 kg."

Ligger også i generne
I dag fremtræder Lonnie Schlegel som tilsyneladende normalvægtig, men kan på ingen måde betegne sig selv som rask: "Jeg grovæder stadig to til tre gange om ugen, men jeg har lært mig selv ikke at kaste det op", sagde Lonnie Schlegel, der af samme grund ikke tør genoptage universitetsstudiet, eftersom hun er overbevist om, at dén anoreksi, der hele tiden ligger latent, så vil bryde ud igen.
Lonnie Schlegel kan ikke sige, hvad der kunne være gjort forebyggende i hendes tilfælde, eftersom det jo var det, hun ønskede. Ligeledes kan hun ikke forklare, hvorfor hun udviklede anoreksi.
Hun karakteriserer sin barndom som lykkelig og uproblematisk, så hvorfor skulle hun blive syg?
Som det fremgik af høringen er der ingen entydige svar på dette spørgsmål.
Psykiatrisk overlæge Marianne Hertz, Rigshospitalet, som har haft nogle af de sværeste tilfælde under behandling, understregede, at årsagerne til, at nogle kvinder udvikler anoreksi kan være både psykologiske og biologiske, og at der er et klart arveligt element tilsvarende det der gælder for sygdommen skizofreni.
"Man har i dag en viden om, at stoffet leptin, som dannes i kroppens fedtceller og som bl.a. styrer appetitten og som har betydning for fertiliteten, findes i forhøjet mængde hos gruppen af patienter med anoreksi".
Omkring de psykologiske årsager sagde Marianne Hertz, at der i gruppen af anoreksipatienters familier er lidt mere arbejdsløshed, depression, misbrug evt. også seksuelt misbrug end normalt.
Hun tilbageviste al snak om, at det er en "overklassesygdom", ligesom hun afviste, at det er en vestlig kultursygdom, eftersom anoreksi også optræder i andre kulturer.
Marianne Hertz understregede, at man ikke kender det præcise omfang af sygdommen, der diagnostisk bl.a. definereres ved, at kropsvægten ligger mindst 15 pct. under det normale, og at vægttabet er selvpåført gennem undgåelse af "fedende" mad eller ved opkast, ophør af menstruation, en skæv kropsopfattelse, hvor patienten er ekstremt bange for at tage på i vægt, men ikke vil være ved det.
"Vi ved ikke, hvor mange der er - det er et mørketal, eftersom mange gerne vil have anoreksi og derfor ikke går til læge", sagde Marianne Hertz, der henviste til en svensk undersøgelse, der viser, at én procent af hver årgang piger udvikler egentlig anoreksi.
Ifølge Marianne Hertz er anoreksi en forholdsvis "gammel" sygdom i modsætning til bulimi, som er af nyere dato og i "ekstrem" stigning, selv om man heller ikke her kender det nøjagtige omfang.
Ofte ligger bulimipatienterne på normalvægten, og de er meget gode til at skjule deres sygdom for omgivelserne, selv den næmeste familie. Udenlandske undersøgelser viser imidlertid en forekomst på op mod tre-fire procent tilfælde af bulimia nervosa i højrisikogruppen af unge piger.
Marianne Hertz skelner klart imellem de to sygdomme og betegner bulimi som en ren kultursygdom. Bl.a. viser hollandske undersøgelser, at forekomsten af bulimi er fem gange så stor i storbyerne som på landet.
"Man kan sige, at der er meget arv i anoreksi og meget miljø i bulimi", sagde Marianne Hertz, der endvidere understregede forskellen i de to sygdommes prestige.
"Hvor anoreksi opfattes som noget ædelt, noget man er lidt stolt over og som viser at man har kontrol over sig selv, er bulimi-patienterne meget flove og pinligt berørte over, at de ikke har styr på sig selv".

Maskuline idealer
Det fremgik tydeligt på høringen, at det kan være meget svært at definere, hvornår der er tale om lettere spiseforstyrrelser, og hvornår der er tale om egentlig anoreksi eller bulimi.
Desuden kan det være svært at skelne, hvornår pubertetspigers "almindelige" optagethed af et slankt udseende går over i en risikoadfærd. Men det er en udbredt opfattelse, at risikogrupperne især skal findes blandt de piger, der konstant er på slankekur.
Lektor Karen Klitgaard Povlsen, Cekvina, Århus Universitet, sagde, at vi har udviklet en bulimisk kultur, som især rammer kvinderne, der er ti gange så udsatte for at udvikle sygdommen som mænd.
Skønhedsidealet er maskulint, smalle hofter og brede skuldre, og en slank krop signalerer, at det er en person med selvdisciplin. Samtidig lever vi i en forbrugerkultur, hvor man helst skal forbruge, når man slapper af i fritiden.
"Anorektisk om dagen og ædeflipper om aftenen" kaldte Karen Klitgaard Povlsen dét og understregede, at spiseforstyrrelser er et eksistentielt problem for kvindekønnet, som optræder i alle kulturer, men som vi tackler forskelligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu