Læsetid: 6 min.

Arabisk front bliver svær at samle

15. november 1997

Over for Saddam Hussein hersker en arabisk tavshed, som skyldes, at der er en stigende skepsis blandt de arabiske folk over for USA's rolle i Mellemøsten

Kommentar
Udsigten til en militær konflikt i Irak bliver mere og mere konkret, som tiden går: Udenrigsudvalget i den amerikanske kongres vedtog i denne uge en resolution, der siger, at hvis ikke det lykkes med en diplomatisk løsning på konflikten, må en multinational styrke i FN-regi straffe Irak, og kan der ikke samles opbakning til dette i Sikkerhedsrådet, da må USA ensidigt stå for en militær aktion.
På grund af Saddam Husseins og USA's fælles interesse, nemlig at Saddam også fremover sidder på magten i Baghdad, vil konflikten eskalere indtil den grænse er betrådt, hvor yderligere eskalering vil indebære bombning af Baghdad med Saddam som det primære mål. Først da vil Saddam bøje af, og vi vil formentlig igen se en situation, der ligner den, som har gjort sig gældende siden Golfkrigen - men ikke helt. Det åbne spørgsmål er, om FN efter en ny Irakkonflikt vil kunne blive ved med at enes om en fælles sanktionspolitik, og i videre forstand, om USA fremover kan regne med den store opbakning til sin mellemøstpolitik, der har kendetegnet situationen stort set frem til 1996.
Under Iraks besættelse af Kuwait lykkes det for Bush-administrationen gennem eksemplarisk dygtig diplomati at samle en enig front mod Irak: Et samlet Vesten og Rusland, dannede front med så umage størrelser som Israel, Iran, Syrien og landene på Den arabiske Halvø med undtagelse af Yemen.
USA har i dag ikke den samme opbakning. Mens Frankrig, Rusland og Kina det seneste års tid har markeret deres synspunkter for en anden Irakpolitik tydeligt, har de arabiske lande holdt en klart lavere profil. Men deres tilbageholdenhed græn-sende til tavshed er sigende: Der er i dag en stigende skepsis grænsende til kritik blandt de arabiske folk over for USA's rolle i Mellemøsten, hvor amerikanerne på den ene side ikke synes villig til at presse Israel med ministerpræsident Netanyahu i spidsen i fredsprocessen og på den anden side tromler frem mod Irak.

Svært at se på lidelserne
Skønt sympatien for Saddam Hussein formodentlig kan ligge på et ganske lille sted, er det vanskeligt for araberne at blive ved med at se på de lidelser som broderfolket i Irak må tåle som følge af sanktionerne. Det er navnlig de seneste par år, at underretninger om de katastrofale humanitære forhold i Irak er blevet hverdagsstof i de arabiske dagblade.
Det sker altså samtidigt med, at fredsprocessen kører på lavblus og at USA ganske uden konsultationer i FN's Sikkerhedsråd i august 1996 bomber i Irak, fordi Saddam Hussein blander sig i konflikten mellem kurderne i det nordlige Irak.
Det forløb, vi ser i den aktuelle konflikt, må ses i forlængelse af aktionen i 1996. USA handlede her ensidigt på egen hånd, og lagde givet vis ved denne lejlighed grunden til den stigende kritik af amerikanernes Irakpolitik, der manifesteres i de arabiske lande i dag. Det er sigende, at en af USA's bedste allierede Saudi-Arabien afholdt sig fra officielt at kommentere amerikanernes aktion. Faktisk afviste saudierne amerikanernes ønske om at benytte saudiarabiske baser ved angrebet på Irak, der så blev sat ind fra det langt mere samarbejdsvillige Tyrkiet.
Golfaraberne og de øvrige arabiske stater er simpelthen misfornøjede med, at USA i august gik enegang, og derved for alvor fik det til at se ud som om FN kun er et amerikansk redskab, der ikke behøver at konsulteres, men blot skal sanktionere, hvad USA måtte finde nødvendigt.
For selvom de arabiske ledere ikke er på valg, bliver de nødt til i et vist omfang også at forholde sig til, at der findes en opposition.

Saudisk træthed
I et land som Saudi-Arabien har denne opposition manifesteret sig mere og mere tydeligt både politisk og i miljøerne omkring moskeerne.
Man hæfter sig således ved, at de to terroraktioner, der ramte Saudi-Arabien i 1995 og 1996 begge var rettet mod amerikanere - de største siden aktionen i Beirut 1983.
Der er med andre ord en voksende uvilje mod at have amerikansk militærpersonel stationeret i det land, der er vogteren af islams to helligste steder Mekka og Medina og hvis regering legitimerer sig helt og aldeles på et islamisk grundlag.
Saudi-Arabien er simpelthen træt af, at USA fører sig ensidigt frem, fordi det kan give indenrigspolitiske problemer. Saudierne er i dag i mindre grad bange for Irak militært set. Det betyder ikke, at den saudiske regering ledet af kong Fahd ønsker Irak styrket, sanktionerne svækket eller for den sags skyld at nedtone forholdet til USA. Kong Fahd er klart en stor modstander af Saddam Hussein. Men det giver problemer indadtil, dersom aktionerne mod Irak ikke af resultatet af et enigt FN - som tilfældet var i 1991 - men en ensidig amerikansk indsats. Kong Fahd frygter ganske enkelt mere terrorisme i sit land.
Ser vi på de øvrige arabiske lande gør en lignende situation sig gældende: Ægypten, der sidder i Sikkerhedsrådet, har klart markeret, at det ikke bakker op om militære løsninger, og Jordan har en klar og stor interesse i, at Irak igen bliver en del af den regionale økonomi.
Emiraterne og Qatar har længe talt om en lempelse af sanktionerne, men er dog blevet sat på plads af saudierne. Med USA's Israel-politik og ensidige fremfærd sidste år har de arabiske stater i stigende grad et indenrigspolitisk problem, som de selvfølgelig bliver nødt til at forholde sig til. Det betyder ikke, at de nu på en markant måde, vil tale supermagten midt i mod, men de håber og arbejder på, at konflikten kan nedtones uden for meget sabelraslen.
Meget tyder på, at USA har taget ved lære af lektion fra sidste efterår: I stedet for ensidigt at handle som Clinton gjorde i forbindelse med Saddams kurdereventyr, er amerikanerne gået langt ind i et diplomatisk spil. Det tyder på, at Clinton nu prøver det samme som Bush havde succes med i 1991, nemlig at skabe enighed og opbakning. Vi ser med andre ord en ændret amerikansk politik.
Amerikanerne hverken kan eller vil bøje sig for Saddam. De kan ikke på grund af indenrigspolitiske forhold og de vil ikke fordi det, det for dem handler om, er at forhindre Irak i nu og i fremtiden at producere masseødelæggelsesvåben.
Derfor vil amerikanerne være tilstede i Irak, og derfor vil de til syvende og sidst bruge miltærmagt, dersom Irak ikke bøjer sig. Skal de have FN's opbakning, må de som i 1991 arbejde diplomatisk, og ikke som i 1996 ensidigt sætte sig igennem. Det er der meget, der tyder på, at de nu gør.
Et sidste diplomatisk kort, de kan spille, er at gå mere aktivt ind i fredsprocessen - som Bush gjorde - og lægge pres på Israel.
Om ikke før kommer Madeleine Albright formodentlig på den tanke, når hun i næste uge sidder næsten alene i Qatar på den store mellemøstkonference om økonomisk samarbejde. De fleste bliver nemlig væk, for hvad er der at samarbejde om, når der ikke er nogen fredsproces? I den aktuelle situation er det eneste diplomatiske kort amerikanerne kan spille at få sat skub i fredsprocessen, hvis de vil have repereret forholdet til de arabiske alliancepartnere.

*Lars Erslev Andersen er Lektor på Center for Mellem-øststudier på Odense Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her