Læsetid: 5 min.

Arbejdsløsheden presser inflationen i bund

8. november 1997

De såkaldte 'nye' økonomiske sammen-hænge kan tolkes som en tilbagevenden til mere normale tilstande på arbejdsmarkedet

KOMMENTAR
Hvor bliver lønstigningerne af? Sådan lyder det aktuelle spørgsmål fra en række af de økonomiske kommentatorer, der sædvanligvis dominerer den offentlige debat. Uanset om vi vender os mod Ugebrevet Mandag Morgen, nuværende og tidligere vismænd eller selveste finansministeren, er der en spirende usikkerhed. Er der mon sket noget i dansk økonomi, som har ændret de traditionelle økonomiske sammenhænge?
Den konventionelle visdom ville have tilsagt, at den lave arbejdsløshed i Danmark ville få inflationen og ikke mindst lønstigningstakten til at være på hastig march opad til skade for eksport og erhvervsliv.
Den konventionelle visdom bygger på erfaringerne fra midten af 1980'erne, hvor arbejdsløsheden også faldt til ca. 220.000 personer. Det var dengang, finansministeren hed Palle Simonsen. Han indledte lønfesten med at bevillige de offentligt ansatte en lønstigning på nær ved ti procent, hvorefter erhvervslivet havde svært ved at forhindre en tilsvarende lønfest på det private arbejdsmarked.
Men måske er der nu her i 1990'erne ved at ske et politisk, mere end et økonomisk paradigmeskifte? Og det er ikke kun i Danmark, at der tales om den nye økonomi.

Naturlig arbejdsløshed
Diskussionen af den ny økonomi startede i USA for et par år siden, hvor opsvinget nu kører på sit sjette år - med en fortsat faldende arbejdsløshed. Og på trods heraf er inflationen også i USA tilsyneladende upåvirket. En række af de gamle trossætninger er blevet gjort til skamme. Det har simpelthen vist sig forkert, at der er et entydigt og veldefineret mål for den såkaldte naturlige arbejdsløshed. Tidligere lød parolen, at hvis arbejdsløsheden (i USA) nærmede sig seks procent, så skulle bremserne hugges i og renten sættes op. Det skete så sent som i slutningen af 1980'erne.
Men denne gang har den erfarne centralbankdirektør Allan Greenspan deklareret en vent og se politik. Han vil se klare tegn på, at inflationen er på vej op, før han denne gang hugger bremserne i. Og det har betydet, at det amerikanske opsving har fået lov til at fortsætte ubrudt, således at arbejdsløsheden nu er nede på fem procent samtidig med at mere end 200.000 personer kommer i beskæftigelse om måneden.
Det har aflivet den sejlivede myte, at arbejdsløsheden ikke kunne falde under seks procent, uden inflationen tog til. Tilbage står dog fortsat spørgsmålet om, hvorfor denne ændring har fundet sted?

Globalisering
I USA peger man med god ret på, at den øgede globalisering skaber en ændring i den måde, som arbejdsmarkedets parter reagerer på.
Tidligere har økonomer helt overvejende fokuseret på lønmodtagersiden og deres lønkrav som det, der bestemte inflationstakten. Det gav også en vis mening i de 'gamle dage', da de enkelte landes økonomier var meget mere afskærmede over for udlandet. Når der ikke er tilstrækkelig udenlandsk konkurrence, så kan lønstigninger nemlig overvæltes i priserne uden større vanskeligheder, hvorefter lønmodtagerne efterfølgende kan konstatere, at realværdien af deres opnåede lønstigning blev meget mindre, end de havde troet.
Begyndte arbejdsmarkedet at stramme til, så blev der let pustet liv i en løn-pris-løn spiral, der var skadelig for de udlandskonkurrerende erhverv, men relativ harmløs for den del af erhvervslivet herunder den offentlige sektor, der gik fri at den udenlandske konkurrence. Denne situation har ændret sig ganske meget i løbet af 1990'erne.
På det globale plan er en række frihandelsaftaler - specielt for industrivarer - gennemført. I USA er det navnlig den såkaldte NAFTA-aftale omfattende Canada og Mexico, som har skærpet erhvervslivets bevisthed om, at priserne på industriens produkter ikke længere udelukkende er et amerikansk spørgsmål, men efterhånden i lige så høj grad er påvirket af produktionsomkostningerne i Mexico, men sandelig også af en række af de sydøstasiatiske lavt-løns lande.

Lønspredning
Går vi bag om de beskedne amerikanske lønstigninger, så er der en betydelig lønspredning. Lavtlønnede har svært ved blot at fastholde deres realløn. Den har faktisk været vigende igennem længere tid, som udtryk for et stigende konkurrencetryk dels med varer fra udlandet, men også på grund af den fortsat betydelige og delvist illegale indvandring. Det er en øget konkurrence, der ikke alene har ramt den ufaglærte arbejder i industrien, men også rammer hårdt på landet og langt ind i servicesektoren.
Nogle kan måske huske, hvordan Bill Clinton længe forgæves måtte lede efter en justitsminister, der ikke havde eller havde haft sort - altså i betydningen illegal - hushjælp eller gartner.
I den øvre ende af lønskalaen er der derimod fortsat pæne lønstigninger, der har givet den i forvejen mest velstillede del af lønmodtagerne en pæn reallønsfremgang hvert af årene.

Holder inflationen nede
I Europa er situationen ganske forskellig fra den amerikanske - måske bortset fra Storbritannien. I Europa under et er der én og kun én afgørende faktor, der hidtil har holdt lønningerne i ro, og det er efterkrigstidens højeste arbejdsløshed. Den har lukket inflationstrykket ud af de europæiske arbejdsmarkeder. Det har nu stået på i mere end ti år, hvilket har presset inflationsforventningerne i bund, og de er i dag meget lavere end for bare 10-15 år siden
Det er ikke mere end godt tre år siden, at f.eks. den danske arbejdsløshed toppede med mere end 350.000 registrerede ledige. Det glemmes ikke sådan lige med det samme. Uanset de lave nominelle lønstigninger, så er reallønnen for en gennemsnitslønmodtager vokset år for år. Begge forhold taler for, at vi med en lavere arbejdsløshed vil få en afsmitning med lønstigninger, der er på vej tilbage til sit gamle leje fra før olieprischockket i 1970'erne.
På den anden side har hele lønsystemet ændret sig radikalt i 1990'erne. I dag bliver lønningerne aftalt lokalt. Det betyder, at når konjunkturen er svag, så bliver lønstigningerne - som vi har set - små; men når konjunkturen så vender, vil der lettere kunne opstå et lønpres på de lokale områder, hvor der er mangel på arbejdskraft - det er jo meningen med den decentrale lønfastsættelse. Det springende punkt bliver, hvor hurtigt dette lønpres sætter sig igennem, og om det får afsmittende virkning.
Jeg vil set i det perspektiv være forsigtig med at tale om en ny økonomi, førend den nuværende opgangskonjunktur er fladet ud. Selv lønstigninger på de nuværende 4-5 procent kan jo vise sig at være for høje, hvis vores konkurrenter ligger mellem 0-2 procent.
De såkaldte 'nye' økonomiske sammenhænge kunne således snarere tolkes som en tilbagevenden til mere normale tilstande på arbejdsmarkedet efter to årtier med både høj arbejdsløshed og høje lønstigninger - hvilket var det nye, men formentlig også forbigående fænomen i de vestlige økonomier.

Jesper Jespersen er professor i økonomi ved Roskilde Universitetscenter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her