Læsetid: 12 min.

Avantgardistisk indvandrer

22. november 1997

Skuespiller Zlatko Buric er kult efter sin rolle i filmen Pusher og nu aktuel i tv-serien Taxa. Han vil bruges til at få danskernes øjne op for at indvandrere er som du og jeg

Zlatko Buric er kult. Kan ikke gå i fred. I busser og på gaden stoppes han af unge, som lige skal sige den berømte sætning: "Franke, du skulde maj 230.000 kroner". Med den rette intonation som en robot der kortsluttet vælter sig rundt i det danske sprog. Den er stensikker hver gang. Og ligeså stensikkert er det, at fans mødes af en imødekommende mand, der er åben og giver sig tid til at tale med folk.
Som den unge serber i døgnkiosken hjemme på Vesterbro, som er ved at revne af stolthed, da Buric komplimenterer hans jugoslaviske, og som fortæller, hvor fedt det er for ham med en dansk filmstjerne fra hans egen kultur. De udveksler adresser, inden vi går videre.
Buric er krystalklar omkring sin egen betydning i landet, hvor "udlændinge i film og tv begrænser sig til en adoptivneger til at fortælle om vejret og en dittokoreaner til at lave Fjernsyn For Dig." Han ser derfor også sin rolle som den bosnisk-muslimske taxachauffør Meho som vigtig for at danskerne kan få et mere nuanceret forhold til indvandrere.
Men han er også skuffet. Det er kun i to afsnit, at figuren Meho er blevet aftegnet ordentligt, nemlig i afsnit seks og syv, hvor Meho og en hel stribe indvandrere er en del af scenen for siden at forsvinde helt.
"Jeg kunne godt tænke mig, at Meho blev portrætteret som det stykke kød og blod, han er. Ikke bare som et krydderi og som den indvandrertype, danskerne forventer. Vi ved, han har en datter, men hvem hans kone er, og hvordan han i øvrigt gebærder sig, ved seerne slet ikke", siger Zlatko Buric.
I afsnit seks er der en scene, hvor seriens dumme svin - som jo selvfølgelig er god nok - Finn (spillet af Jesper Lohmann) har en konflikt med Meho og gruppen af indvandrerchauffører. Og Meho siger:
"I danskere ser os kun som en gruppe. Ikke som enkelte mennesker".
Det er der ikke ændret et komma ved i danskernes nye trendy ekko af Matador.
Zlatko Buric tager imod i fjerdesalslejligheden på Ydre Vesterbro. I et gigantisk rod af en toværelses med direkte udsigt til det moderniserede Carlsbergtårn med penthouselejlighederne. En kontrast der er til at få øje på.
Det lave glasbord er oversået med fedtede glas og kopper, samt en halv flaske hvid portvin hastigt på vej mod tomhed. Ghettoblasteren spiller tidlig 80'er new wave - Magazine - og i et hjørne bag to opretstående madrasser er et par børnebalalajkaer skødesløst smidt, begge med et minimum af strenge. Hylder bugner med videoer og papirer og rejsende sig af asken på øverste hylde står Bodilstatuetten, dette smagløst grimme stykke kongeligt porcelain, der oppe i højderne minder om en kloning mellem Frihedsgudinden og Den Lille Havfrue. Et renfærdigt trofæ som Buric fik for rollen Milo, den joviale og isnende bonderøv af en serbisk narkomand, han spillede i Pusher.
"Det var som at score mål i en fodboldkamp. Jeg var så overrasket og havde været godt i gang i den fri bar, så da det blev mig, røg jeg op på scenen og kørte en dadaistisk tale af, som føltes godt," siger Buric, som stadig ærgrer sig over at modspilleren Kim Bodnia ikke blev belønnet for sin rolle Frank.
"Den mest velforberedte og dygtige skuespiller," siger Buric om Bodnia.
Zlatko Buric er født i 1953 i Osijek i Slavonien. Han er altså kroat og opvokset bare 20 kilometer fra det Vukovar, som serberne bombede tilbage til stenalderen i begyndelsen af borgerkrigen.
"Det er ikke noget tilfælde, at jeg blev skuespiller. Det er en skizofren profession, og jeg har anlæg for skizofreni. Slavonien er et mærkeligt sted, som var en del af det gamle Østrig-Ungarske kongedømme. Med det resultat, at selv om min mor er en pige fra Osijek, så talte vi både ungarsk, tysk og kroatisk i min familie. Ligesom en oldemor var jøde og en anden sigøjner. Far er fra Bosnien og vel også en slags indvandrer," fortæller Buric, som i øvrigt i alle sammenhænge er kendt som Kiço - udtales Kitjo og betyder noget i stil med kammerat.
Buric var 14 år i 1967, da ungdomsoprøret ramte Osijek og faldt sammen med en åbenhed i det eneste kommunistiske land, der ikke var bag jerntæppet.
"Jeg havde en storebror, der tidligt påvirkede mig med bebob-jazz og alle mulige tidsskrifter. Og vi havde en stor bygning, designet under krigen af Hitlers arkitekt Albert Speer, hvor vi gik hen og så film i en kæmpefilmsal. Her så vi Fritz Lang, Bunuel og Doktor Mabuse. Stedet hed Radnicki Dom, Arbejderhuset, og der var også en gigantisk koncerthal med plads til 5000 mennesker. Der så jeg i 1967 det populære jugoslaviske pigtrådsorkester Dynamit, og deres sanger gik direkte til mikrofonen og sagde, at det var slut med den gamle musik. Nu var den nye musik kommet, og det var Jimi Hendrix. Jeg røg lige ud og købte den første plade med Jimi Hendrix' Experience. Og fik åbenbaringen, som jeg stadig har som mit fundament. At gøre ekstrem avantgarde til mainstream."
"Jeg pisser på den der forskel, som snobber gør på høj-og lavkultur. Det er også grunden til, at jeg er glad for at spille i Taxa. At spille med folk som John (Hahn-Petersen), Jesper (Lohmann) og de andre er en ære for mig. Du kender den der holdning i avantgardekredse, at pop er noget mindreværdigt. Det var det Hendrix ændrede. At spille de avantgardelyde og appellere så bredt".
Som 15-årig besluttede Buric sig for at blive skuespiller. Sammen med et par venner dannede han en gruppe. Og læreren var lige ved hånden.
"Branko Meseg var elev af Gawelá, som igen var elev af Stanislawsky. Gawelá kom til Zagreb i 20'erne og gjorde op med den gamle romantiske form for teater. Nu skulle folk spille realisme. Det var realistisk dramaturgi med Ibsen-stilen som forbillede, der kom i fokus. Meseg var med i Gawelás lille gruppe af elever, og efter krigen blev han direktør for Det Kroatiske Folketeater i Zagreb. I 60'erne lavede Meseg en avantgardistisk teaterskole i Osijek, som min kammerat og jeg opsøgte."
"Vi krævede at få lov til at lave vores egen gruppe. Og da det var i 1967 og der generelt var en åbenhed, så blev det accepteret. Men Branko Meseg krævede til gengæld, at vi skulle komme til undervisning hver dag. Så det gjorde vi i fire år. Mandag til fredag efter skole fra 17 til 21. Og lørdag og søndag fra morgenstunden. Han insisterede på, at vi lærte Stanislawsky-metoden. Og vi gennemførte det. Ud over det kunne vi være lige så vilde og eksperimenterende, som vi ville. Han var ekstremt konservativ som lærer, men samtidig helt vild. Jeg er fantastisk glad for de fire år. Hos Branko Meseg i det kommunistiske Arbejderhus i Osijek lærte jeg mit håndværk," siger Zlatko Buric.

Efter de fire års studier hos Branko Meseg tog Buric videre ind på universitetet i Zagreb for at studere psykologi og sociologi. Uddannelser som han gennemførte. Samtidig med at han i det boblende studentermiljø var med til at oprette et eksperimentalteater.
"Jeg var glad for sociologi, men psykologistudiet var absurd. Jeg var i praktik som industripsykolog på en fabrik, samt på et hospital for at lære om klinisk psykologi, og det var en stor skuffelse. Psykologerne optrådte som en slags politi, og udførte mest psykometri, hvor alt skulle måles, men sjældent kurreres. Studiet var så gammeldags, at selv Freud var tabu," husker Buric.
Sociologi var tværtimod noget, han kunne bruge i teatertruppen, som dominerede hele fritiden. Her som i Danmark var guderne Ronald Laing og David Cooper, og deres bøger blev direkte overført til teater.
"Alle inspirationer blev brugt til vores Studenskij Eksperimental Teater. Vi blev ret gode, og turnerede blandt andet til festivaller i udlandet. Var i Italien, Polen og Frankrig. Om sommeren begyndte jeg at tomle rundt i Europa, hvor man kunne få arbejde om sommeren og dermed råd til at studere. I 1973 havde jeg job som issælger i Londons zoologiske have, og i 1974 arbejdede jeg i Sverige og besøgte Christiania på vejen hjem. Ud af det teater dannede vi i 1975 vores egen gruppe, Kugla Glumiste - Kugleteatret."
"Symbolikken gik på at have et teater, med performance i nu'et, med fri improvisation over et meget stramt skelet, som var øvet ned til mindste detalje. Vi lavede alle ting selv, startende med stykker skrevet over Laings bog Knuder og nogle digte af maleren Salvador Dali. Efter mine studier var gjort færdige, var jeg fuldt og helt i Kugla," beretter Zlatko Buric.
Kugla Glumista blev de næste år meget kendt i Jugoslavien og turnerede flittigt. Altid med fantasifulde opsætninger, som ofte foregik udendørs. Som forestillingen Bløde Skibe, som blev opført på halvanden kilometer lange strækninger i slumkvartererne i de store byer Beograd, Zagreb og Novi Sad. Komplet med band og 25 tons udstyr. Og med Buric og hans faste partner Damir Bartol, kaldet Indijanac, i hovedrollerne improviserede de ofte ud fra præindspillede film, der kørte i baggrunden.
Næste åbenbaring blev punkoprøret. Her fik Kugla det helt store gennembrud. "Det var trods alt begrænset, hvor mange der kunne forstå alt det, vi gik og lavede. Det ændrede punk'en på. For den nye generation af bands som Pere Ubu, Residents og Throbbing Gristle og det nye publikum var lige vores stil. Vi var vokset op med Stooges, Velvet Underground og MC-5, og pludselig var vi midt i et oprør, som havde samme smag. For det nye publikum var vi foregangsmænd", fortæller Buric.

De nye vilde var ikke mindst kollektivet Neue Slovenishe Kunst i Ljubjiana med det fantastiske band Laibach, orkestret der kørte med et koncept, der brugte nazi-arketyper kombineret med den kommunistiske propaganda, som hele Jugoslavien kendte til bevidstløshed.
I de år udviklede Buric og Indijanac den stil, der blev deres særkende. At søge mod en tilstand af total trance med den kæmpestore Indijanac som den brutale og Buric som den mere blide. Et samarbejde som med året er blevet nærmest telepatisk.
"Vi har alt aftalt. Og har nogle konkrete breaks, hvor vi hele tiden mødes. Kunsten er at få musikken og performancen til at følges ad i det meget intense inferno af udtryk. Det er et spørgsmål om en puls, som er der fordi vores samarbejde er så dybt," forklarer Zlatko Buric.
I 1981 blev Buric kæreste med en dansk kvinde, der studerede kunst i Zagreb. Og som talte flydende kroatisk. Og som snart efter blev gravid.
"Sonja ville føde hjemme i Danmark. Så jeg flyttede med, selv om jeg havde fuld gang i Kugla Glumista", fortæller Buric, som de følgende år fik to børn mere og udelukkende var familiefar. Samt opvasker på forskellige restauranter i København.
Samtidig blev de introduceret til 80'ernes punkmiljø, hvor Buric nævner den tidligt afdøde eksperimentalmusiker Freddy Frank som en inspiration. Buric mødte også miljøet omkring gruppen Cockpit Music og blev meget nær ven med arrangøren og lydmanden Adam Schwartz i Ungdomshuset. Og netop ildsjælen Schwartz var vigtig. Han har nemlig gennem mange års ihærdig indsats opbygget et bredt internationalt netværk indenfor den alternative kunst.
"I 1984 arrangerede Adam en tur for Cockpit Music, som tog ned og spillede i mit gamle miljø i Zagreb og Osijek. Og året efter tog en række punkbands fra Ungdomshuset og punkmiljøet i Helsingør på en ny turné til Jugoslavien, ligesom bands fra Jugoslavien kom op og spillede i Ungdomshuset. Selv var jeg begyndt at rejse til Zagreb om sommeren og spille med Kugla. Og i slutningen af 80'erne opstod behovet for igen at lave performance hjemme i Jugoslavien. Derfor flyttede vi tilbage. Hele familien," fortæller Zlatko Buric.
I Zagreb lejede familien et lille hus i udkanten af byen. Sammen med vennerne fra Kugla fik de oprettet en scene i et galleri, som i 60'erne havde været byens avantgardistiske centrum. Stedet kom til at hedde Gallerija ESCE.
"Vi kørte galleri om dagen og koncerter eller performance om aftenen. Vi havde makrobiotisk køkken og jeg overførte mange erfaringer fra Ungdomshuset til galleriet. Bands kom fra udlandet og gav koncerter. Og i 1988 drog vi på en længere turné i hele Jugoslavien og spillede i stort set hver lille flække. Komplet med familier og scenografi," siger Buric.
I de år tiltog nationalismen i hele området. Og i stedet for at gå ind i politisk arbejde fortsatte Kugla-gruppen med teaterarbejdet. Kulminerende med en USA-turné i 1991, hvor Indijanac og Zlatko Buric opførte en forestilling om de sidste minutter af en styrtet jagerpilots liv, akkompagneret af teatrets faste band.

Buric forlod Kroatien umiddelbart, inden krigen startede i 1991. I første omgang som voldsomme kampe mellem Serbien og Kroatien netop i det område, hvor han var vokset op.
Hjemme i København samledes efterhånden en stor gruppe af vennerne hjemme fra Jugoslavien i fælles apati foran flimmeren, hvor CNN og de øvrige tv-stationer udstillede tragedien.
"Det var som om hjernen var ét hvidt lys, totalt blokeret for tanke eller følelse. Hver dag var jeg oppe på TV-STOP, som havde faxforbindelse til Osijek. Derhjemme så vi vores land blive smadret og det var uvirkeligt den måde, informationerne bare kom væltende. Måden hvorpå du kunne zappe rundt i din egen virkelighed på fjernsynet. Ønskekanalen kørte kroatisk og serbisk fjernsyn, og vi røg smøger og drak kaffe, helt apatiske. Bare smøger og kaffe og fjernsyn."
"For os i den alternative kultur var krigens realitet et chok. Vi havde koncentreret os om at køre vores egne ting, og ikke mobiliseret kræfterne for at stoppe krigen. På trods af at vi selvfølgelig havde haft diskussionerne, da krigen startede, og venner drog i krig. Nu sad vi dér med den der magtesløshed, når vi ringede hjem, og krigen var lige dér i røret".
Efter chokket havde fortaget sig begyndte Buric at skabe et netværk af eksiljugoslaver rundt om i Europa, som siden 1992 har mødtes under navnet Migretiv Art. Og i København har han indledt et tæt samarbejde med musikerne Henning Frimann og Pere Oliver Jørgens, som har bandet Global Guaranty Orchestra. Samarbejdet udmønter sig i de to konstellationer T.I.G. og Global Meets Kugla. Her er det blevet til et stort antal forestillinger over de sidste år, samt flere turneer til eks-Jugoslavien. Blandt andet under krigen.
"I de musikere har jeg fundet min base. Her har jeg mit perfekte modspil", siger Zlatko Buric.
Musikerne i Global Guaranty Orchestra, som, på trods af at de stort set er ukendt i Danmark, har syv plader bag sig, har i Buric fundet manden med de store visioner.
"Når vi f.eks. optræder os to musikere og Buric og hans kollega Indianac, så kører vi på fuld tryk. Vi bliver svinet til, hvis vi ikke er sveddryppende efter koncerten. Og de to kroater har deres egen mission. De satser på at gå i trance i deres performance. Det er meget intenst og noget helt andet, end vi nogensinde har oplevet med performance i Danmark," siger Henning Frimann, inden det meget travle orkester rejser afsted på endnu et originalt job. De er i disse dage i Tjekkiet og optræde med koreografen Randi Patterson og Den ukrainske Ballet.
Mens Zlatko Buric hjemme i Danmark koncentrerer sig om afsnit 26 af Taxa og ser frem til en travl sæson, hvor Kugla skal optræde i Edisonteatret i København og T.I.G. på turné til Transylvanien i en ny udgave af Don Quichote.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu