Læsetid: 4 min.

Bag klostrets mure

14. november 1997

Cecilia Holbek Triers debut Nonnebørn udforsker et for dansk film eksotisk miljø, men er net og nydelig på meget dansk manér

NY FILM
I filmens første scene overlader en ung mor sin ulykkelige 11-årige datter Johanne til en klostertilværelse, og derefter går der næsten en halv time, før der sker et dramatisk vendepunkt. Nemlig da den ellers modstræbende og isolerede Johanne bliver netop så hellig, som de katolske søstre helst ser det.
Inden da dvæler den debuterende Cæcilia Holbek Trier ved Johannes meget forståelige og forudsigelige følelse af forladthed i en katolsk kost-skole, der mildest talt lader meget tilbage at ønske hvad angår pædagogik og unge sind og nærmest militærisk håndhæver religionens regler og ritualer. Og bedre bliver det ikke af, at moderen, skønt katolik, ikke har fortalt, at Johanne endnu ikke har fået sin første kommunion.

Johannes vendepunkt.
Det bliver i starten til den forventede martyrhistorie: den nye elev drilles og mobbes og længes efter den mor, der mener det bedst for hende at blive på skolen (hvorfor dog?). Lærerinderne er stort set kolde og uforstående, bortset fra en ung novice, der kan give et knus. Og ikke engang en kollektiv spadseretur i det fri til-stås tilsyneladende eleverne (kan det være sandt?).
Men da Johanne står op om natten for at flygte hjem til mor, vælter en vase og skaber almindelig opstandelse, sker omvæltningen: den søde novice trøster hende, og Johanne accepterer Jesus og jomfru Maria som en slags forældre. I mangel af bedre.
Nu bliver hun så from som nogen helgen og får rollen som søstrenes yndling. Hun lærer at bede og skrifte og fanges ind af de stemningsfulde, højtidelige ritualer. Men samtidig modnes hun både kropsligt og mentalt. Og da hun overvinder en svær sygdom, tilsyneladende ved hjælp af ren viljestyrke, altså ved egen og ikke Vorherres indsats, bliver hun mere selvberoende og mister meget af sin naive tro.
Hun tiltrækkes af skolens oprører, den nogle år ældre Marianne, der har hemmelighedsfulde ting for i klosterets kælder. Selvfølgelig noget med drenge. Og selvfølgelig med graviditet som resultat. Så til slut indfinder dramaet sig endeligt. Er Johanne en af de kaldede? Kommer hun aldrig ud? Bortvisning for veninden og skyggen af en ny religiøs vækkelse for Johanne bliver kulminationen på det lange klosterophold. En tro indpodet i disse følsomme år rykkes ikke på en studs op med rod.

Et barn gøres fortræd
Nonnebørn får en umiddelbar styrke ved at lægge sig beslutsomt uden for dansk films slagne landevej i emne og miljø. Den holder sig konsekvent indenfor nonneklosterets snævre mure, hvor sæder og skikke udforskes indgående, og det skaber en overflade af umiddelbar klaustrofobisk og eksotisk fascination. Og det katolsk-religiøse udviklingshistorie, vækkelsen til fromhed efterfulgt af troens vaklen, anslår også nye toner. Men i stil og holdning føles Nonnebørn langt hen ad vejen meget dansk. I en grad, så den i virkeligheden stort set lægger sig pænt og artigt ind på den ungdomspædagogiske linie i vor filmkunst (børne- og ungdomsfilmkonsulenterne har dog ikke været på banen).
De voksne gør et stakkels barn fortræd ved at optræde autoritært - i bedste vilje og religiøs forblindelse. For Cæ-cilia Holbek Trier demonstrerer god dansk smag og hænger ingen af nonnerne ud som uforfalskede skurke. Priorinden er set meget værre end i Kirsten Rolffes' myndige og tyranniske, men ikke ondskabsfulde skikkelse: sådan gererede mange magtfigurer sig dengang i 1950'erne, da pædagogik for det meste var en by i Rusland.

Tvetydig løsrivelse
Der dramatiseres altså meget diskret: hovedvægten ligger på Johannes ensomme reaktioner i det farlige, på én gang forførende og sjælenedbrydende miljø. Johanne er mest ofret, sjældent den handlende. Og selv om denne isolation ofte indfanges kønt og præcis, fører det, især i første halvdel, til noget monotont forudsigeligt og selvgentagende i de mange korte, udviklingsløse scener.
Først hen mod slutningen rammer Cæcilia Holbek Trier en farligere og mere original tone. For kan Johanne sådan lige med ét løsrive sig fra det fængsel, der har bestemt hendes udvikling? I hvor høj grad er hun blevet stigmatiseret af denne overophedede religiøse påvirkning? På ondt, men må-ske også en smule på godt? Her er endelig billeder, man vil huske: af nonner i legende runddans (en idyl med farlige overtoner) og af et barn med eget blod på hænderne.
Stilistisk arbejder filmen forbløffende traditionelt med sine utraditionelle motiver. Fotograferingen er pæn og veludtænkt og levner ikke megen plads til poesi i de korrekte billeder. Og spillet er tilsvarende smagfuldt og en anelse karakterløst, med Helle Fagralids forbitrede elev-tyran og oprører som den mest markant skrevne og spillede figur.

Troens forførelse
At en 1950'er-opdragelse i et katolsk nonnekloster kan virke undertrykkende, sårende, ja kvæstende på unge, følsomme pigesind kommer næppe som en overraskelse for mange. Når filmen fortæller den historie, der bygger på instruktørens egne barndomserfaringer i et norsk kloster, er den ikke fri for virke en smule banal.
Men ikke så langt fra overfladen anes en anden og i mine øjne langt mere fascinerende historie om forførelse, trofasthed og behov for tro, sat i relief af, at Cæcilia Holbek Trier, ifølge Peter Schepelerns nye bog om hendes daværende ægtemand, Lars von Trier, stadig som voksen var så præget af katolicismen, at hun kunne inspirere ham til en omvendelse. Alle smertefulde erfaringer til trods.Måske er der alligevel en troende katolik, ja en slags helgeninde i Johanne. Er det lidelsen, der lutrer og skaber hvad der måske ikke bare er blod på hænderne, men virkelige stigmata?

*Nonnebørn Instruktion og manuskript: Cæcilia Holbek Trier. Dansk. (Grand, Palads, Holte).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu