Bakspejls-boogie

RADIO OG TV
Tænk hvis tv var profetisk og fremadrettet, en krystalkugle, der kunne advare os imod alt det nostalgiske skærmgylle, der truer med at oversvømme marokko-puderne. Men nej! Hvornår var det nu det var? Hvor blev de af? Hvem har savlet på min kokosmakron? Og hvordan kan så mange stemme på menneskeforagtende zombier?
Zapper-orgiet efter kommunevalget bragte i flere indslag Kramer Mikkelsen frem mellem blandede politiske modstandere, hvor han som Duracell-kaninen lirede den samme remse af om at "få vendt bøtten og få arbejdstøjet på". Det må være noget meget ildelugtende noget, der er i den bøtte, siden der skal skiftes til arbejdstøj så tit. Har socialdemokraterne ikke snart råd til at hyre sig en håndfuld friske floskulatur-poeter? Hvad med "Nyrup eller Big Bang?" Eller: "Hellere Kramer end karaoke!"
Samme Kramer virkede, som om han prøvede at forklejne valgresultatet ved gang på gang at fastslå, at man skam ikke fører blokpolitik og "sammen finder ud af det". Jamen, er det ikke at pisse på både proces og resultat af et demokratisk valg? Lugter det ikke af, at Københavns Rådhus sejler som en supertanker, hvor man tju-hej lukker Kommunehospitaler og knalder King Kongs Mobiltelefon (læs: Busterminalen) lige i sylten på byens ansigt?
En Folkevalgt Krydser Sit Spor eller Simonsen Svinger Svaberen.

Thorkild Indenrigsminister viste rundt i sin hjemstavn, og det skal ikke nægtes, at manden har et vindende væsen og en redelig udstråling.
At han så stadig kan sit gamle tapetserer-håndværk skæpper godt til med points på den folkelige skala. (Måske Nyrup jævnligt skulle høres i den store tabel?) Det er profilering, så det klodser.
Hvis der havde været fjernsyn syd for grænsen for 60-70 år siden, så kunne Adolf have vist os, hvordan man tapetserer hele Rigsdagen, inden man futter hytten af. Det ville have givet dobbelt bonus. (Undskyld, Thorkild. Jeg associerer kun på faget, ikke på mennesket!)
Og som penslen gik. Nok skruer vi tiden tilbage og pudser bakspejlet, men når det ikke går hurtigt nok for Simonsen at smøre tapetklister på rullen, så speeder de gudhjælpemig op, så at han bliver til stumfilmsklovn. Det er en urimelig manipulation. Simonsen signalerer et sindigt menneske. Hvis vi vil have ham i dobbelttempo, så lad os selv klare det med remoten på videoen. Lad være at overvurdere vores utålmodighed. Og med al den hysteriske klippelade, vi får kylet på nethinderne, så er det snart ikke til at være selvstændig zapper.
Fornemmelsen af at valget mellem overfladeflimmer eller fordybelse er taget fra os inden for det enkelte program, er med til at styrke apatien og afmagten.

Men det er ikke alt bakspejls-materiale, der blot er anledning til bedre- eller parat-viden. TV 2 kører en serie med sammenklip fra forskellige danske film. Der er store tidsspring. Det enkelte afsnit er bygget over et tema i menneskelivet: Det er så yndigt, besværet mellem generationerne osv.
Kollisionerne mellem de forskellige tidsaldre og vekslende toner og omgangsformer giver mig sommetider bevidsthedsmæssige spring.
Man forstår pludselig bedre, at de gamle har svært ved at forstå Danmark i dag.
Samtidig er der også noget grundlæggende uforanderligt i flere af vores ritualer, f. eks. morgenmadsscenerne, som er ret betryggende. Serien er i passager ganske virtuost klippet, og de små, nostalgiske gib bliver afløst af frydefulde indsigts-zoom.
Hvor er det nu, jeg er født, og hvorfor tændte jeg for fjernsynet?