Læsetid: 4 min.

Baskisk skattekiste

7. november 1997

Nu udkommer den prisbelønnede baskiske forfatter Bernado Atxaga's bog 'Obabakoak' endelig på dansk

Den baskiske forfatter Bernado Atxaga's fremragende novellesamling med den besynderlige titel Obabakoak er kommet på dansk, 8 år forsinket.
Atxaga (f. 1951) - navnet udtales som det danske nyse-ord atju med u'et erstattet af aga, som det humoristisk hedder på bogens ene flap - modtog i 1989 Den nationale spanske kritikerpris, selvom han skriver på sit baskiske modersmål euskara.
Han omtales ofte som en af Spaniens mest lovende forfattere, men her i Danmark er han stort set et ubeskrevet blad. Og det er synd, da han er en god forfatter med store potentialer. Hans bøger er betydeligt bedre end den i Danmark så populære spanske forfatter Arturo Pérez-Revertes, kendt for bla. Dumas Klubben og Det flamske maleri.
Obabakoak, der på euskara betyder 'folk, ting og hændelser fra Obaba', er en lidt besynderlig cocktail med ingredienser af så forskellige genrer som eventyr, skrøner og fantastiske fortællinger.
Ofte er en sådan blanding en svaghed, men ikke i dette tilfælde.
Det er ligesom med mexicansk mad. Har man ikke smagt det, virker det besynderligt at blande kanel, kakao, chili og kyllingekød, men når ganen én gang er blevet forført, kan man ikke leve uden.

Overflod af beretninger
Bogen består af så mange fortællinger, at det er en umulighed at yde den fuld retfærdighed, så jeg vil blot slå ned på et par udvalgte fortællinger.
I Esteban Werfell, bogens første historie, sidder geografilæreren Esteban foran sit skrivebord i hjemmet i Obaba. Pennen er dyppet i blækket, og foran ham venter endnu et kladdehæfte på at blive fyldt med erindringsskrivelser. Men skriveriet afbrydes gang på gang af minderne om hans far, den tyske mineingeniør Werfell - som han omtales. "Han var en stolt og uomgængelig mand", mener Obaba's indbyggere. Og derfor levede han isoleret fra lokalbefolkningen, og sad i stedet dag ud og dag ind med næsen begravet i sine dyrebare bøgers verden. Hvis han altså ikke henfaldt til minderne om sit elskede Hamburg, som af politiske og økonomiske årsager var lukket land for ham.
Estebans far fremstår i fortællingen som indbegrebet af den tyske dannelsestradition, han afskyr kirken og religionen, og drømmer om at Esteban skal læse på et tysk universitet. Esteban er ikke så akademisk stemt, og foretrækker at bruge sin tid med byens drenge, der repræsenterer det modsatte af faderen, folkeviddet.
En dag kommer hans kammerater forbi, for at høre om han ikke vil med i kirke. Man behøver jo ikke være troende for at synge i kirken, forklarer de. Og overraskende giver faderen sin tilladelse.
I kirken oplever Esteban et syn. Maria Vockel fra Johannishof i Hamburg kontakter ham telepatisk, fortæller han bagefter til sine kammerater. De er dog lidt mere jordbundne, og forklarer ham, at han blot besvimede inde i kirken. Men den køber han ikke.
Hjemme fortæller Esteban sin far om synet, og denne lader som om han tror på det, hvilket dog langt fra er tilfældet. Istedet udnytter han Estebans "syn", og får en af sine gamle tyske venner til at skrive en række breve - underskrevet Maria Vockel - til Esteban, og de forandrer hans liv. Stille og roligt bryder han med byens drenge og drejer ind på en akademisk løbebane, følger i faderens fodspor. Projektet er med andre ord lykkedes. Esteban er omvendt.
Fortællingen Post tenebras spero lucem minder tematisk om Esteban Werfell. Hovedpersonen er en lærerinde - en outsider - der er taget til Obaba for at undervise. Hun holder sig afsondret fra de lokale beboere, og lever istedet i minderne om sin studietid, hvor hun vandrede rundt i storbyen sammen med sin kæreste og venner.
Inden hun får set sig om, svirrer det med rygter om hende i den lille by - hvilke skal ikke afsløres. Men det skal nævnes, at hun hele døgnet igennem hjemsøges af bejlere, der forsøger at komme ind i hendes lejlighed.

Forfatterens blik
I de fleste af Atxagas fortællinger forsøger han at forene det personlige og det universielle. "Hovedsagen er forfatterens blik, den måde han ser tingene på. Hvis han virkelig er god, finder han stoffet i sine egne oplevelser og ser noget væsentligt i det; uddrager noget som er gyldigt for alle. Hvis han er dårlig, vil han aldrig komme ud over det rent anekdotiske", forklarer hovedpersonen i Fortællingen - en anden beretning - der åbner en dør på klem til Atxagas fortællinger. Han tager bla. det moderne liv og litteraturens store spørgsmål op til diskussion.
Tematisk er der forbløffende paralleller mellem den colombianske forfatter Gabriel Garcia Márquez og Atxaga. Begge vender og drejer temaerne ensomhed og den lokale outsider. Obersten er ensom i Márquez's Ingen skriver til obersten ligesom både lærerinden er, og Esteban bliver, efter at han vender ryggen til sine lokale venner.
Det baskiske sprog, fortællingens morfologi og forholdet mellem barn og voksne er andre temaer, som Atxaga tager op i Obabakoak.
Det er rart, at han tør kaste sig over store spørgsmål, i modsætning til mange andre baskiske forfattere, der ofte skriver forudsigelige nationalistiske romaner. På den måde demonstrerer han, at Baskerlandet er andet end ETA's bombeglade terror, Miguel Indurain i en gul førertrøje, Navarra rødvin og tyreløb.
Og da Atxaga er en sprogets mester, egner bogen sig fortrindeligt til oplæsning i familiens skød, nu hvor de mørke tider nærmer sig.

*Bernado Atxaga: Obabakoak. 386 sider. 368 kroner. Samlerens forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu