Læsetid: 7 min.

Bispens fedterøv - foragtens motiv

29. november 1997

Intermetzo
Det forlyder, at sædkvaliteten falder og falder, hvilken i bund og grund foruroligende meddelelse personer med de sædvanligvis rigtige og korrekte meninger burde bekymre på det mest depressive. På positivsiden imidlertid - og i mindre politisk korrekt forstand - tegner fænomenet for en umiddelbar betragtning mere opløftende perspektiver end udsigten til menneskehedens farvel til verden. Resultatet kunne jo tænkes at blive en mere håndterlig virkelighed. Fremtidens få levedygtige spermatozoer behøver ikke mere møve sig frem i vognen, men vil under magelig rygsvømning i den stille sitrende modervæske og uden overdreven konkurrence fra nævenyttige kolleger i branchen kunne lalle sig frem mod målet. Man forestille sig venlige og omgængelige sædceller, der tager hatten af for hinanden og høfligt afstår fra sammensmeltningsretten.
Når denne på trods af kvalitetsforringelsen alligevel sker, vil der ud af et afdæmpet Big Bang komme venlige ugidelige, men dannede små menneskebørn til verden med milde øjne og smil på den krusede læbe. Såfremt jordemoderen i Ishøj skulle hedde Fatma og bære slør, opfatter de kære små blot det fremmedartede, de sure stødere i fortiden fik så ondt af, som en kærkommen velkomst til verden. Og hvis fødselslægen tilfældigvis bærer turban og er fra Indiens solhede strande, lader de spæde nye danskere sig lattermildt vie til hinduismen eller overvejer andre musikalske muligheder for at hylde verdens utallige guder. I dét fosterland, befolket af milde mødre og sædkvalitetsforringede fædre, og hvis nye borgere er skabt af neddæmpet sperma, kendes ingen hårde og knubbede ord. Menneskene i landet vandrer side om side, sort ved hvid, gul ved rød, hindu ved muslim, kristen ved jøde og kristen ved kristen.
Det sidste kan det måske komme til at knibe lidt mere med, såfremt da ikke sædkvaliteten skal udvikle sig helt katastrofalt.

Denne sidste - horrible - påstand udspringer selvsagt efter fornyet fordybelse i Søren Krarups skriverier af ordlyden fra samme. Pastor Krarup, kristenhedens svar på Arnold Schwarzenegger, fædrelandets bud på Sylvester Stallone, Dansk Folkepartis feterede fyrtårn, bispernes dårlige ånde, Ekstra Bladets åndelige vejleder, skrev mandag i just samme hoforgan, hvor pastoren ofte scorer kassen, en artikel på baggrund af en af Reimer Bo Christensens underholdende råbe-udsendelser, hvor Rigets Tilstand snarere varsler dets undergang. I den pågældende udsendelse, den handlede om bispernes ytringsfrihed i indvandrer- og flygtningespørgsmål - eller deres ytringsfrihed i det hele taget, deltog bl.a. en af Ekstra Bladets skumle chefredaktører, der til stadighed mener at have skaffet sig patent på den folkelige debats mødomshinde og sandheden i universet og omegn, dertil MF Arne Melchior, der jo ikke gerne behøver præsentation, et stk. ytrende bisp Nissen, en række præster, hvoraf én af dem fedtede skamløst for Ekstra Bladet fordi den pågældende tilsyneladende gerne vil skrive i bladet. Og så endelig klummisten, der var med på en kigger via storskærm på væggen i Odense som en anden reservevorherre i studiet. Meget pittoresk. Netop denne udsendelse, hvis oplysningsværdi man kan diskutere, var øsekar for en ikke uvæsentlig portion af pastor Krarups skummende svovlpøl i Ekstra Bladet. I et tonefald, som endog, hvad Krarup anbelanger, var usædvanligt hvinende i vældet, langede den kristne mand øretæver ud:
"Det er en skam og en skændsel for en evangelisk-luthersk kirke (at de fem biskopper har udtalt sig som de har gjort i flygtninge- indvandrerdebatten, red.) Og de er forrædere af det menige folk, der udgør folkekirken. Det er slet ikke tilfældigt, at de skal have en Georg Metz og en Arne Melchior til at støtte sig i den debat, der er kommet efter deres udtalelse. Eller hvorfor mon? Hvorfor er det kulturradikalismen, der pludselig er blevet så glad for kristelige udtalelser og kirkelige initiativer? Hvorfor tog Georg Metz Karsten Nissen (biskoppen fra før, red.) under armen i TV 2 forleden?" Spørger altså Søren Krarup i sin artikel, der ikke just varsler om fejl i sædkvaliteten, men snarere vidner om et gigantisk overskud af upåvirkeligt kamphormon.

Og her på dette sted i strømmen ville klummisten på Georg Metz' vegne jo egentlig gerne have svaret Krarup. Ikke på Arne Melchiors vegne. Denne elderly statesman, som han efter eget udsagn så gerne vil betegnes og derfor også burde tiltales, kan, som det vil være indlysende for alle kendere af det arnemelchiorske organ, svare fuldtonende og med pondus for sig selv. Men dette overhovedet at svare var tilsyneladende slet ikke mål og mening med Søren Krarups spørgsmål i Ekstra Bladet. Åbenbart en velafprøvet teknik fra konfirmationskammeret. Præstefar besvarer de intrikate spørgsmål selv, så der ikke går kuk i dogmatikken. Den præstemand svarede ihvertfald selv og sagde: "Fordi... (altså hvorfor bisp Nissen blev taget under armen af G. Metz, red.) ...disse fem (stadig disse bisper) er den politiske korrektheds eftersnakkere og intet andet. Fordi de bruger folkekirken og deres embede politisk til at støtte den af virkeligheden og befolkningen trængt (sic) kulturradikale ideologi. Derfor! Dette er realiteten".
Allerede her i teksten springer - bortset fra den for Krarup usædvanlige sproglige usikkerhed hvilken utvivlsomt skyldes pastorens hænderrystende vrede, en uklarhed i øjnene, som straks bør oplyses. Krarup skriver jo, at de fem bisper er den politiske korrektheds eftersnakkere og intet andet. Men det kan ikke passe, såfremt man skal tro Krarups oprigtighed, og hvorfor skulle man i øvrigt det. Hvem tror en rasende mand over en dørtærskel? Det kan ikke passe at bisperne blot er eftersnakkere til den politiske korrekthed. Bisperne er også noget andet. Nemlig, som Søren Krarup selv skriver flere på hinanden følgende gange. De fem bisper er ifølge pastoren - og klummisten er her overomhyggelig med at understrege kilden til det pågældende udsagn om hvad bisperne også er, da han jo ikke gerne skulle tilbringe måneder i retten ansigt til ansigt med fem bisper som modpart. De fem bisper, hold nu fast i stok og sug gummerne sammen om de løse tænder: "fem fromme fedterøve". Jamen, det skriver Krarup om dette skønsomme udvalg af Danmarks fremmeste kirkehyrder.

Og så kan enhver jo se at pastor Krarup er fuld af løgn og gamle aviser og ikke just hæderligheden selv i sin argumentation. Dette usandsynlige roderi i disse ikke uvæsentlige udsagn om fem danske bispers beskaffenhed fortæller ikke så lidt om Søren Krarups troværdighed. Først er bisperne intet andet end, så er de tillige fem fedterøve.
Dertil kommer så den om denne bispearmeholder (se venligst ovenfor), som altså er identisk med klummisten, og som i samme åndehvæs sammenkædes med Arne Melchior. Melchior, som klummisten vistnok har et behersket fortrinligt forhold til, er i og for sig sagesløs og skal ikke inddrages mere end højst nødvendigt i dette alfortærende opgør med Krarup. Men at slå Melchior i hartkorn med klummisten og udskrige denne storartede CD-veteran, Erhard Jakobsens gamle våbenfælle fra tiden, da der var reaktionære til, så det gjorde noget, som kulturradikal er lige stærkt nok. Det er vi en kreds af borgere i Valby, der er af den formening Arne Melchior vil have sig betakket at blive kaldt af pastor Krarup.
En anden forklaring på pastor Krarups sammenføjning af Melchior og klummisten kunne jo være, at ingen af de nævnte to er medlemmer af den danske folkekirke. Melchior er, hvilket jo ikke er nogen statshemmelighed, af den mosaiske tro. Klummisten, der oprindeligt stammer fra samme kategori af menneskeheden som Melchior, er i sit ve og virke blot en arme kirkeløs gudsfornægter. Folkekirkekristendommen, præcis og kun præcis som Søren Krarup opfatter denne, er, som alle der med mellemrum måtte læse pastoren, en forudsætning for fædrelandstilhørsforholdet i mere end formel forstand. I blot formel forstand har man overhovedet ikke ret til riget - stadig hvis man skal tage den gode mand i marsken på hans kristne ord. Ikke før man har vedkendt sig den evangeliske lutherske kristendom, tør man understå sig i at kalde sig dansker. Danskhed stammer ifølge Krarup fra den dag, Ansgar satte futten på fædrelandsjorden og svang røgelseskarret over de herboende hedningers syndige hoveder. Men rigtigt danske blev de halvfrelste først, da Luthers ord og ideer - herunder de meget lidt høflige om jøderne må man gå ud fra - omsider var føget over hegnet.

Er det derfor, pastor Krarup stiller sit selvbesvarende spørgsmål vedrørende Arne Melchiors og klummistens adkomst til at forsvare bispernes ytringsfrihed? Krarup kan vel ikke for alvor tro at Arne Melchior og klummisten tilhører den samme kulturradikale sammensværgelse i CD, der med folkekirken som redskab og påskud er ude på at fremme den kulturradikale ideologi(!) som Krarup, Gudhjælpe én og stakkels Arne Melchior, også skriver.
Ligesom Ekstra Bladets mere og mere stereotype redaktører anvender Søren Krarup i stigende omfang vendinger som det politisk korrekte og rigtige meninger som skældsord om modstanderne. Herlige paratfloskler, der afskærer enhver yderligere meningsudveksling. Det er formentlig også idéen, når man i fem gode mænd med hjertet på rette sted under bispekåben ser fem fromme fedterøve. Længe leve en fredsommeligere sædkvalitetsforringet fremtid for menneskeheden i Danmark.
Amen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her