Læsetid: 4 min.

Bliv stående og overlev

27. november 1997

Det er ikke ofte man konfronteres med folk, der har mod nok til at fremstille sig selv så maskefrit direkte og lige på kanten af det komiske uden at ryste på hånden

NY BOG
Man skal lægge sin puritanisme på hylden, hvis man vil beskæftige sig med jagt og jægere og historier af og om dem. I tilfældet Guillou og Persson skal man stuve den ekstra godt, for de tilhører begge de rå og raskes kompagni, der som den naturligste ting af verden rejser 10.000 km mod øst, hvis der er chance for at få en ordentlig stenbuk på kornet og i øvrigt ikke undslår sig for diskret at meddele, at deres indtægt ligger i størrelsesordenen 20.000 kr. - om dagen.
Med det på plads kan vi nærme os det i øvrigt følsomme emne jagten, der jo af de fleste opfattes som lystmord og en lille smule perverst, i hvert fald når det drejer sig om den såkaldte fritidsjagt. Hvad er det dog for en drift, der sender hundredetusinder af mænd og betydeligt færre kvinder ud i mark og vang for at tage livet af små uskyldige pipfugle og søde haremisser for slet ikke at tale om store hjorte med horn på og måske endda elefanter?
Alle jægere føler sig anfægtet af disse spørgsmål, og det er ikke for meget at sige, at de fleste går på jagt med en eller anden form for dårlig samvittighed, det gælder også herrerne Jan Guillou og Leif G. W. Persson. Også de vil gerne prøve på at forklare hvad det er der driver værket - naturglæde, spænding, instinkt - men de er samtidig ærlige nok til at lade deres egen medbragte machismo skinne ucamoufleret igennem.
De er faktisk begge to et par helvedes karle, der ikke blot holder sig til midten af skiven (eller bukken eller fasanen) men også galant og i en højere poesis og etiks tjeneste afstår fra at skyde, hvor mindre storslåede jægere ville have trykket af for at dog at få et eller andet på tasken. Det er ædelhed uden støj-dæmper.

Medrivende skrøner
Men lad nu det være, jagthistorier er en følsom genre, og læser man jagtblade, vil man vide, at afstanden fra det gængse til højdepunkterne hos Blicher, Turgenjev, Boganis, Johs. V. Jensen og He-mingway er enorm. Derfor skal man også være glad for det svenske par, som på deres egen stakkato-agtige, repetergeværs-facon får skrevet nogle medrivende skrøner, der aldrig anbringer deres jægermæssige fortræffeligheder under en skæppe (selv fiaskoerne tjener til at styrke deres image som gode jægere) men har eksotiske ingredienser nok til at holde læseren fangen.
Det er ikke kun stenbukke med horn som dommedagsbasuner og hjorte med gevir på tretten kilo og ulvetakker, der må holde for, både Persson og Guillou har blik for den nar-agtighed, der ofte også er en del af den jagtmæssige udrustning. Machismoen kører tæt på kanten af både det stupide, det grusomme og det racistiske, ikke mindst når jagten foregår blandt rigmænd, hvis Mercedes'er tåler sammenligning i udstyr, vægt og skudsikkerhed med dem onkel Adolf yndede at lade sig transportere rundt i.

Pause til puritaneren
Der er langt fra Johans bitte hare i Kaj Munks Johan fra æ havbjerge til de jagter Guillou og Persson kommer på, hundrede til hundrede halvtreds gange om året, hvor man gerne betaler 50.000 kr. for tre dages ophold i det ungarske Lábod plus fra 10 til 30-40.000 kr. pr. nedlagt stykke vildt. Der er heller ikke sortkrudt i de patroner herrerne brænder af i de deres Holland and Holland eller Purdy-bøsser eller Perssons håndlavede studser med valnøddeskæfte i kaliber 300 Winchester med drejebeslag og tre sigter (Zeiss 3-12, Schmidt og Bender 1 1/4-4 og aimpoint) plus initialer i 24 karat guld på bagstykket. Men som sagt: Giv den indre puritaner en pause, der er underholdning og oplysning i Om jagt og jægere både for dem, der slet ikke går på jagt og dem der gør det af og til og rammer godt eller skyder ved siden af, som det nu falder.

Maskefri selvfremstilling
At Guillou og Persson betragter de fleste af os som en flok hjælpeløse styrvolter fremgår direkte og indirekte af bogen, men det gør den også tiltrækkende, for det er ikke ofte man konfronteres med folk, der har mod nok til at fremstille sig selv så maskefrit direkte og lige på kanten af det komiske uden at ryste på hånden.
"Det gælder om at blive stående og overleve," siger en erfaren white hunter til Persson og beskriver således proceduren, når man har anskudt en bøffel. Løber man, er der stor sandsynlighed for, at man selv kommer på kornet, øh, jeg mener på hornet. Sådan tror jeg bogens forfattere stort set har det, de fyrer kanonen af med både det åbne og det trangborede løb, og selv om en hel masse kommer farende og siger, at de er et par bavianer, bliver de stående - og overlever.
Jan Mølgaards oversættelse er flydende og læselig, selv om det moderne 'du' i stedet for 'man' brugt til overmål virker tyngende. Og så savner jeg ordet 'såt' (det område der bliver drevet igennem for at presse vildtet frem mod skytterne) og bryder mig heller ikke om at en banderillero bliver til en banderillo.

*Jan Guillou og Leif G. W. Persson Om jagt og jægere. Modtryk. 200 sider, farveill., hardcover. kr. 295,-. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu