Læsetid: 6 min.

Sig det med blomster

8. november 1997

Det vrimler med blomster på de københavnske galleriers vægge. Er flower power blevet en vogue i 90'erne?

Blomsten har i århundreder figureret som skønhedsmetafor i såvel digtning som malerkunst. Den repræsenterer kvindekønnet, også i mere fysisk forstand, men på grund af dens vidunderlige, transcenderende duft henviser den også til noget metafysisk, noget overjordisk.
Enkelte kunstnere i kunsthistorien specialiserede sig i at botanisere med penslen og evnede at frembringe en blomsterpragt, så selv de vinterlige stuer kunne emme af sommer, heriblandt den kendte, danske blomstermaler J. L. Jensen.
Men kunstnere fra vores tid, der ofte udtrykker sig med tungen i kinden, fordi alt, hvad de berører, synes at være gentagelser af det allerede prøvede, har i de seneste årtier med ganske få undtagelser (som videokunstneren Tony Oursler og maleren Inge Ellegaard) været tilbageholdende med at tage et så gennemarbejdet, ja, slidt og måske også lidt naivt motiv op. Det er derfor overraskende, at ikke mindre end tre af nedenstående fem udstillinger med unge kunstnere, har blomster på tapetet.

Et farve- og energiorgie
Således Rob Birza, en hollandsk kunstner på 35 år. Hans udstilling i Galerie Asbæk viser ham som en maler, der i allerhøjeste grad er optaget af maleriets flade. Han har to serier.
Vi indleder med hans System Paintings, hvor han har malet urolige flader op og påmonteret rektangulære filtstykker i forskellige farver eller har undersøgt, hvordan små dingenoter af plastic, tager sig ud, når de hænges op og bliver en del af et billede. Disse billeder har ikke noget med blomster at gøre. Der er fem grøn-blå og fem med røde eller grå baggrundsfarver. Trods deres tilsyneladende grimhed rummer de en særegen skønhed og er et interessant bud på, hvad der kan ske på fladen i 90'er maleriet: Et møde mellem en geometrisk abstraktion og en abstrakt ekspressionisme i en form for relief.
Hans figurative blomstermalerier i serien Power-flower Portraits er i modsætning hertil et forsøg på at male blomster ind i nogle prosaiske sammenhænge og gøre det konkrete abstrakt. Alt er tilladt i disse 'vilde' malerier, der sender venlige hilsner til bl.a. Matisse. Vi ser f.eks. en meget smuk blomsterbuket, arrangeret i en vase på et køkkenbord i et af de prototype-køkkener fra moderne tid, som alle kender.
Han kan også forvride perspektivet og som en anden, postmoderne Chagall lade underlige ting ske. Således står en kæmpe blomstervase på en sten i et bjerglandskab. Han vender hermed underfundigt kultur-natur-relationen om, idet han således lader blomsterne i dekaputeret tilstand vende tilbage til deres oprindelsessted.
Birzas malerier vise enr sikker beherskelse af farveskalaen, som han blander med slående resultater. Det er et farve- og energiorgie, der får Asbæks hvide vægge til at vibrere af liv, det er sjovt og gjort med et stort overskud.

Barn og voksen
Tomas Lahoda (f. 1954 i Prag) er en maler, der arbejder konceptuelt med at undersøge grundlæggende betydningsdannelser i vores kultur, men hans nye udstilling ligger langt herfra. Den henter næring i hans egen historie.
Udstillingen Ikebama kunne have heddet 'Tomas Lahoda efter Tomas Lahoda', eftersom han i 1997 har malet efter forlæg, som han skabte som dreng i 60'ernes Prag. Hans far gav ham en bog om ikebana, en japansk betegnelse for blomsterkunst, og bad sønnen om at tegne efter den. Udstillingen består altså af to serier, ophængt parvis ved siden af hinanden: Dels tegningerne, dels malerierne, som er en form for appropriationer af dem, skabt af den erfarne, voksne maler.
Når udstillingen har fået titlen Ikebama, skyldes det, at Lahoda har bibeholdt sin barnlige fejlstavning af ordet. Frembringelsesprocessen er en slags kunstnerisk fødekæde, hvor det oprindelige forlæg, blomsterne, blev affotograferet og trykt i bogform. Herefter realiseres de som barnets naive tegnekunst, og til slut approprieres de af den erfarne, stilsikre kunstner, som ophøjer motivet til kunst.
Men tag ikke fejl: Disse iøjnefaldende blomstermalerier er ikke behagesyge dekorationer. Farverne er stærke, blomsterne er syrede dræberblomster, der stikker og vækker mindelser om kødædende planter. De malede baggrunde er ligeledes holdt i en syret farveskala, og i det hele taget virker de æstetiske og frastødende på en og samme tid. Planterne har personlighed, viser det sig, når man ser længe nok på dem.

Blomster og bier
Peter Martensen viser på sin nye udstilling med den dobbelttydige titel For bier syv meget smukke oliemalerier med blomstermotiver, der med deres vibrerende stoflighed tilfører Henning Larsens snelandskab noget organisk og gådefuldt. Det er store formater med en varieret farveskala i overvejende gråtoner, der dog brydes her og der af blåt, lys gult eller rødt.
Koblingen mellem kvindekøn og blomst understreges, ved at blomsterne bærer kvindenavne (der i øvrigt alle ender på a som mange latinske blomsterbetegnelser).
Hver kvinde sin blomst: Eva, Maria Sonja, Diana, Ida, Anna og Linda. Sidstnævnte rummer hvide liljer på en knaldrød baggrund. Martensen har indsmurt bagsiden af sine lærreder med honning, hvilket tilskuerne dog ikke hverken kan lugte eller se.
Blomstermotivet er nyt for Martensen, som hyppigt interesserer sig for det anonyme massemenneske, der som en klonet figur genereres igen og igen og indsættes i et tomt rum. Med sine blomstermalerier ønsker Peter Martensen at undersøge, hvad maleriet kan i dag. Han anvender blomsten som metafor for maleriet. Han tvinges til at se på formen i højere grad, end hvis han maler mennesker, siger han.
Han har denne gang brugt bivoks som bindemiddel, så malerierne også på det fysisk-konkrete plan bliver et stykke natur, ligesom lærredet der jo er vævet af hør.

Kunsten at nære sig
Og nu til noget andet end blomster: Malene Landgreens udstilling Supreme Moments of Sweet Surrender. Landgreens malerier ser ud, som var de skabt i trance, og de bærer alle hendes karakteristiske signatur.
Med søvngængeragtig sikkerhed formår hun at skabe liv på lærredet, hvilket sker med meget få virkemidler. Fraværet af alt det, hun kunne have fyldt lærredet med, skaber paradoksalt nok nærvær. Hun kan kunsten at nære sig, så fladen ikke tilter, men lever.
Selv om man kan spore visse genkommende figurer, som hun dyrker med forkærlighed, således vifteformen, er det det non-figurative maleri, der interesserer hende. Formlen er således: Der skabes et kosmos i form af et stort, tomt monokromt rum, hvorpå dansende, amorfe former i kontrasterende farver spiller en livgivende rolle. En vaklende linje eller streg i selvlysende farver forbinder billedets få elementer og skaber et dynamisk forløb.
Udstillingen rummer tre store rektangulære malerier. De to er ophængt i det lille gallerirum og går i dialog med hinanden med publikum som mellemled. Det ene virker fuldendt og mættet. Det er overvejende rødt. Det andet virker mere åbent og porøst. Det er overvejende gult. Et tredje, beige, hænger i baglokalet. Malerierne virker 'fragile', og man må sige at Landgreen, der arbejder ufortrødent videre med at udvikle sit særegne og radikalt-enkle udtrykssprog, har fundet sin egen niche inden for det abstrakte maleri.

*Rob Birza i Galerie Asbæk, Bredg. 20, Ma.-fr. 11-18, lø. 11-16, t. 23.nov.
*Tomas Lahoda: Ikebama i Bie & Wadstrup, Bülowsv. 7A, Frederiksberg, Ti.-fr. 14-17, lø. 11-15, t. 28. nov.
*Peter Martensen: For bier i Gentofte Kunstbibliotek, Hellerup. Åben lø. 10-15, sø. 12-16, t. 9. nov. NB. Koncert med kunstneren og hans band The four Radios samt oplæsning af forfatteren Effie Beydin søn. 9. nov kl. 15.
*Malene Landgreen: Supreme moments of sweet surrender i Galleri Søren Houmann, Borgerg. 36. Ti.-fr. 13-18, lø. 11-14, t. 23. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu