- sagde James Ellroy til Curtis Hanson, da sidstnævnte ville filmatisere
'L. A. Confidential'. Hvem er denne Hanson?
Curtis Hanson er medforfatteren og instruktøren af filmen på øjeblikkets biografrepertoire, L. A. Confidential, den labyrintiske politithriller efter James Ellroys roman. Med den er Hanson brudt igennem som et verdensnavn i den modne alder af 52 år. Men hvad har han bedrevet inden da?
Første gang jeg stødte på hans navn, var for godt 25 år siden, da det danske filmtidsskrift Kosmorama publicerede et fint interview med Henry Fonda, signeret Hanson. Det stammede fra Los Angeles-tidsskriftet Cinema, som Hanson var medredaktør af, og hvor han bl. a. arbejdede sammen med den senere manuskriptforfatter og instruktør, Paul Schrader (Taxi Driver).#
Bodelsen og Fuller
Derefter dukker Hanson op som manuskriptforfatter til den canadiske filmatisering af Anders Bodelsens spændingsroman Tænk på et tal, en af 1960'ernes mest læste danske romaner og også pænt bemærket i udlandet. Med titlen The Silent Partner pepper den ikke udpræget vellykket handlingen op med en del kulørte effekter. Elliott Gould spiller bankmanden, der på snedig vis stjæler af kassen.
Filmen får det efterspil, at Hanson i sin senere karriere opretholder kontakten med Bodelsen angående kommende filmprojekter baseret på dennes historier og ideer. Ingen af projekterne er dog endnu blevet til virkelighed.
Derefter indleder Han-son et samarbejde med kult-instruktøren Samuel Fuller og er med til at skrive Fullers White Dog fra 1982, som den engelske
guide Time Out mener er den hidtil bedste film om racismeproblematikken.
Den handler om en ung skuespillerinde (den glimrende Kristy McNichol), der kører en smuk hvid schæferhund over, plejer den, til den kommer sig, men uden at kunne identificere dens ejer. Den viser sig at være en 'hvid hund', det vil sige trænet til at angribe sorte personer, hvor den ser dem. Filmen skildrer så skuespillerindens og en sort hundetræners forsøg på at afprogrammere det livsfarlige dyr.
Det er ikke så lidt af en film maudit, en fordømt film, besynderligt misfor-stået som racistisk, og derfor ikke vist ret mange steder. Men med oplagte kvaliteter og fortalt med på-gående ligefremhed.
Hitchcocksk variation
Efter at have været med til at skrive den sine steder roste Disney-produktion Ulvenes land er det så endelig i1986 Hansons tur til debutere som instruktør, hvilket sker med thrilleren Vidnet i vinduet.
Den er en Hitchcocksk stiløvelse om en mand, der drives ud i et mareridt af skyld og dobbeltspil, da han for at beskytte sin gifte elskerinde melder sig som vidne til et mord, som kun elskerinden så fra deres hyrdetimes sovekammervindue. Hanson siger selv, at han måtte gå på kompromis med flere ting her, og filmen er ikke mere end mildt lovende, trods en drevent drejet kriminalintrige.
Så kom den mere vellykkede Bad Influence (Ingen udvej) i 1990, som TV2 viste for nylig. Igen en Hitch-cock (og Bodelsen?)-påvirket thriller om den 'pæne' mand drevet op mod en mur, efterhånden som han opdager mildest talt mindre pæne ting under sin glatte overflade. Her ansporet af en typisk glat
Hitchcock-Bodelsen-frister og -psykopat, spillet af Rob Lowe.
Drevent fortælletalent
Filmen vakte ikke den store genklang, men med Hånden på vuggen to år senere kom endelig publikumssuccesen, med den blonde Rebecca De Mornay som en psykopatisk barnepige, der indynder sig hos sine arbejdsgivere - en nydelig, omend selvtilstrækkelig kernefamilie, kun for at tage en pude og prøve at kvæle husets baby. En diabolsk metodisk stiløvelse, der viste Hansons solide fortælletalent i den dygtige manipulering med spæn-dingseffekterne.
Den samme påfaldende filmfornemmelse ses i Meryl Streep-filmen River Wild, hvor det igen drejer sig en kernefamilie truet af en psykopat, her under en nervepirrende, flot filmet flodtur. Også den blev en publikumstræffer, og så fik Hanson langt om længe grønt lys for sit yndlingsprojekt, filmatiseringen af James Ellroys L. A. Confidential.
Personerne, ikke plottet
I novembernummeret af det engelske filmtidsskrift Sight and Sound fortæller Hanson, at det ikke var så ligetil at komme til at lave filmen, fordi Ellroys plot er så indviklet:
"Ellroys romaner lader sig ikke så nemt overføre til film," siger Hanson.
- "De har så frygtelig mange side-intriger og baggrundshistorier. Derfor lod vi os lede af personernes karakterer, ikke intrigen. Filmen første tre scener har til hensigt at introducere personerne, ikke at bringe handlingen videre. Den luksus har man sjældent i en Hollywoodfilm nu til dags, hvor alt drejer sig om sætte skub i handlingen."
"Brian Helgeland og jeg var ca. et år om at skrive manuskriptet. Vi måtte igennem syv versioner, før jeg følte mig tilstrækkelig tilfreds med det til at vise Ellroy det. Da jeg ringede til ham, sagde han: "Min bog, din film!" Og det føler jeg er den eneste fornuftige holdning, en forfatter kan have. Og at han nu offentlig priser filmen, betyder mere for mig end ros fra nogen anden side, for da vi skrev den, var det vores hovedformål at bevare hans stemme, hans tonefald."
Tilbageholdt tidskolorit
Hanson fortæller, at han var stærkt inspireret af en udstilling af Robert Franks fotografier, The Americans., mens han skrev manuskriptet.
"Jeg blev slået af billedernes styrke, som kommer af, at det først og fremmest er følelserne, der slår igennem, ikke tidsbilledet. Og det blev omdrejningspunktet i mit samarbejde med fotografen Dante Spinotti. Jeg ville filme historien som en nutidshistorie, uden nostalgi, selv om vi selvfølgelig gjorde alt for at gøre tidsbilledet autentisk."
"Denne holdning farvede også billedernes belysning. Det handler om at holde tidsatmosfæren i baggrunden og opnå en følelse af noget virkeligt. Så vi tog altid hensyn til, hvor lyset reelt kom fra, når vi var på location. Hvilket er i direkte modstrid med de klassiske film noir, hvor belysningen er langt mere stiliseret og skaber fantastiske, lange skygger."
Hanson ville ikke have stjerner i de tre mandlige hovedroller, for det galdt om at få skuespillere, som publikum ikke har "nogen følelsesmæssig fortid med".
"Jeg ville have, at publikum fik mulighed for at opdage personerne på samme måde som jeg selv opdagede dem, da jeg læste Ell-roys bog. Og sådan opdager man jo også mennesker i virkeligheden."
"I starten afskyede jeg disse personer, da jeg læste om dem. Men Ellroys triumf er, at man efterhånden reagerer mere sammensat på dem, mens man følger deres personlige kampe. Kunne jeg med en film opnå den samme reaktion, regnede jeg med, at det kunne blive en film ud over det sædvanlige."
