Læsetid: 6 min.

Bondes blinde øje

7. november 1997

Jens-Peter Bonde har begået en håndbog for stålsatte nej-sigere om Amsterdam-traktaten fuld af skarpe iagttagelser, men bogen mangler helt bud på Bondes egne Europa-visioner

Debatbog
Jens-Peter Bonde har gjort det igen.
Skrevet en aktuel bog om EU. Som sædvanlig er han den første med en omfattende gennemgang af nye traktattekster. Denne gang Amsterdam-traktaten. Og ros for det.
Jens-Peter Bonde har i 20 år præget dansk Europadebat og har netop brugt aktuelle udgivelser til at gøre opmærksom på sine synspunkter.
Bogen er fyldt med Bondes arsenal af oplysninger om konkrete sager og gode virkningsfulde citater. Den er et godt opslagsværk over relevante uddrag af Amsterdamtraktaten og andre vigtige EU-papirer i debatten.
Bemærkelsesværdigt er det, at sløret kun løftes ganske lidt for forfatterens vurdering af situationen i Europa, og hvordan Jens-Peter Bonde selv mener, at Europas fremtid skal se ud. Det skyldes nok, at bogen - forventeligt nok - først og sidst er en lang række argumenter imod Amsterdamtraktaten og tidligere beslutninger i EU. I en al for uskøn blanding. Som sædvanlig til glæde for mange, der har bestemt, at de vil stemme nej.

Starter med facit
Desværre bekræfter læsningen en vigtig del af min forudindtagethed mod Jens-Peter Bondes måde at kommunikere på.
Han begynder altid med facit. Han skal jo ende med at anbefale et nej. Og man genfinder igen og igen den særlige blanding af klare facts, rigtige og kloge analyser og så oplagte politiske 'kortslutninger' eller underbetoninger.
Det meste af bogens negativ-liste over Amsterdam-nyheder er bygget op om juridiske argumenter, hvor der ikke er plads til vurderinger af praksis eller en vurdering af udviklingen - altså den ramme, juraen skal forstås i. Men når der så er juridiske argumenter, der taler til fordel for Amsterdam, så bliver det vigtigste i gennemgangen i stedet, at det nok ikke bliver til noget i praksis.
Det ses f.eks. i Jens-Peter Bondes holdning til, at åbenhed i Amsterdamtraktaten bliver et retsprincip.
I alle de sager, Bonde er imod, vil det være en afgørende udvikling, at juraen nu fastlægger linien. Men her ender man som læser i stedet - under Jens-Peter Bondes vejledning - med "et skridt frem og et skridt tilbage", fordi ændringer nu skal vedtages af et kvalificeret flertal i stedet for en forretningsordensændring med et flertal af lande.
Eller med Jens-Peter Bondes særlige form for 'argumentation': Nu kræves 62 stemmer ud af 87 i stedet for 8 ud af 15. Og for ligesom at sætte fuld tryk på argumentet skriver han:
"Det er et vigtigt politisk signal om åbenhed (at åbenhed bliver et retsprincip), men det efterfølges desværre af en beslutningsform, som gør det vanskeligere at indføre mere åbenhed."
En sand mester i demagogi må jo nødvendigvis skrive "desværre" ellers glider det "nej-argument" næppe ned i en bog, der ellers helt overvejende lægger al vægt på juridiske fortolkninger.

En unionsgrundlov?
Bogens hovedtese er, at Amsterdam ligefrem er en ny grundlov for EU, og at Danmark herefter ikke kan blokere de næste unionsskridt. Man kan allerede se valgplakaten om, at nu er det sidste chance for at redde Danmark. At dette er den sidste afstemning, hvis nationen skal bestå. Har vi ikke ligesom hørt det før ?
Mere interessant er det, at Jens-Peter Bondes argument for, at Amsterdam er langt værre end Maastricht, bl.a. er knyttet til unionsborgerskab samt det faktum, at EU nu skal tage menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene alvorligt.
Selv det, at EU nu får den sociale protokol ind i traktaten, anskues kun som en tegn på "at nationalstaterne anbringes i et socialt og fordelingspolitisk vadested".
Ikke en eneste betragtning om, at det er et gode i en stadigt mere internationaliseret økonomi, at forbedring af arbejdsmiljøet, og ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, om information og høring af arbejdstagerne nu skal gælde i hele EU, efter at England har sagt ja!
For mig er det helt utroligt, at disse klare fremskridt bliver til et højere juridisk skoleridt i stedet for at handle om ligestilling, en social dimension og menneskerettigheder. Noget af det, vi har sukket over, var alt for langt væk i EU. Vi burde i stedet glæde os over, at Sverige f.eks. satte kraftigt ind på at få fremskridt, når det gælder ligestilling mellem mænd og kvinder.
På samme måde undres jeg voldsomt, når Jens-Peter Bonde beklagende skriver:
"Det vil næppe være tilladt f.eks. at give norske og islandske statsborgere lettere adgang til dansk statsborgerskab end EU-lande".
Selvfølgelig kan det diskuteres, om der er rimeligt at lave den slags regler i fællesskab i EU, og jeg vil fastholde vor ret til ikke at forpligte os overnationalt. Derfor fastholdes undtagelsen.
Men hvilket skræmmende eksempel. Som om det skal være rigtig dansk politik at forskelsbehandle efter nationalitet, når man skal have dansk statsborgerskab. Vi gør det i dag med nordiske statsborgere, der kan blive danske statsborgere efter to år, mens andre skal vente syv år. Men er det noget at være stolte over? Nej. Danmark ville være et bedre sted at bo i, hvis der blev reel ligestilling mellem alle nationaliteter, der søger dansk statsborgerskab.

Fokus på grænsen
Samtidig sætter Jens-Peter Bonde fokus på grænsen. Her undrer det mig, at Jens-Peter Bondes hukommelse er så kort. Som om fjernelsen af grænsen er en sag, der bliver afgjort nu. Danmark sagde i 1986 med EF-pakken ja til at fjerne den økonomiske grænse, så mange sider i bogen virker på mig som en ren gentagelse af gamle argumenter. Men, Jens-Peter Bonde, Vi tabte jo dengang. Det afgøres ikke nu. Og når det gælder personer, blev princippet også fastlagt dengang, mens den endelige beslutning blev truffet af et flertal i Folketinget ved Schengen-beslutningen i foråret 1997.
Det, Jens-Peter Bonde tilsyneladende ikke accepterer, er, at indholdet i Amsterdam skal vurderes i forhold til Maastricht. Han inddrager indimellem det meste af EU-politikken. Han vil tilsyneladende aldrig vurdere, om Europa kunne have brug for forandringer. Kun hvordan det kan opfattes i forhold til Danmark, og han vil tilsyneladende intet med Europa i forhold til resten af verden.
Alle vurderinger er bygget op på én måde at anskue EU på. Nemlig ifølge Jens-Peter Bonde som "salamieksperten". At EU skive for skive - umærkeligt - æder sig ind på os danskere.

Hvad med fremtiden
Min positive overraskelse er, at Jens-Peter Bonde ikke kritiserer, at Europaparlamentet får øget indflydelse. Her anes nok noget om Jens-Peter Bondes egen vurdering af behovene i fremtiden og hans ægte optagethed af problemerne med det demokratiske underskud.
Ellers løftes sløret ikke meget for, hvad Jens-Peter Bonde tænker om EU's fremtid.
Han fastholder det gamle dogme på venstrefløjen om, at EU umuliggør traditionel socialdemokratisk og socialistisk politik, og at EU derfor skal indskænke sin virksomhed, samtidig med at han åbner op for den store alliance mellem "venstre" og "højre" i EU-modstanden.
"Britiske konservative og danske unionsmodstandere har et fælles berøringspunkt ved, at begge parter ønsker 'mindre EU'," som han beroligende skriver.
Ikke et kritisk ord om problemerne i den virkelige verden med Le Pens EU-modstand, med EU-modstand blandet med modstand mod fremmede! Det er faktisk lidt deprimerende og trist.

Efter et nej
Jens-Peter Bonde afslutter med et afsnit om, hvad der sker efter et nej. Og jeg er helt enig, når han fremhæver, at Amsterdam er faldet bort ved et dansk nej, medmindre Danmark melder, hvad vi egentlig vil med et nej, og her leder man forgæves i bogen. I stedet opstiller han en liste over mulige udgange fra en frihandelseaftale, over en EØS-aftale (som Norges) til det, han kalder "reelle" undtagelser.
Det er bemærkelsesværdigt, at netop en sådan bog slutter med følgende konklusion:
"Sådan er den simple tekniske opskrift på et kvart, halvt eller trekvart medlemsskab. Om det så er ønskeligt eller ej, er en anden sag, som nu overlades til en diskussion...."
Det mest venlige, jeg kan sige, er, at det i hvert fald er en åben udgang. For det er jo en af de vigtige diskussioner i de næste måneder. Ikke mindst, hvis man på forhånd allerede har bestemt, at ville stemme nej.
Jeg håber derfor, at denne håndbog i nej-argumenter bliver fulgt op med Jens-Peter Bondes svar på hans eget udgangsspørgsmål. Det ville gavne debatten.

*Jens-Peter Bonde: EU's nye grundlov. 224 s. 98 kr. Vindrose
*Steen Gade er medlem af Folketinget for SF

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her