Læsetid: 6 min.

Det borende X

22. november 1997

Peter Øvig Knudsen har udgivet en artikelsamling om Min generation. Os, der manglede den sag, der kunne gøre os til en 'rigtig' generation

QLUMMEN
Jeg blev født i 1960 og frem til jeg var seks år var jeg lykkelig. Jeg kan huske, jeg sad på græsplænen i vores have den sommer, da jeg var seks år og snart skulle begynde i skolen. Det slog mig, at jeg følte mig lykkelig og jeg tænkte på om det mon kunne blive ved sådan.
Det kunne det selvfølgelig ikke.
I fjerde klasse nedsmeltede min skoletilværelse, da klassen fik en lys, sød og ung årsvikar som klasselærer, som klassen plagede livet af. Det var ikke rart at se på gennem et helt år.
I femte klasse fik vi en ny klasselærer, der skoleåret igennem iagttog, hvordan jeg fra at være et interesseret barn blev et barn, der så ud af vinduet og ikke anede, hvad der blev spurgt om. I de fag, der interesserede mig, var jeg forud, og resten var jeg alligevel ligeglad med. Klasselæreren tog en rask beslutning og indstillede, at jeg sprang sjette klasse over. Mine forældre overlod beslutningen til mig. Det tog mig en uge, hvor jeg læste resten af historiebogen for sjette klasse og afgjorde, at så gik resten nok lige så let.
Det holdt desværre ikke stik. Og ensomheden fulgte mig - med intervaller - frem til jeg forlod gymnasiet, ligesom drømmen om en dag at finde nogen at dele den med.
Det er i smerten og ensomheden ved at være barn og ung, at jeg genkender mig selv i Peter Øvig Knudsens nye bog Min generation. Jeg har senere mødt i hundredsvis af mennesker som os, der af grunde, der forekom os dybt personlige, har forladt vores udspring, fysisk, åndeligt eller begge dele, og som i vores voksenliv har valgt et arbejde, hvor man giver følelser og tanker udtryk.
Vores egne, fx.
Peter Øvig Knudsen har mere end nogen jævnaldrende brugt journalistikken til at bore i sine personlige interesser. De mennesker, der fascinerer ham, er kunstnere og andre kompromisløse, der har nægtet eller ikke magtet at tilpasse sig. Og ofte netop har skaffet sig succes på den måde.
Det gode er, at han også har talt med alle de andre, de 'almindelige mennesker' og dermed på fremragende måde bidraget til en af de dominerende journalistiske nydannelser her i 90'erne. Lokalaviser og ugeblade har selvfølgelig altid skrevet om mennesker, hvis bidrag til verdenshistorien består i at åbne fotoforretning i Algade, få børn, leve med en plagsom sygdom, overleve alkoholiske forældre eller sådan noget. Det nye er, at også tv og den seriøse hovedstadspresse har opdaget, at deres historier er værd at fortælle.
Peter Øvig Knudsen har bl.a. opsøgt sine gamle klassekammerater i en mindeværdig serie i Information, hvor jeg særligt husker hans samtaler med klassens mest eftertragtede piger, de to Susanner. Samtalerne er heldigvis også optrykt her. Og det interessante er, at Peter Øvig Knudsen både bevarer sin respekt for de mennesker, de er blevet, samtidig med at man mellem linjerne sporer hans vantro: Fik de virkelig ikke mere ud af livet, de to, der på ham og klassens andre drenge virkede som om de kunne lægge verden for deres fødder? "Vi havde jo alle mulighederne", siger en pige.
Bogen rummer også den gribende og horrible case story om Frank, oprindelig skrevet til Press sammen med Ina Kjøgx. Frank led af angst, men fik sit helbred nedbrudt af psykofarmaka. Og der er det fremragende interview med vennen, den vilde, kvikke Kim, der efter års kamp mod skolesystemet blev en tilfreds pædagogmedhjælper med ambitionerne i ave.

Spørgsmålet er selvfølgelig om den ensomhed, som Peter Øvig Knudsen, jeg og mange andre oplevede, er noget generationstypisk eller et vilkår ved at være barn, hvis man ikke lige passer ind (og hvem passer ind? Er det ikke bare noget, vi troede, alle andre gjorde?).
Der går gennem hans bog en længsel efter at lære sig selv at kende og endelig blive set, ansigt til ansigt. En længsel, som for Peter Øvig Knudsen selv er blevet tilfredsstillet gennem venner, læremestre og i oprivende terapi-sessions, der ifølge ham også er et generationstypisk træk. X-generationen, der søger sit ubekendte selv.
Fra et interview i Weekendavisen fortæller justitsminister Frank Jensen (f. 1961) vittigt og giftigt, hvordan 68-generationen nød godt af opsvingets mange åbne døre, som de lynsnart sørgede for at lukke igen efter sig, mens de døbte os, der fulgte efter og som blev født mellem 1955 og 1968, Nå-generationen. Det er der jo meget om. Da jeg fornylig fejrede tyve års studenterjubilæum med min sproglige gymnasieklasse, sad cirka fem ud af 24 i fast pensionsgivende stilling. Resten var free lance, selvstændige og den slags. Individualismen er også en konsekvens af, at systemerne simpelt hen var fyldt op, da vi ville ind i dem.
Selv lægger Peter Øvig Knudsen navn til følgende barske karakteristik af 68-generationen: "de nye magthavere (forestiller sig) tilsyneladende i egen selvforståelse (...), at de stadig i udøvelse af magten praktiserer ungdommens idealistiske holdninger. Derfor kommer de til at besidde en særlig, bedrevidende og næsten ideologisk baseret magtfuldkommenhed, som tidligere generationer ikke ejede (...)".
Min generation må være 90'ernes svar på Poul Behrendts Bissen og Dullen, men karakteristisk nok har vores generation ingen fælles stor historie. Ingen Første Verdenskrig, der fik Jørgen Steins generation til at "snuble i Starten". Ingen Anden Verdenskrig, hvor en ydre fjende gjorde verden overskuelig for Rifbjerg mf.l. Intet ungdomsoprør med fede tider, bannere og Woodstock. Ganske vist overtog vi ungdomsoprørets brud med kønsroller og borgerlighed. Men vi manglede en utopi at sætte i stedet.
Derfor måske den udbredte terapi. Derfor individualismen hos bl.a. de unge Venstre-løver (som i øvrigt er fraværende i bogen, hvorfor mon?). Og derfor måske bogens overvældende følelse af ensomhed og længsel efter fællesskab og venskab.
Og derfor måske også nutidens enorme nysgerrighed efter andre menneskers liv. Vi tror ikke på kollektive løsninger, men søger gerne eksempler på, hvordan livet kan gribes an.
Som Peter Øvig Knudsen flyttede jeg tidligt ind i kunsten og litteraturen. Han blev lyrik-freak, jeg en hund efter prosa, især slutningerne, hvor selv de mest uløselige problemer fik en ende. Men også fordi litteraturen handler om alt det, der ikke passer ind. Drømmene. Længslerne. En større verden.

Jeg ved stadig ikke, om min dansklærer i femte klasse skulle have ladet mig drømme videre i stedet for at flytte mig til klassen over. I mange år syntes jeg, det var udmærket, at jeg fik reduceret den samlede skoletid.
Men er det ikke rimeligt, at man drømmer lidt? Det er et ofte registreret fænomen, at piger i præpuberteten (jeg var 11 år) trækker sig lidt tilbage, de vegeterer. Normalt betragtes de førhen så kvikke pigers fjerne blikke som et problem, både for undervisningen og mere principielt for ligestillingen.. Her altså ikke forstået som pigers ret til at udvikle deres seksualitet og drømme i eget tempo, men til at skaffe sig gode karakterer.
Jeg fik ikke lov til at drømme, men kom til at deltage i et pædagogisk eksperiment, der fik både gode og mindre gode følger. Det gode var, at læsefagene blev morsommere det første halve år i den nye klasse, og at jeg mødte Linda, som en tid blev den slyngveninde, jeg havde savnet.
Men flytningen forværrede min indbyggede ugidelighed over for alt, der kræver, at man må krybe før man kan gå, fra håndbold til foxtrot, guitarspil - og især matematik. Førhen gad jeg ikke følge med i de timer, nu kunne jeg faktisk ikke uden en enorm indsats, der udeblev. Faktisk drømte jeg bare videre i de nye omgivelser, det var bare blevet lidt sværere at koble mig på virkeligheden igen. Måske lærte flytningen mig også, at man kan løse problemer ved simpelt hen at springe dem over - en strategi med betydelige bagslag. En vis rodløshed blev det også til. Modsat Peter Øvig Knudsen har jeg, af alle de jævnaldrende jeg mødte før universitetet, i dag ikke jævnlig kontakt med én eneste.
Min generation har fået sin bog, selv om vi egentlig aldrig har gjort fælles sag. Medmindre det i sig selv er en skæbne ikke at tilhøre 68-generationen, hvor det i hvert fald var lettere at være - en generation.

*Peter Øvig Knudsen: Min generation. 258 sider, kr 245-. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her