Læsetid: 3 min.

De borgerlige vil afskaffe CO2-afgiften

29. november 1997

Netop som det globale klimaslagsmål nærmer sig et klimaks, foreslår Venstre og konservative at afskaffe de danske CO2-afgifter

Tanken er rigtig, det er der vist ingen, der benægter: Hvis man har en pose penge til at gøre godt for miljøet, så skal man bruge den på dét, der har størst virkning.
Hvis X-købing har to varmeværker, et gammelt og et nyt, så moderniserer man vel det gamle først? Hvorfor ikke gøre det samme, selv om det ene værk ligger på Falster og det andet i Polen?
"Med udgangspunkt i OECD's Grønne Model har Dansk Industri beregnet, at en 10 procents reduktion af CO2-udslippet i år 2010 vil koste 250 milliarder kr., mens den samme CO2-reduktion kan nås for 30 milliarder kr., hvis deri stedet renses i Østeuropa og ulandene.
Velfærdsgevinsten ved
denne plan i stedet for afgifter er altså 220 milliarder kr.," skriver Hans Christian Schmidt (V) og Niels Jørgen Langkilde (K) i et forslag til folketingsbeslutning om at fjerne CO2-afgifterne på erhvervslivet og erstatte dem med en plan om at rydde op i Øst- og ulandene, såkaldt joint implementation.

Gensidige fordele
Kul sviner meget i lande som Polen og Kina. Det ville være en stor fordel for sundheden og miljøet, hvis de fik kulfyrede kraftværker af dansk standard, fjernvarme efter dansk model og termostatventiler fra danske Danfoss. Det er ingen uenig i.
Et andet eksempel kommer fra Tarjei Haaland i Greenpeace: En gennemsnitlig normand bruger fire gange så meget elektricitet som en dansker. Det meste af det kommer fra den stort set forureningsfrie vandkraft.
Tarjei Haaland har regnet ud, at hvis blot nordmændene sparer 7,5 procent af deres elforbrug (det kan vi danskere lære dem, vi har know how om elbesparelser), og sendte den overskydende CO2-frie strøm til Danmark, så kunne vi danskere skrue så meget ned for vores kulfyrede kraftværker, at Norge og Danmark tilsammen kunne reducere vores CO2-udslip i år 2005 med 20 procent.

Udsalg af muligheder
Men fænomenet joint implementation betyder noget andet. Det betyder, at danske eller amerikanske elværker og virksomheder kan undlade at gennemføre energibesparelser på hjemmefronten, hvis de investerer i projekter i udlandet.
Det åbner, som miljø- og energiminister Svend Auken har udtrykt det, for den mulighed at de velstående lande køber de mindre velstillede landes billigste og bedste muligheder, så det på længere sigt bliver sværere for dem at leve op til deres traktatmæssige forpligtelser.
Det er det ene problem.

Ladeport af fusk
Det andet er, at de færreste lande har tilstrækkelig styr på målingerne og kontrolsystemet. Hvis man uden videre indfører joint implementation i FN-traktaten, åbner man en ladeport for fusk og kreativ bogføring. Det vil ikke være muligt at kontrollere om reduktionerne faktisk finder sted.
Derfor har FN's klimasekretariat sat et pilotprojekt i gang, der i årene frem til år 2000 skal klarlægge problemerne og gøre det muligt at sætte betingelser.
Det tredje problem er, at man risikerer at sætte udviklingen af alternativer i stå.
Kyoto-topmødet er kun et led i en lang proces, der skal bringe forbruget af kul, olie og gas ned til måske ti procent af det nuværende i industrilandene, hvis det globale drivhus skal stabiliseres.
Men hvem vil udvikle de alternative energikilder, hvis i-landene i stedet kan købe billige reduktionsmuligheder i udlandet.
De samme problemer gælder forslaget om omsættelige udledningstilladelser, som især de amerikanske forhandlere har insisteret på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu