Læsetid: 3 min.

Brosten over København...

12. november 1997

Overborgmester Kramer (S) bliver piercet i næsen, siger Venstre. Søren Pind (V) tror, at hans burgere på Nørrebro bliver gratis. Der er snart kommunalvalg

Der var en gang en brosten, der lå i Københavns jord.
Men det gør den altså ikke længere. Tirsdag aften brækkede én af kandidaterne til Københavns Borgerrepræsentation den nemlig op for at gå til valgmøde og kyle dens politiske budskab i hovedet på Københavns overborgmester.
Han hedder Jens Kramer Mikkelsen (S) og sammen med skole- og kulturborgmester Jens Johansen (SF) og Venstres Søren Pind sad han som en skydeskive over for hundredevis af københavnere, der var mødt frem til Den Store Duel.
Valgkampens klimaks i Nørrebrohallen. Det store skelsættende, blodgennemvædede opgør inden krydsene sættes.

Et rødt ocean
Der var en gratis øl til dem, der mødte op. Og overalt i hallen var der rødt som blod. Måske var det opgøret, måske var det maling. Døren var rød, bordene røde og der var store røde flader på væggene.
Bifaldet til overborgmesteren afslørede, at tilhørerne måske også kunne recitere Internationale uden at stamme alt for voldsomt.
De var kommet for at grine ad Søren Pind, hvis fanklub helt havde glemt reklametryksagerne. På bordene var socialdemokratiske ansigter ved at drukne i hinanden og mellem dem et par SF'ere uden redningsbælte.
Venstrefolkene havde en bunke papirer liggende på deres eget bord i et hjørne af salen. Og havde de forsøgt at dele dem rundt, var bunken næppe blevet mindre. Venstre måtte nøjes med at kaste brosten. Og det gjorde de så.
Efter at kandidaterne havde erklæret, hvad de ville med København - og det var mange ting, - så tog den tapre Venstrekandidat Martin Geertsen ordet midt i det røde ocean, selvmorderisk og med den berømte brosten i hånden:
Den samme Geertsen så gerne, at Hr. eller Fru Jensen san gå trygt på gaden over alt i København og det skulle Venstre i hvert fald nok sørge for. Kommer Geertsen til magten behøver min familie altså intet at frygte.
"Når nu du efter valget bliver afhængig af Enhedslistens stemmer, hvilket vil sige de autonome, så synes vi, at du skal have denne her," sagde lov-og-orden-Geertsen.
"De vil sætte en ring i næsen på Kramer og trække ham rundt," mente Venstre.
Det blev Kramer sur over, for han ville ikke pierces. Sikke en polarisering af debatten, mente Kramer, (polarisering: at stå i hver sit hjørne uden for hørevidde og råbe ad hinanden), det kunne da ikke være Venstres mening at gå ned på det niveau.
Men det kunne det.
Og der var flere brosten til Kramer. Et medlem af ungdomsborgerrepræsentationen stod pludselig med en mikrofon i den ene hånd og nok en brosten i den anden.
Kramer skulle have stenen, fordi han ikke bygger ungdomsboliger nok. Så kunne han jo bygge nogle af brosten. Og han kunne også godt tage og give de unges repræsentation ret til at blive hørt af de ældre - og også gerne en pose penge, så indflydelse ikke skal søges på tiggervilkår.

En gratis burger
Apropos tiggere, fortalte Søren Pind en meget sælsom historie om Venstres fremgang på Indre Nørrebro. Den tager vi lige igen; Venstre fremgang på Indre Nørrebro.
Pind var en dag gået ind på en burgerbar på Nørrebro, og selvfølgelig blevet genkendt af ejeren, der ikke ville høre tale om, at han betalte for sin burger.
Pinds konklusion var så skarp, at den kunne snitte Kramers og Jens Johansens borgmesterkarrierer til konfetti: "I gamle dage fik Venstre bank på Nørrebro, i dag får vi burgere - og 18. november får vi masser af stemmer."
Den logik var naturligvis så hårdtslående, at et bifald brød ud fra Venstres hjørne af salen. Og Søren Pind havde mere krudt i fistelstemmen.
Da Jens Kramer havde undsagt SF's ønske om bompenge for trafik ind til København og nævnt den satellit-baserede roadpricing som alternativ, sagde Jens: "Men Poul Nyrup sagde jo til Socialdemokratiets kongres i år, at det kunne han ikke gå ind for."
Så hylede én i salen "Nyrup bestemmer ikke i København".
"Ha!", hvinede Pind, for han synes, at al fremgangen i København kun skyldes vennerne på Christiansborg, der giver villige tilskud til Københavns slunkne kasse.
Men så gik det galt for Pind. Hans mor kunne ligeså godt være kommet for at hente ham: Hvad ville han bruge et systemskifte til i Købehavn, spurgte en tilhører og kom med en afsløring:
Det eneste forslag, Søren Pind har stillet i Borgerrepræsentationen er, at møderne skal slutte klokken 23.00.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu