Læsetid: 1 min.

Cirkus eller dødsmesse?

21. november 1997

"Bogforum er i realiteten en dødsmesse for bogen," sagde biskop Jan Lindhardt, da han under et foredrag i Rungsted i går skulle give en karakteristik af bogens situation. "Rent ævl," replicerer projektleder Poul Bjørnholt, initiativtageren til den årlige bogmesse i Forum på Julius Thomsens Plads 1, der siden starten i 1992 år er vokset støt, "siden Holbergs tid har der været hieronimusser, der absolut skal se sortest muligt på tingene. Men jeg kalder selv somme tider messen for et bogcirkus, for der er tale om et arrangement for publikums skyld."
I dag kl. 10.15 holder kulturminister Ebbe Lundgaard åbningtale for Bogforum `97, og Poul Bjørnholt håber på flere besøgende end de 27.000, der kiggede forbi sidste år.
"De store trækplastre er kendte danske forfattere som Suzanne Brøgger, Carsten Jensen og Ib Michael," siger Poul Bjørnholt, "men også debatterne, hvor flere forfattere sættes sammen, er en stor magnet." Foruden stort set alt, hvad der kan kravle og gå i dansk litteratur, er en stribe udenlandske forfattere inviteret til messen, heriblandt Rohinton Mistry, Kerstin Ekman og Vasilij Aksjonov, der præsenteres her på siden.
Bliver man træt af bogorme kan man blandt andre forlystelser få lagt bodypaint ved stand 42 eller lære at rulle en cigar på stand 12.

*Bogforum på Internettet: www.bogguide.dk/Bogforum 97/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her