Intermetzo
Naturligvis skulle der i det Benny Andersen-citat, der kronede denne klumme i sidste uge, have stået: Et lille neurotisk land beboet af smilende gale. Ikke:...smilende glade. Det minder lidt om en gammel ølreklame tegnet af Cosper i Mandens Blad. Tegningen forestiller en torturkælder. Den hætteklædte bøddel og hans offer sidder side om side på pinebænken og drikker en kold bajer. Inkvisitor stikker hovedet indenfor og hvæser: "Nej, nej, jeg sagde pinsler!"
En læser (!), hvis signatur er temmelig kryptografisk, således at navnet forbliver ukendt for redaktionen, sendte i anledning af fejlen i citatet en vred fax til Information: Vrøvl og citatfusk, slå det op! Som beordret så gjort. Aschehougs nyligt udsendte citatordbog, oversat fra svensk med et dansk tillæg, har som to sjæle én flovhed minsandten samme flovser... smilende glade. Men Poul Dissing synger, forhåbentlig til kryptografistens og andres beroligelse, korrekt og som hos Andersen selv:... smilende gale. Citatet stammer fra Svante-visen "Længsel efter Sverige", hvor Svante, som de fleste sikkert husker, er henvist til at blive stående på kanten af Danmark, beboet af smilende gale, i længsel efter hinsidan, men uden at kunne tilfredsstille disse lyster om udvandring - for ellers bliver han søsyg.
En anden læser (!!), hvis navn, Lone Nørgaard, var prentet klart og tydeligt, harmes over klummisten som lederskribent og de velbjærgedes afstandtagen fra Pia Kjærsgaards og hendes meningsfællers stadig mere indædte fremmedforbitrelse. Læserbrevet, som blev bragt i avisen i afbrændte uge, markedsfører et hyppigt synspunkt i etniske fjendebilledkonflikter. Et argument der kommer på bordet så sikkert som Amen i kirken - så længe det ikke er bøssebryllupper - når sagtmodige i ånden prøver at give mere lys og skygge til forestillingerne om det angstfremkaldendes væsen - subsidiært de fremmede.
I samme sekund man forsøger sig med beroligende kendsgerninger afvises alle nuanceringer som arrogance fra en forkælet overklasse uden forbindelse med den virkelige virkelighed. Såfremt man ikke har en fætter, der er blevet flået af vilde tamiler i Odense eller har fået voldtaget en niece i S-toget til Køge Bugt, kan man ikke tale med. Følelser af stor frygt er snart ved at være debattens legitimering.
Men man skulle bare selv bo i det betonslum - som i parentes bemærket danske kommuner i forgangne årtier bevidstløst har opført i storbyernes yderkommuner - så ville man vide hvor skoen trykker og være enig i, at det nu snart er nat med de fremmede. Ikke noget med racisme her, ih nej, men har man boet som en skive ceremonielt slagtet spegepølse i en sandwich med indvandrer Ali over sig og indvandrer Muhammed under sig i en to et halvt værelses i Ishøj, så ved man besked.
Et uafviseligt argument, hvor alene anvendelsen af de fremmede navne er argument nok. Lige som tidligere tiders navnekoder. Mændene hed Israel, kvinderne Sara, hvad behøvede man mere, når man selv æder af bliktallerken. Eller kender nogen, der kender nogen.
En af Ekstra Bladets snart utallige chefredaktører kørte frem med lige præcis den samme festforestilling engang under bladets usmagelige fremmedkampagne, da vedk. redaktør Gade og klummisten var sat stævne i Morgen-TV, før fanden fik sko på. Jamen, klummisten kunne jo ifølge Ekstra Blads-bossen, hvis sprøjte tjener penge på trendy skrækkampagner, ikke med nogen vægt udtale sig om indvandrere og flygtninge, fordi han jo stadig ikke bor i den af Ekstra Bladet - og altså nu også Lone Nørgaard - debatpræmissegodkendte jernbeton og har Per Madsen som borgmester. Man skal nemlig personligt gennemlide akkurat de ubehageligheder, som altid hævdes at være virkeligheden ved etniske grænsemøder, før man kan udtale sig.
Uanset at folk med denne unægteligt afskærende opfattelse af deres medmenneskers ytringsmuligheder vel dårligt kan vide, hvilke konkrete erfaringer, der danner grundlag for disses livsholdninger, er det selvsagt noget vås, at man ikke uden personlige på forhånd beskrevne erfaringer af givne fænomener kan danne sig generelle meninger om sådanne samfunds- og moralspørgsmål. I modsat fald ville den demokratiske debat hurtigt forstumme. Men i fremmedpolitikken er kravet til debatdeltagerne om at kunne opvise negative erfaringer med indvandrede eller tilflygtede medborgere efterhånden naglet fast som forudsætning for, at man kan få lov til at tale de højtråbende efter munden.
De fremmedfjendtlige - eller de, der lider af fremmedangst, eller hvad vi nu skal kalde det - fremstiller sig selv som om de har en særlig erfaring, en særlig indsigt, en speciel melodramatisk vished om nationens snarlige undergang, der altsammen forlener dem med en næsten religiøs - for ikke at sige religiøs - ret til at udstøde den ene svovlende trosbekendelse efter den anden. I samme heftige åndedrag bliver de dybt krænkede, såfremt nogen tillader sig at anfægte liturgiens grundlag.
Det skingre i disse anråbelser bliver ganske overordentligt påtrængende, når Danmarks overlevelse med mere eller mindre fanatisme - oftest mere - føres frem som både præmis og konklusion.
Faktisk er der jo problemer i forholdet mellem hjemmefødte danskere og fremmede, faktisk er der problemer med 2. generationsindvandrere - eller 1. generationsdanskere. Faktisk ligger en række konflikter og ulmer i forbindelse med fremmedområdet. Men for det første er der faktisk også problemer i forholdet mellem hjemmefødte danskere og hjemmefødte danskere og problemer med både 7. , 8. og 17. generations danskere og ulmende problemer i alle områder - på sigt. Det lever vi jo på en eller anden måde med.
Hvad klart adskiller fremmeddebatten fra de andre samfundsdebatter, er den indædte iver efter at anskue de nævnte problemer som permanente over det selvforstærkende til det uløselige. Der har været forholdsvis isolerede problemer med nogle bander af 2. generationsindvandrere. Så er der problemer med 2. generationsindvandrere permanent og til de skal på plejehjem i Glostrup. De fremmede kan ikke dansk godt nok. Så kan de lige pludselig ikke dansk godt nok til evig tid, uanset at deres børn måske bliver docenter i nordisk filologi.
Ved den argumentation, som jo knap nok her er overdrevet, afslører de utålsomme, at de ikke anskuer disse forhold socialt, således som de ellers ville anskue alle andre sociale forhold socialt, men opfatter sagen - for at sige det pænt - nationalt. Det er de fremmedes kultur, den er gal med, deres adfærd som sådan, og dermed selve deres væren.
Og dén har man jo ligesom hørt før. De fremmede, de lugter, de støjer, de formerer sig som rotter og rotter sig sammen og spiser med fingrene og ræber efter maden og tænder bål på gulvet og tæver kvinderne, og går med hat indendørs og slør på gaden og tror på den forkerte gud. Men i øvrigt kender jeg en flink hottentot i Baldersbrønde, der er fuldstændig som alle andre mennesker, og spiser pølseketchup til flæskesteg, og som forleden hjalp mig med et startkabel og drikker øl i varmen.
Professor Lise Togeby var forleden inde på hele dette mediebårne hysteri og advarede mod automatangsten, denne nervøse iver efter at trække alle slørede konturer i fjendebilledet op med tjærekost og pegede med fuld ret på politikerne - uden for de egentlige fremmedfjendtlige partier - som alt for ukritiske viderebefordrere af et i allerhøjeste grad medieskabt budskab. Det er ganske vist rigtigt, som Lone Nørgaard skriver i sit indlæg, at fremmedhad ikke alene kommer af ingenting og medier og gamle aviser. Personlige erfaringer spiller en rolle. Javist. Så meget desto værre, kunne man sige.
Man nænner jo næsten ikke at fortsætte det historisk betingede ræsonnement: Hvor farlige disse personlige - og som regel stereotypt udledte holdninger har vist sig at kunne være - og er - i moderne massesamfund. Ja, man tør næsten ikke føre tankegangen til ende, men tænk nu alligevel efter.
Tænk, uden at henfalde til uvederhæftige parallelliseringer. Tænk på en ung, arbejdsløs, utilpasset skvadronør i det første årti af 1900-tallets Wien. En asocial hjemmefødt tyskromantisk rod der drev omkring og gjorde sig sine helt personlige erfaringer med de sært klædte fremmede i Leopoldstadt. Det meste læste han sig i øvrigt til i medierne, i tarvelige pjecer og skumle aviser. Senere fik andre lignende medier, som han selv i sidste ende kom til at beherske, en vis betydning for denne ganske særlige unge mand med de store talegaver og mange personlige erfaringer - og ikke mindst for hans medmennesker. Det var dengang og en slemmer, slemmer erfaring om, hvad personlige erfaringer og deraf udledte falske fremmedforestillinger nemt kan føre til - skønt få dengang havde troet det muligt.
I nutiden er faren for superforenklinger i masseoplag om det såkaldt fremmede ikke mindre. Den determinerede, talentfulde demagog med ild i øjet, tidsånd i svælget og Gud ved sin side, kan nemt bemægtige sig de evigt stofhungrende redaktioners bevågenhed. I en tid med usikkerhed, omskiftelser, pludselige forandringer og store krav til den enkelte, falder nemme løsninger som manna fra himlen.
Hvad mere kan man forlange end at nogen midt i forvirringen beroliger os med at andre er skyld i vor usikkerhed. Når blot vi får Ali og Muhammed ud af lejligheden nedenunder og ovenover og deres børn væk fra gaden, bliver alting godt igen.
Det skal man altså være højrøvet for at kunne indse ikke er måden at se på den sag.
