Læsetid: 5 min.

Copycat

27. november 1997

En syndig og synftig sag om Søren

Befriet område
Forleden købte jeg på Politiets Kosterauktioner en sekretær, der angiveligt skulle have et verificerbart tilknytningsforhold til adressen ... og året ... (af hensyn til politiets efterforskning hemmeligholdes tid og sted, red.)
I dette år boede den subjektive tænker Søren Kierkegaard på denne adresse og det randt mig ihu, da jeg fandt et folioark beskrevet med falmede blækflueben i et hemmeligt rum i den snedigt fordoblede bagklædning.
Arket var dog ikke kun beskrevet men også betegnet, midt på det rejste det mandlige organ sig i al sin magt og vælde (omend overkradset med mange streger og en firkant med ordene: "Jeg er min egen tjener, jeg henter Ordet når jeg har behov" midtpå), det organ som eftertiden har gjort sig så store anstrengelser for at fraskrive Kierkegaard førligheden af i selskab med en (eller flere, den mulighed må vi ikke være blinde for) repræsentanter for det modsatte køn.
Det var et meget skørt ark, selv den forsigtigste berøring fik det til at smuldre. Jeg sprayede det over med hårlak og puttede det ind i et plastomsalg:
"Eftertiden vil vide at anbringe mig som en af Historiens store Tænkere; just vide det vil de, for det er let nok, hvorimod den tilgang der kræver personlighed, vovemod og lidenskab, tilegnelsen i inderlighed, den vil blive henvist til den kirkegård, hvor det magelige dusinmenneske bortkaster alle de udfordringer, der kunne forstyrre hans stabile indtægt.
Eftertiden vil gøre mig til en sten, de studerede herrer vil nikke til hinanden og sige "Søren Kierkegaard, javist" og der vil opstå en vældig enighed om min genialitet, således at det ærinde jeg havde, og den hensigt jeg forfulgte vil blive glemt for sammenlignende analyser af de begreber, som mine pseudonymer i al beskedenhed skænkede verden og som jeg i eget navn udviklede på det christeliges grund. At jeg var en henrykket figur og ikke en paradefilosof, det vil ingen kere sig om.
Nogle af de lærde vil sikkert i fremtiden være så kloge, at de ved at tage afsæt i mit navn kan promovere sig selv på en sådan måde, at det semilærde publikum end ikke opdager at budbringeren ikke bringer noget bud. Hvem ved, måske vil man en dag give mig mit eget institut...
Jeg vil kort sagt blive kategoriseret som vidensobjekt hvor jeg dog stedse var i lidenskabens, lidelsens og følelsens vold. Al min stræben alene gik ud på at anvise henrykkelsen sin plads. Kun den der har tilegnet sig sandheden ved selvvirksomhed kommer i en situation, hvor vejen bagud lukkes. Deraf springet.
Således overlader jeg trygt Ordet i Guds hånd, der har villet det således at jeg skulle hævde disse kvaliteter, thi vidne gjorde jeg aldrig, dertil var jeg ikke kaldet."
Og her er det så, at dokumentet bryder med gængse forestillinger om tekster fra Kierkegaards hånd, han skriver på langs af den normale skriveretning i et afsnit langs højre margen, altså i landscape:
"At betragte dig bagfra, at tage dig i øjesyn bagfra, at føre mine hænder frem til de omslutter og beskytter dine kåde bryster (den dag du løb henad skovvejen i Gurre), at føle mit køn vågne ved mødet med dine ballers elasticitet, at fornemme din gliden ind i den forrykte tilstand af hengivenhed, som er særegen for kvinden under akten, mens manden nok forrykkes men dog bestandig må forholde sig mere agtpågivende, at se din rygs bue når du lægger din kind på puden, at holde dig meget fast om hofterne og komme helt i bund, at lade mine hænder blot hvile på dine hofter mens selve akten udfører sig selv imellem os, at føle din rædselsfyldte anspændelse når jeg lader mit lem vandre ad den korte, smalle sti mellem de to kropsåbninger, som er tilgængelige når du står der med kjolen som et brus under armene...
Lad mig klaske dine kødfulde baller igen, min kære, den særlige svingning der opstår mellem hånd og flæsk er dog så sødmefuld og så fyldt med forventning om den videre opfyldelse af kødets trang ...
Er det sandt, at du længes så inderligt efter at tage Ordet i din mund? Jamen, så her da ... hjælp lige med denne knap ... sådan ... ser De ... ja, just sådan, ja ...ikke tænder ..."
Det bankede på døren. Udenfor stod en spinkel mand i en meget ortodoks habit. Mine øjne søgte hans hænder for at finde en hat, det trængte han ligesom til, i stedet rakte han mig et visitkort: "Christian S. Jensen, pastor emeritus" stod der i reliefpræg.
"Hvis De lige ville lade mig komme indenfor et øjeblik ... det drejer sig om et møbel, som De ... som vist desværre er mit .. altså for Dem, mener jeg ..."
"Kom nu indenfor," sagde jeg og slog ud med hånden.
For en ældre mand var han meget adræt. I løbet af et øjeblik var han henne ved sekretæren, havde åbnet den hemmelig skuffe - og var sprunget tilbage med et klageskrig, der - hvis det nåede Himlen - givetvis ville alarmere flere legioner engle.
"Det er borte," hviskede han. "Et helt livs syndighed... denne dyriske latter..." Han kvækkede som en frø og sank sammen på sofaen, så jeg hentede et glas vand.
"Er det dette her De savner?" spurgte jeg, da han var faldet lidt til ro, og rakte ham det gamle folioark i et beskyttende plastcharteque. Han flåede papiret ud, så stumper af det duvede rundt om hans fødder som hengivne småguder, og åd det. Han smilede og bøvsede.
"Sekretæren kan De beholde. Det er dog en ringe pris at betale for at unddrage sig den evige fortabelse (og iøvrigt har forsikringsselskabet godtgjort mit tab på en såre gavmild måde), jeg byder Dem derfor en god dag og går herfra til evigheden."
Han var borte. Jeg stod længe og overvejede om ikke der kunne være blevet en fin figur ud af ham, hvis han havde haft en tynd sort stok og det ene bukseben enten var blevet lagt ned eller det modsatte op.
Den næste morgen stod min éntredør åben, så jeg da jeg tøflede ud på badeværelset. Tyven (eller tyvene, den mulighed må vi ikke være blinde for) havde tilsyneladende alene fjernet sekretæren. Pyt, tænkte jeg og koncentrerede mig om at presse urinen ud af blæren, jeg kan altid få en ny. Hvad angår sekretærer er der ingen flaskehalsproblemer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her