Læsetid: 4 min.

En dæmning for nationen

7. november 1997

Kina bygger verdens største dæmning, der vil tvinge mindst 1,2 millioner mennesker fra deres hjem. Protester bliver mødt med straf som under Mao Zedongs Store Spring Fremad

Viceamtsborgmester Li Zhengzhong står på en klippe og skuer ud over en mægtig byggeplads.
"Det bliver Chang An-hovedgaden, og der skal banken ligge. Dette bliver det nye Fengdu," siger han og tilføjer, at det hele skal være færdigt inden år 2003, "så vi har travlt."
Fengdu er en by med 70.000 indbyggere, der som så mange andre byer i Sichuan-provinsen i Kina om få år vil blive oversvømmet, når verdens største dæmning, Sanxia, eller De Tre Slugters Dæmning står færdig. Et vigtigt skridt tages i morgen, når første del af Yangzi-floden er dæmmet op, så selve dæmningsbyggeriet kan begynde.
I de kommende år skal hele Fengdu flyttes til et højere beliggende sted på den modsatte bred af Kinas største flod. Fengdus indbyggere deler dermed skæbne med mindst 1,2 millioner andre indbyggere i floddalen fra landsbyen Sandouping i Hubei-provinsen til millionbyen Chongqing i Sichuan-provinsen. Et antal, der svarer til at flytte næsten samtlige Storkøbenhavns indbyggere.
Indtil nu er kun 53.000 mennesker blevet flyttet, så de helt store folkeflytninger venter forude.

Ikke til debat
Mens lokale ledere som Li Zhengzhong gnider sig i hænderne over de mange penge, som centralregeringen i Beijing sender til Fengdu, er byens indbyggere mindre trygge ved den forestående flytning:
"Det er ikke et spørgsmål, om vi ønsker at flytte eller ej. Dette er Kina. De Tre Slugters Dæmning er et nationalt projekt, og vi er derfor nødt til at flytte. Vi er tvunget til at acceptere det," siger en kvinde til avisen South China Morning Post.
Af de mange ubesvarede spørgsmål om dæmningens konsekvenser for miljøet, klimaet og hele Yangzi-regionens fremtid er de store folkeflytninger det alvorligste, som kritikerne har hæftet sig ved.
Det er en overtrædelse af menneskerettighederne i stort omfang, og "det vil uden tvivl skabe social uro," siger den kinesiske journalist Dai Qing til Reuter.
Dai Qing stod i årene op til 1989 i spidsen for kritikerne af det gigantiske projekt og udgav en bog, der er forbudt i Kina.
Også antropologen Jun Jing var aktiv i de år og var med i en gruppe fra Beijing Universitet, der undersøgte konsekvenserne af tidligere folkeflytninger i forbindelse med andre dæmningsprojekter i Kina.
Jun Jing, der nu lever i USA, kritiserer i tidskriftet The China Journal de kinesiske myndigheder for at gentage fejltagelser og benytte samme tvangsmetoder som under Mao Zedongs katastrofale Store Spring Fremad i 1958-1960.

10 millioner flyttet
I den periode blev nogle af Kinas andre store dæmningsbyggerier enten påbegyndt eller fremskyndet, og millioner af mennesker blev tvangsforflyttet.
Ifølge Verdensbanken er ialt 10,2 millioner kinesere blevet flyttet siden 1949 for at bane vej for nye dæmninger, bl.a. ved Den Gule Flod. I næsten alle tilfælde er de blevet fattigere og har fået dårligere leveforhold end tidligere.
De kinesiske myndigheder indrømmede senest i 1989, at 70 procent af de forflyttede stadig levede i ekstrem fattigdom, og de udgør den dag i dag stadig en stor byrde for det kinesiske budget.
Men centralregeringen har ifølge Jun Jing ikke taget ved lære af tidligere tiders fejlslagen politik, og der er følgende ligheder med problemerne under Det Store Spring Fremad og det nuværende dæmningsprojekt:
*Centralregeringen afviser og straffer lokal kritik.
Under Det Store Spring Fremad var der flere tilfælde af massearrestationer og henrettelser af mennesker, der protesterede imod tvangsflytningerne.
I 1992 blev 179 mennesker arresteret i Wanxian-området og anklaget for 'kontrarevolutionære aktiviteter' vendt mod dæmningsprojektet ved de tre slugter. Deres skæbne er ukendt, men Wanxians sikkerhedsbureau har instrukser om at "slå hårdt ned på kriminelle, der søger at hindre byggeriet og flytninger af lokalbefolkningen".
*For lille kompensation til de forflyttede, der samtidig flyttes til områder med dårligere landbrugsjord og dermed udsigt til mindre indtægter.
*En bevidst undervurdering af det antal mennesker, der skal flyttes. I tidligere tilfælde er større områder end først antaget blevet oversvømmet, og derfor er flere efterfølgende blevet flyttet. Det samme er sandsynligt ved Yangzi-projektet, der er af så enorme dimensioner.
Hele dæmningsprojektet er præget af, hvad Jun Jing og andre kritikere kalder en "Store Spring Fremad-mentalitet" - centralregeringens insisteren på kæmpeprojekter og afvisning af enhver form for kritik. Eller som en af Fengdus købmænd formulerer det: "Sådan er det bare i Kina - det er et projekt, der er godt for nationen, men ikke for de mennesker, det går ud over."

En dæmning for nationen
Dæmningsprojektet ved de tre slugter bygger på en idé, der går helt tilbage til 1919, hvor det moderne Kinas grundlægger nationalistlederen Sun Yat-sen først fremlagde visionen om at tæmme Yangzi-floden.
Byggeriet blev dog først indledt i 1994 og skal efter planen stå færdigt i 2009. Det bliver verdens største dæmning, 185 meter høj og 1,6 km bred.
*Et 640 km langt vandreservoir vil oversvømme 153 større og mindre byer, 1.352 landsbyer og 1.500 fabrikker.
*Myndighederne anslår, at 1,2 millioner mennesker i Sichuan- og Hubei-provinsen skal flyttes, mens kritikerne frygter, at tallet bliver så højt som 1,3-1,6 millioner. Indtil nu er kun 53.000 flyttet.
*Når dæmningen står færdig vil 26 turbiner årligt levere 18.000 megawatt elektricitet, hvilket svarer til forsyningen fra 18 atomkraftværker. Verdens hidtil største dæmning Itaipu, der forsyner Brasilien og Paraguay med elektricitet, giver til sammenligning 12.600 megawatt.
*Prisen for projektet er officielt opgjort til 20-30 milliarder dollar (ca. 132-197 mia. kr.). Kritikere sætter beløbet så højt som 75 mia. dollar.
*En række europæiske og canadiske firmaer er med i projektet som leverandører af turbiner, mens amerikanske virksomheder har haft svært ved at få kontrakter, fordi den amerikanske regering har nægtet at støtte projektet på grund af de uafklarede konsekvenser for miljøet og befolkningen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu